Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg tror jeg er biskelsuel. Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

Hej… jeg er en dreng på 20 år som egentligt synes livet kører ret god, er i gang med uddannelse og har venner, så det kan jeg bestemt ikke klage over.

Jeg har aldrig haft en rigtig kæreste, men jeg har mødt piger som jeg synes var søde, jeg har bare aldrig mødt en endnu som jeg virkelig kan lide, hvor jeg tænker; “hende der, hende skal jeg lære rigtig godt at kende”.

Mit problem er jeg også tror jeg kan lide drenge. Det er ikke fordi jeg har en drenge-ven, som jeg ville være kærester med nu, men jeg ved jeg har set og snakket med nogle drenge hvor jeg havde svært ved at tage øjnene fra dem. Og jeg fantasere om nogle fyrer (og piger) hvor jeg kan se os se film sammen eller stå på skøjter. – form for dagdrømme agtig.

Jeg har haft det sådan her siden jeg var 12 år, og jer har benægtet det, troede der var noget galt med mig, det lykkedes i en periode, men så på et tidspunkt troede jeg at jeg var homoseksuel. Men jeg tror nu mere jeg er biskelsuel da jeg også kan lide piger – dog synes jeg ar drenge kan tænde mig liiige lidt mere, det sådan frækt på en anden måde – i hvert fald tanken er det.

Denne tvivl påvirker mit dating liv så meget, da jeg ikke har sagt det til nogle, og heller ikke ved hvordan jeg skal reagere.
Så hvis en pige synes jeg er sød har jeg svært ved at gå “all in” hvis det giver mening, fordi jeg gad godt finde ud af det med drengene først, om der er noget jeg vil.

Samtidigt frygter jeg det så meget! Så jeg ender med intet (hvis det giver mening).
Jeg har heller ikke haft sex endnu, hvilket jeg også gerne vil – ikke for at “krydse det af”, men fordi jeg gerne vil have og opleve sådan et bånd til en person.

Selv hvis jeg tog mig sammen og var åben for begge dele, så aner jeg ikke hvordan jeg skal gøre eller spørge.
Men jeg føler jeg går og gemmer en lille del af mig selv, som jeg ikke har vist, en lille del som jeg har gået og presset væk og at jeg bare følger mængden (på den front), men jeg kan mærke at det ikke er noget jeg kan holde ud resten af livet.

Jeg er også så sindssygt nervøs for hvis jeg så fandt en pige, om hun ville lade vær med ar være sammen med mig fordi jeg er biseksuel. Mit største mål i livet er at blive en god far, men jeg ville brænde op hvis jeg skulle holde en kæreste for nar og ikke være ærlig om hvordan jeg virkelig føler.

Og samtidig er jeg nervøs for hvis jeg så ville eksperimentere med drenge, så ved jeg slet ikke som i slet ikke hvordan jeg skal gøre. Jeg bryder mig virkelig ikke om online dating… men at spørge en dreng om han kan lide fyrer, der har jeg ikke styrke til at gøre lige pt.

Der er mange problemstillinger jeg kommer med, jeg ved det. Men jeg havde virkelig brug for ar sige det, fordi jeg føler lidt jeg spiller min tid med at være en som ikke er mig selv, men den rigtige mig står og ser på – hvis det giver mening.
Tak fordi du læste mit brev.

Dreng, 20 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej dreng på 20 år.

For det første tusind tak for dit brev, hvor du deler en masse tanker omkring din seksualitet.

Jeg fornemmer, at du har tænkt virkelig meget over hvordan du kan gribe det an og jeg kan godt forstå, at det fylder meget hos dig.

Som du selv siger: “så føler du, at du gemmer en lille del af dig selv”, og derfor er jeg så glad for at du har skrevet herind, og jeg håber, at jeg kan give dig nogle råd, som du kan bruge fremover.

Jeg fornemmer, at du har haft disse tanker i flere år. Du nævner, at du førhen har tænkt på, om du er homoseksuel?

Mange tænker over deres seksualitet og flere i din alder er eksperimenterende og prøver forskellige ting af. Man kan måske prøve at minde sig selv om, at der ikke er noget der er endegyldigt. Du må gerne ombestemme dig eller finde ud af, at tingene var anderledes end du troede.

Jeg tænker på, om du mon har tænkt over, hvordan det ville være for dig, hvis du skulle begynde at kalde dig selv for biseksuel?

Grunden til at jeg spørger, er fordi jeg ved, det er meget forskelligt hvordan folk har det med det. Nogle kan godt lide at få et mærkat på sig, og andre føler ikke det passer til dem.

Min pointe er, at der ikke nødvendigvis behøves at være et mærkat. Man behøves ikke låse sig fast på en bestemt seksuel orientering.

Derfor kunne det måske være en idé at fokusere på, hvad der føles godt hos dig, og så vente med at fokusere på kønnet. At være forelsket er en dejlig ting og det er lige meget hvem du forelsker dig i. Hvad tænker du om det?

Du skriver, at det påvirker dit datingliv. Du er nervøs for, hvis en pige falder for dig, om hun vil være sammen med dig, selvom du er biseksuel. Og som du selv siger, så ville det være svært at skulle holde hende for nar.

Man behøves jo ikke nødvendigvis sige det som det første, hvis nu du begynder at date en pige. For hvis du kan lide hende og du kan mærke, at hun gør dig varm indeni, så er jeg sikker på, at det vil komme meget naturligt at fortælle hende det. Men som sagt, kærlighed kender ikke køn.

Du nævner også, at du har svært ved at gribe dating med andre drenge an. Det kan jeg godt forstå. Det kan virke skræmmende at skulle prøve noget nyt som man ikke kender til. Men det kan blive spændende og give rigtige gode sommerfugle i maven.

Husk der er mange, der har det lige som dig. Det kan være rigtig rart at snakke med nogle, man har tæt på. Derfor tænkte jeg på, om du ville have lyst til at åbne op for nogle af dine gode venner?

Du kan evt. starte med at fortælle dem, at du går og tænker på, om du mon er biseksuel. Hvad tror du, de vil sige til det?

Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal få det sagt, så er der en side på vores hjemmeside, hvor nogle andre børn og unge, der har delt deres gode råd om hvordan de “sprang ud”.

LGBT+ Danmark har også flere tilbud til dig. De kan tale med dig om, hvordan du ‘springer ud’, men også om forelskelse, kærlighed og sex. Måske du også har brug for at komme i kontakt med andre unge i den samme situation som dig og blive en del et fællesskab?

Du kan få rådgivning eller en uforpligtende snak ved at ringe, chatte eller dukke op. Klik på en afdeling og find telefonnummer, åbningstider og adresser – se her

Husk at der er rigtig mange i puberteten, der er i tvivl om deres seksualitet. Og hvis du lige nu synes det virker rarest at kalde dig selv biseksuel, så husk på at det ikke behøves at være endegyldigt. Det kan ændre sig i morgen eller om tre år. Eller det kan være at det bare føles helt rigtigt for evigt, og så kan du finde ro i det. Det vigtigste er, at du mærker efter og gør det som føles rigtigt for dig.

Du skriver, at dit største ønske er at blive en god far. Måske det kunne hjælpe dig, hvis du prøvede at tænke på, at der kan gå mange år endnu, inden du skal være far og du derfor ikke behøver beslutte dig nu og her? Det kan være, at det kan give dig lidt ro og plads til at få prøvet din seksualitet af.

Husk også, at man ikke behøver at være et par bestående af en mand og en kvinde for at få børn. Der er flere måder at blive en far på – også hvis det ender med at være en mand, som du skal være sammen med.

Det vigtigste for at blive en god far, er nok også at du er glad. Derfor tænker jeg også, at det passer ret godt ind i din drøm, hvis du tager dig tid til at udforske hvem og hvad, der passer bedst til dig. Det håber jeg giver mening for dig.

Jeg håber mit brev kan hjælpe dig lidt og hvis du har flere spørgsmål, så er du også altid velkommen til at ringe ind til os på BørneTelefonen: 116111.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

læs og giv råd til at springe ud

Vil du gerne fortælle din familie og venner om din seksuelle orientering?

Her kan du få andre børns gode råd til, hvordan du kan gøre det. Du kan også dele dine egne oplevelser og gode råd.

få flere gode råd og viden om seksuel orientering

Er jeg homoseksuel? biseksuel? Aseksuel? Og hvornår er man overhoved sikker? Det er spørgsmål, som vi oplever, fylder meget på BørneTelefonen. 

Der findes ikke noget rigtigt eller forkert svar. Det kan være meget forskelligt, hvordan man mærker sin seksuelle orientering. Nogle oplever også, at deres seksualitet ændrer sig flere gange i livet. Det handler om, hvad du føler dig tryg og godt tilpas med.  

Her kan du teste din viden om seksuelle orienteringer, få andre børn og unges gode råd til at springe ud, og få hjælp til hvordan du kan blive mere tryg ved din seksualitet 

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat