Brev

5 grunde til at forlade verden 2 grunde til at blive…

Hey BB:)

Er en pige på 13 år

som har et skal vi sige medium stort problem (eller faktisk er det flere små…
 
*Problem 1*

Jeg er næsten lige flyttet skole fra en af de skoler der kun går til sjette klasse.

S mine tidligere klasse kammerater kommer over på den skole jeg går på nu når vi skal i syvende!

På den nye skole er jeg kommet i en mega fed klasse:) Det er bare så´n At de har et mega godt fællesskab i den klasse som jeg ikke rigtig føler jeg er en del af… For det meste har jeg det som om jeg sidder og er helt usynlig.

Vi var på en hyttetur so forælderråddet stod for. Den anden aften havde vi hold fest så alle var mega hyper og lå bare der og grinte og hyggede sig… Alle undtagen mig. Jeg lå igen bare der og var “usynlig”.

Det skal lige siges at jeg har haft en knæskade det sidste halve år (fik den 14 dage efter jeg var startet i den nye klasse) hvilket gør at jeg ikke rigtigt kan være med til noget.
 
Og at jeg har været cutter i cirka 4 måneder grundet denne ensomhed, og jeg (fordig jeg cutter) snakker med både en A.K.T-lærer og en psykolog (ikke at det hjælper)

Og de siger alle sammen at det nok skal blive bedre når mit knæ er i orden, Men jeg VED at de intet har med det at gøre. Det er fordig jeg ikke tør tale!

Jeg har altid set mig selv lavere end de flest andre og har aldrig haft noget i mod at ofre mig forandre… Så nu tør jeg ikke spørge folk om vi ikke skal lave noget sammen da jeg tit selv før i tiden har sagt ja på trods af at jeg egentlig ikke havde lyst. Hvad nu hvis personen jeg så spørger så også bare siger ja i medlidenhed. Det vil jeg bare ikke risikerer.

*Problem 2*

I den nye klasse var der en lille gruppe “outsiders” som jeg begyndte at hænge ud med. (har aldrig været til fodbold, og så kan jeg bare bedre med drenge-venner end veninder) Da jeg ligsom er en pige og det var en flok på tre drenge (hvoraf jeg talte bedre med en af den end de andre) begyndte nogle at sige (for sjov naturligvis) at mig og “ham” var da det perfekte par (hvilket de faktisk har ret i det er næsten det værste af det;))

I starten rørte det mig ikke men nu… jeg er faldet for og det Er et problem da mentalt set (når det kommer til “det med piger” delen) er 10 år gammel! Så han er ikke ligefrem klar til en kæreste lige foreløbig.

Jeg ved ikke om det bare er fordi jeg er desparat. jeg har nemlig næsten lige mistet den sødest fyr. (han var ældre så jeg har altså prøvet ting som de fleste fra min klasse ikke har prøvet… Hvilket også er et problem da jeg så på de fleste punkter er så meget længere fremme end de andre)

*Problem 3*

Som nævnt i starten er jeg flyttet skole

grunden til jeg flyttede var at jeg blev mobbet og “frosset ude” af mine “veninder”.

Jeg var til skole-fest på den skole jeg gik på før og der var de gamle “veninder” søde og imødekommende som var der intet sket (og de ved at det var deres skyld jeg flyttede!) Jeg prøvede at “være kold” men jeg kan bare ikke find ud af at afvise folk. Så nu er jeg bange for nu hvor de kommer over til den skole jeg går på nu at de så vil holde sig op af mig og såre mig… igen.
 
*Problem 4*
 
Mit selvværd skraber bunden! Får at vide jeg er både pæn og klog og sådan… Men jeg har bar hørt at jeg er er fed, grim, dum og klam en gang for meget til at tro på dem der siger andet!
 
*problem 5*

Som sagt har jeg haft en ældre kæreste og har prøvet ting og alt det der… Hvilket gør at jeg føler mig mega klam eftersom jeg ikke er ældre og sådan… Altså jeg lod ham jo gøre det men det var altså efter vi havde slået op!

Han slog op fordi han ikke kunne klare at vi ikke kunne have sex et par uger efter var jeg over ved ham og jeg endte med at få finger!(det er det jeg mener nå jeg siger “prøvet ting”. Har aldrig helt haft sex men alligevel… Jeg syns stadig det er for klamt gjort af mig!)

Kort sagt jeg ser 5 grunde (+moms) til at tage mit eget liv

jeg ser 2 grunde (de efterladte ville savne en og man kan ikke fortryde det) til at blive!

Undskyld det meget lange brev som ovenikøbet lider af mangel på punktum…

Man skal bare have hele historien, og så ville jeg gerne bare have det sendt.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 årTak for dit lange brev, hvor du på en meget fin måde får forklaret, hvordan du går og har det. Du har valgt at inddele dit brev i 5 "problemer", hvilket er en meget god måde at strukturere et ellers langt brev på. Derfor vil jeg også forsøge at inddele mit svar på samme måde - det er nemlig også blevet lidt langt. Det håber jeg, er i orden med dig?! 1. Du fortæller, at du næsten lige er flyttet skole og nu går i en klasse, hvor der er et rigtig godt fællesskab. Desværre føler du endnu ikke, at du er blevet en del af det fællesskab. Selvom det er rigtig rart at høre, at der er et godt fællesskab, kan det være rigtig hårdt, når man oplever, at man ikke selv er en del af det. Du skriver, at du både taler med en AKT-lærer og en psykolog, men at du ikke rigtig føler, at det har hjulpet. De siger åbenbart begge to, at det vil blive bedre, når dit knæ bliver i orden, men du mener selv, at der er en anden årsag, nemlig at du "ikke tør tale". Det er en meget fin erkendelse – og derfor er jeg nysgerrig på at vide, om du mon har sagt det højt til AKT-læreren og psykologen? Du fortæller også, at du er nervøs for, at de andre vil sige ja til dig af medlidenhed. Det kan man aldrig vide, men måske skal du vende det om. Måske skal du faktisk prøve at tage chancen og spørge? Jeg ved ikke, om du selv har prøvet at sige ja til en, fordi du havde lidt ondt af personen (at personen ikke var en del af fællesskabet), hvorefter det faktisk viste sig at være rigtig hyggeligt? Du skriver, at klassen har et godt fællesskab – og det er vigtigt, især når der er nogle udefra, der også skal blive en del af det. Det kan være svært, men det kan sagtens lade sig gøre! Det kræver dog, at man er åben omkring det. At du fortæller de andre om det. Her er det dine læreres opgave at hjælpe. Måske virker det lidt kunstigt, men jeg kender flere eksempler på klasser, der aktivt har arbejdet med at få alle med i fællesskabet – og det kan lykkes! Men det kræver, at du også selv er parat til at "forsøge". Men det tror jeg nu også, at du er... 2. Når jeg læser om dit næste "problem", bliver jeg lidt glad. Jeg synes, jeg kan mærke på det, du skriver, at du er gået hen og blevet lidt vild med ham drengen? Også selvom du selv er lidt i tvivl om, hvorvidt det kun er fordi, du er lidt desperat. Men der må jo være noget særligt ved ham drengen, som er svært at sætte ord på. Måske er der ikke kæreste-potentiale i ham drengen lige nu og her, men det kan der sagtens komme med tiden. Måske skal du starte med at lære ham endnu bedre at kende – og nyde, at du faktisk har lært en at kende, som du faktisk "taler bedre med end de andre". Og hvis du en dag får lyst til det, kan du jo fortælle ham, at du faktisk synes, han er smaddersød – for selvom han måske er lidt umoden i forhold til piger, så tror jeg under alle omstændigheder, at han vil blive smigret, hvis han fik at vide, at du kan lide ham. 3. Det er helt forståeligt, at mobningen på din gamle skole har sat nogle spor. Det kan derfor være svært at forestille sig, at pigerne ikke igen vil være ondskabsfulde. Måske kan du fortælle din AKT-lærer eller psykolog om din frygt? Nogle gange kan det hjælpe utrolig meget, hvis man får lov til at sige sin "frygt" højt. Du skrev tidligere, at der er et godt fællesskab på din nye skole, så forhåbentlig vil det smitte af på dine gamle "veninder". Mobning har nemlig tit noget at gøre med det miljø, som man er i – om man er på en skole, hvor man arbejder mod mobning. Altså at man er på en god skole, der forsøger at skabe et godt og sundt fællesskab for eleverne. Er der det, vil det også være meget sværere for mobningen at "overleve"/begynde igen. 4. Når man har fået nedbrudt sit selvværd, fx ved at være blevet mobbet over en længere periode, tager det tid at få det genopbygget. Det kræver tid – og meget arbejde, men når jeg læser dit flotte og meget reflekterende brev, lyder det meget til, at du er på rette vej. Fortæl dig selv, at du er lige så vigtig, som alle os andre. Og lyt til dem, der siger alle de fine ting til og om dig. Måske kan du lave et lille eksperiment, hvor du hver dag siger én lille god ting om dig selv højt. I dag kan du fx fortælle dig selv, at "du er virkelig god til at skrive et brev, hvor du forklarer, hvordan du har det". Det er langt fra alle, der er i stand til det. Det er så flot.5. Det er ærgerligt, at du har fået den opfattelse, at du skal "føle dig klam" pga. det med din eks. Måske skal du hellere bruge episode på en anden måde (du får intet godt ud af at tænke, at du "er klam"). Du er jo ikke sammen med ham mere – og nu ved du, at du ikke skal gøre ting, som du ikke selv føler dig parat til. Det er en god erfaring at tage med sig videre i livet! Til sidst i dit brev skriver du, at det "kort sagt er 5 gode grunde til at tage dit eget liv". Jeg håber, at mine svar på dine "5 problemer" måske kan tydeliggøre over for dig selv, at der er mange gode ting – og mange muligheder for, at fremtiden bliver god. Derudover skriver du også selv, at man "ikke kan fortryde det" og "at de efterladte vil savne en". Og det har du jo helt ret i. Jeg håber derfor, du har fået troen tilbage. Du fortjener det bedste. Hvis du har brug for det – eller lyst, er du meget velkommen til at ringe eller skrive igen til BørneTelefonen på 116111. Gode tanker til dig fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat