Kære pige på 13
Hvor er jeg ked af at høre, at du har været udsat for så voldsomme ting. Det er så godt, at du skriver til os og på den måde starter en rejse for at få det bedre. Det, du har oplevet, er der INGEN der burde opleve. Desværre er du ikke den eneste, og mange piger bliver så flove og føler desværre, at det på en måde er deres egen skyld og vil allerhelst bare glemme, at det er sket. Så lader de som ingenting. Kan du måske genkende det lidt fra dig selv?
Men det er slet ikke sådan, man får det bedre, altså ved at prøve at glemme og lade som ingenting. Derfor er det en helt utrolig styrke du viser, ved at skrive til BørneTelefonen. Du starter en rejse for at hjælpe dig selv til at bearbejde denne voldsomme oplevelse, som fylder rigtig meget i dig. Det er vanvittig flot, at du viser så stor styrke og lyst til, at ‘han’ og den voldsomme oplevelse ikke skal have lov at ødelægge dig. Jeg kommer til at tænke på, om der er andre, der ved det? Eller måske bare ved, at du har været ude for en meget ubehagelig oplevelse? Det du har været udsat for, skal man ikke gå med alene.
Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke på, hvornår det hele skete? Hvad gjorde du bagefter? Det er jo ulovligt og strafbart, det du har været udsat for, så derfor bør det faktisk meldes til Politiet. Det ved jeg ikke, om du har gjort? Det kan være svært, det ved jeg godt, og det kan være endnu sværere at gøre alene. Derfor vender jeg igen tilbage til det med, om der er andre, der ved det? Det kan være utrolig svært at sige sådanne ting, og derfor har jeg lyst til at foreslå dig, at du måske kan ringe eller chatte/sms’e til BørneTelefonen og prøve at sige det højt med din egen stemme. Man kan prøve at tænke på det som at øve sig, og når man har sagt det svære højt nok gange, så er kan man bedre sige det til en voksen, som rent faktisk kan være med til at hjælpe en direkte.
Du skriver, at du er så frustreret, og det kan jeg bare rigtig godt forstå. Det er helt naturligt, at det ikke forsvinder ‘af sig selv’. En så voldsom oplevelse skal man have hjælp til, måske af en psykolog, at få ud af kroppen, og det er bestemt ikke et svaghedstegn at få hjælp til. Det er en styrke at vise, at man vil sig selv og det gode liv så meget, at man spørger om hjælp. Det er en styrke, og det er modigt. Du er så stærk, og denne oplevelse skal ikke ødelægge dit liv. Du vil af med frustrationerne, og det er en vilje, der er så stærk i dig, at du søger hjælp. Hvor er du sej!
Jeg håber alt godt for dig. Jeg håber, du får al den hjælp, du har behov for - og husk, at BørneTelefonen er altid klar til at hjælpe dig, når du er.
Kærlig hilsen BørneTelefonen