5 grunde til at forlade verden 2 grunde til at blive…

Kære pige på 13 årTak for dit lange brev, hvor du på en meget fin måde får forklaret, hvordan du går og har det. Du har valgt at inddele dit brev i 5 "problemer", hvilket er en meget god måde at strukturere et ellers langt brev på. Derfor vil jeg også forsøge at inddele mit svar på samme måde - det er nemlig også blevet lidt langt. Det håber jeg, er i orden med dig?! 1. Du fortæller, at du næsten lige er flyttet skole og nu går i en klasse, hvor der er et rigtig godt fællesskab. Desværre føler du endnu ikke, at du er blevet en del af det fællesskab. Selvom det er rigtig rart at høre, at der er et godt fællesskab, kan det være rigtig hårdt, når man oplever, at man ikke selv er en del af det. Du skriver, at du både taler med en AKT-lærer og en psykolog, men at du ikke rigtig føler, at det har hjulpet. De siger åbenbart begge to, at det vil blive bedre, når dit knæ bliver i orden, men du mener selv, at der er en anden årsag, nemlig at du "ikke tør tale". Det er en meget fin erkendelse – og derfor er jeg nysgerrig på at vide, om du mon har sagt det højt til AKT-læreren og psykologen? Du fortæller også, at du er nervøs for, at de andre vil sige ja til dig af medlidenhed. Det kan man aldrig vide, men måske skal du vende det om. Måske skal du faktisk prøve at tage chancen og spørge? Jeg ved ikke, om du selv har prøvet at sige ja til en, fordi du havde lidt ondt af personen (at personen ikke var en del af fællesskabet), hvorefter det faktisk viste sig at være rigtig hyggeligt? Du skriver, at klassen har et godt fællesskab – og det er vigtigt, især når der er nogle udefra, der også skal blive en del af det. Det kan være svært, men det kan sagtens lade sig gøre! Det kræver dog, at man er åben omkring det. At du fortæller de andre om det. Her er det dine læreres opgave at hjælpe. Måske virker det lidt kunstigt, men jeg kender flere eksempler på klasser, der aktivt har arbejdet med at få alle med i fællesskabet – og det kan lykkes! Men det kræver, at du også selv er parat til at "forsøge". Men det tror jeg nu også, at du er... 2. Når jeg læser om dit næste "problem", bliver jeg lidt glad. Jeg synes, jeg kan mærke på det, du skriver, at du er gået hen og blevet lidt vild med ham drengen? Også selvom du selv er lidt i tvivl om, hvorvidt det kun er fordi, du er lidt desperat. Men der må jo være noget særligt ved ham drengen, som er svært at sætte ord på. Måske er der ikke kæreste-potentiale i ham drengen lige nu og her, men det kan der sagtens komme med tiden. Måske skal du starte med at lære ham endnu bedre at kende – og nyde, at du faktisk har lært en at kende, som du faktisk "taler bedre med end de andre". Og hvis du en dag får lyst til det, kan du jo fortælle ham, at du faktisk synes, han er smaddersød – for selvom han måske er lidt umoden i forhold til piger, så tror jeg under alle omstændigheder, at han vil blive smigret, hvis han fik at vide, at du kan lide ham. 3. Det er helt forståeligt, at mobningen på din gamle skole har sat nogle spor. Det kan derfor være svært at forestille sig, at pigerne ikke igen vil være ondskabsfulde. Måske kan du fortælle din AKT-lærer eller psykolog om din frygt? Nogle gange kan det hjælpe utrolig meget, hvis man får lov til at sige sin "frygt" højt. Du skrev tidligere, at der er et godt fællesskab på din nye skole, så forhåbentlig vil det smitte af på dine gamle "veninder". Mobning har nemlig tit noget at gøre med det miljø, som man er i – om man er på en skole, hvor man arbejder mod mobning. Altså at man er på en god skole, der forsøger at skabe et godt og sundt fællesskab for eleverne. Er der det, vil det også være meget sværere for mobningen at "overleve"/begynde igen. 4. Når man har fået nedbrudt sit selvværd, fx ved at være blevet mobbet over en længere periode, tager det tid at få det genopbygget. Det kræver tid – og meget arbejde, men når jeg læser dit flotte og meget reflekterende brev, lyder det meget til, at du er på rette vej. Fortæl dig selv, at du er lige så vigtig, som alle os andre. Og lyt til dem, der siger alle de fine ting til og om dig. Måske kan du lave et lille eksperiment, hvor du hver dag siger én lille god ting om dig selv højt. I dag kan du fx fortælle dig selv, at "du er virkelig god til at skrive et brev, hvor du forklarer, hvordan du har det". Det er langt fra alle, der er i stand til det. Det er så flot.5. Det er ærgerligt, at du har fået den opfattelse, at du skal "føle dig klam" pga. det med din eks. Måske skal du hellere bruge episode på en anden måde (du får intet godt ud af at tænke, at du "er klam"). Du er jo ikke sammen med ham mere – og nu ved du, at du ikke skal gøre ting, som du ikke selv føler dig parat til. Det er en god erfaring at tage med sig videre i livet! Til sidst i dit brev skriver du, at det "kort sagt er 5 gode grunde til at tage dit eget liv". Jeg håber, at mine svar på dine "5 problemer" måske kan tydeliggøre over for dig selv, at der er mange gode ting – og mange muligheder for, at fremtiden bliver god. Derudover skriver du også selv, at man "ikke kan fortryde det" og "at de efterladte vil savne en". Og det har du jo helt ret i. Jeg håber derfor, du har fået troen tilbage. Du fortjener det bedste. Hvis du har brug for det – eller lyst, er du meget velkommen til at ringe eller skrive igen til BørneTelefonen på 116111. Gode tanker til dig fra BørneTelefonen