Kære pige på 15
1000 tak for dit seje og modige brev her til brevkassen. Når jeg læser dit brev, står det tydeligt for mig, at du er en pige, der er rigtig bevidst om dine tanker, følelser og de udfordringer, du lige nu står over for. Og samtidig er du en pige, der er rigtig god til at sætte ord på dem og beskrive dem. De evner tror jeg vil hjælpe dig, når du skal bede de voksne omkring dig om hjælp og støtte. Og jeg vil rigtig gerne give dig nogle idéer til hvordan, som du kan overveje. Jeg har en del ting, jeg gerne vil fortælle dig. Derfor bliver mit brev desværre nok lidt langt.
Det er rigtig godt, at du forsøger at holde fast i håbet. Og det er vigtigt at du fortsat gør det. Når man som dig står midt i det hele, kan man nemlig godt nogle gange få følelsen af, at der ikke er noget, man kan gøre for at få det bedre.
Men der er heldigvis altid noget at gøre. Og der er altid nogen, som gerne vil hjælpe og støtte dig, hvis de bliver gjort opmærksom på, at du har behov for det. Jeg har snakket og skrevet med andre unge, der har stået med nogle af de samme udfordringer, som du lige nu kæmper med. Og heldigvis har rigtig mange af dem fået det bedre. Nogle af udfordringerne er løst. Og andre af udfordringerne er der stadig nogle gange – men fylder nu meget mindre. Derfor er jeg overbevist om, at det også for dig kan betale sig at bevare håbet på, at der kan ske en forandring.
Ligesom mange andre unge på din alder, stiller du også dig selv spørgsmålet om, hvem du er og hvem du gerne vil være. Det er helt almindeligt at spekulere på de spørgsmål. Det vigtige er bare, at du er, præcis som du er. Og det er helt fint. Du behøver ikke skulle ændre på den du er, for at andre kan blive stolte af dig eller glade for at have dig i deres liv. Ligesom alle andre har du også en række kvaliteter og interesser, der vil gøre dig til et spændende menneske at lære at kende.
Du skriver, at du bliver hjemme i din fritid. Jeg tror, det er rigtig vigtigt for dig, at du kommer ud og møder nogle andre mennesker. Det kan måske være nogle fra skolen, som du endnu ikke kender særlig godt? Nogle, hvor I måske har nogle fælles interesser? Det kan også være, at du kunne begynde at gå til noget i din fritid? Noget sport? Noget kunst? Eller måske noget med at skrive – hvis du godt kan lide det? Det kan faktisk være hvad som helst – bare noget, du har interesse for, og hvor du kan møde andre, der har den samme interesse. Så er det nemmere at falde i snak med hinanden og lære hinanden bedre at kende. På den måde tror jeg, du vil kunne komme ud af din stillekupe og måske stige af på nogle stationer og leve livet sammen med de andre på perronen.
Du skriver, at du kradser i dig selv. Jeg tror, du har helt ret i, at det for dig har handlet om, at der kommer en anden form for smerte. En smerte, som du fysisk kan se. Nu ved jeg ikke, hvor længe du har gjort det. Andre, der har gjort det i et stykke tid, har lagt mærke til, at de skal kradse mere og mere for at få samme virkning. Og samtidig fortæller de også, at virkningen varer kortere og kortere tid – og at de ofte får det dårligere bagefter end de havde det, før de kradsede. Er det noget, du kan genkende fra dig selv?
Det er altid en god idé at komme ud af selvskade. For selvom selvskade lige nu og her kan lette presset, er det aldrig løsningen på længere sigt. Det kan være svært alene at stoppe med selvskade. Derfor er der nogle, der er rigtig dygtige til at hjælpe, vejlede og støtte. De hedder Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Du kan læse mere om dem på https://lmsos.dk/. De har også en gratis og anonym rådgivning, du måske kunne ringe eller skrive til?
Du skriver også i dit brev, at du har tanker om at give op – at give slip – blive fri for alt. Det er rigtig vigtigt, at du ikke går alene rundt med de tanker. Det er vigtigt, at du får hjælp og støtte af de voksne, der er omkring dig. Det kan fx være dine lærere i skolen. Og det kan være dine forældre og andre voksne fra din familie. De kan støtte dig, hvis det hele er ekstra svært en dag. De kan hjælpe dig til at få mere hjælp hos andre, der kan hjælpe. Og de kan sammen med dig glædes over, når ting lykkes og nogle af udfordringerne begynder at fylde mindre.
Måske har du endnu ikke fortalt det til nogen voksen omkring dig? Måske har du ikke vidst, hvordan du skulle sige det? Og måske har du været lidt bange for, hvordan de skulle reagere?
Så kunne en løsning måske være at skrive et brev til dem? Jeg kan nemlig se på dit brev her til brevkassen, at det med at sætte tanker og følelser ned på papir, er noget, du er rigtig god til.
Et brev ville også have den fordel, at du får sagt alt det og præcist det, du gerne vil sige. Og det giver den voksne mulighed for at læse brevet, når han eller hun er alene – og derfor har tid til at overveje sin reaktion. Og til slut i brevet kunne du måske skrive et sted og tidspunkt hvor du gerne vil mødes og snakke om det, der står i brevet? Du kan også vise brevet her, som er så velskrevet.
At lave fejl og lære af dem er noget af det vigtigste, vi som mennesker kan gøre. Dem der aldrig fejler, lærer i princippet sjældent ret meget. Derfor synes jeg du har fat i noget helt rigtigt, når du prøver at holde fast i håbet og i at se fejlene som en nødvendighed. De er allesammen med til at give dig erfaring og lære dig selv bedre at kende. De kan derfor bruges som en styrke, hvis du får arbejdet med dem. Giver det mening?
Jeg håber rigtig meget, du har kunnet bruge nogle af mine idéer. Og jeg håber, at du har fået lyst til at overveje og måske afprøve nogle af dem. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Hvis du får brug for at snakke mere om dine tanker, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116 111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
