Kære pige på 15 år
Hvor er det flot og modigt, at du har skrevet her til BørneBrevkassen om den forfærdelige oplevelse, du havde en mandag eftermiddag i klasselokalet. Du har ikke skrevet i dit brev, hvor lang tid der er gået, siden det skete, men jeg gætter på, at du måske har taget mod til dig et stykke tid..?
Jeg kan godt forstå, hvis det kan have taget et stykke tid for dig at kunne fortælle om voldtægten. Du har været udsat for et voldsomt overgreb, og det er meget normalt, at det kan tage et stykke tid, før man overhovedet kan holde ud at tænke på det og skrive/tale om det. Men vejen frem mod at få det bearbejdet starter som regel med at tage mod til sig og fortælle det til nogen - som du har fundet styrke til at gøre nu. Hvor er det bare sejt gået.
Jeg lagde mærke til, at du skrev, at du er i tvivl, om det måske var din egen skyld, fordi du ikke fik sagt tydeligt fra. Sådan en tanke kan (desværre) ofte dukke op hos piger, der har været udsat for voldtægt, men jeg vil gerne sige til dig, at det på ingen måde var din skyld! Det, som de drenge fra din klasse og paralleklasse har gjort, er ulovligt og helt uacceptabelt.
Du fortæller, at nogle af drengene har sagt undskyld, men at det stadig nager dig. Jeg tænker, at selvfølgelig må det nage dig, og hvor er du bare sej at du har kunnet gå i skole og se dem i øjnene lige siden. Det må have krævet en kæmpe styrke af dig..?
Du er bekymret for, hvordan folk vil reagere, hvis du fortæller det, og det kan jeg sagtens forstå. Sådan har mange det efter at være blevet krænket, og derfor er der desværre også mange overgreb, som aldrig bliver fortalt om - og mange piger og drenge, som går med en tung hemmelighed alene. Måske har du bekymringer, om hele skolen får det at vide, hvis du fortæller det, og måske er du i tvivl, om de vil tro på dig..?
Men jeg tror på dig, og på at du vil kunne finde en voksen tæt på dig, som du føler dig tryg ved, og fortælle hvad der skete den mandag. Måske vil det hjælpe dig at vise vedkommende dit brev her til BørneBrevkassen og mit svar, hvis det er svært at få det fortalt..?
Der er flere måder, en betroet voksen vil kunne hjælpe dig. For det første tænker jeg, at det vil lette dig enormt, at der er en, der kan lytte til dig og trøste dig. Og for det andet tænker jeg, at den voksne vil kunne hjælpe dig med at finde frem til noget mere professionel hjælp, f.eks. en psykolog, som du kan tale med om oplevelsen og få den bearbejdet, så du kan komme videre.
Så i første omgang håber jeg, at du kan finde frem til sådan en god voksen - hvis du tænker rigtig grundigt over de voksne du kender (lærere, mostre, tanter, veninders møder, forældres venner, trænere...), er der så mon én, du tænker vil lytte til dig og tro på dig?
Måske har du i første omgang lyst til at prøve, hvordan det vil være at fortælle det til en anonym voksen på BørneTelefonen, så du får "øvet dig" på, hvordan du vil kunne sige det? Du kan ringe på 116 111 alle hverdage kl. 11-23 og lørdage 13-17. Rådgiverne er vant til at tale med børn og unge om svære ting, og måske kan du uddybe nogle af de ting, jeg har spurgt dig om her i brevkassen og på den måde finde frem til, hvordan du bedst kan få hjælp.
De bedste tanker,
BørneBrevkassen
