Kære pige på 17
Hvor er jeg virkelig glad for, at du vil fortælle om, hvad du har oplevet.
Hvis du har en særlig fortrolighed med din lærer, er det måske meget godt, at du starter med at fortælle ham eller hende, at du har brug for at snakke. Og at du har brug for, at han eller hun lytter.
Det er som regel en meget stor hjælp at fortælle, når man har oplevet så alvorlig en ting, som du har oplevet.
Din lærer har ikke pligt til at fortælle dine forældre, hvad du fortæller. Men din lærer har pligt til at hjælpe dig med at få dén hjælp, du har brug for. Din lærer har underretningspligt. Dét hedder det, når din lærer har pligt til at orientere kommunen om, at et barn eller en ung har brug for hjælp og derfor skal hjælpe dig videre. Det er nemlig ikke meningen, at du skal klare svære ting helt alene.
Hvis I har et godt forhold til hinanden, kan det måske være, at din lærer vil gå med dig og være din bisidder. En bisidder er en voksen, der sidder sammen med dig i samtalerne med kommunen, og som kan hjælpe dig med at få sagt det, der er svært.
Hvis din lærer ikke har mulighed at gå med dig, har vi i Børns Vilkår voksne, som er uddannet til at være bisiddere for børn og unge i møder, hvor det kan være svært at være alene.
Hvis du tjekker voldtægt.dk kan du se, at der er 9 centre rundt omkring i landet, hvor man kan få hjælp, i Jylland, på Fyn og på Sjælland. Jeg vil anbefale dig at ringe til det center, der ligger tættest på, hvor du bor. Du kan også ringe anonymt til deres telefon, og høre mere om hvordan de kan hjælpe dig først. De har åbent onsdage mellem 8.30 og 10.00 på nummeret 24 78 28 11.
Du kan enten selv ringe eller få hjælp til det af en, som du stoler på. Det kunne for eksempel være din lærer, der enten ringer for dig eller er hos dig, mens du ringer – hvis du har brug for det.
De fleste som har været udsat for sådan et overgreb, søger ikke hjælp lige med det samme. Der kan gå både kort og lang tid, før man er klar til at tale med andre om det. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert i den forbindelse.
Vi er forskellige med hensyn til, hvornår vi er klar til at få hjælp. Ligesom vi er forskellige med hensyn til, hvordan vi reagerer efter sådan et overgreb.
Du skal vide, at du har ret til at få den hjælp, du har brug for.
Jeg bliver lidt nysgerrig efter grunden til, at du ikke ønsker at få dine forældre inddraget i, hvad der er sket for dig.
Jeg bliver nysgerrig, fordi der er regler om, at forældre skal passe på deres barn. Og hjælpe, hvis der bliver brug for det.
Tænker du måske, at de vil bebrejde dig, hvad du har oplevet? Og måske tænke, at det er din egen skyld?
Tænker du måske, at de vil blive kede af det og ulykkelige? Og at du vil passe på dem og beskytte dem ved ikke at fortælle dem noget?
Eller kan det handle om følelser af ‘forkerthed’ og ‘pinlighed’ – der almindeligvis rammer personer, der har været udsat for krænkelser? Og som derfor kan gøre det svært for dig at bede om hjælp?
Der kan være mange tanker omkring det. Dét er jeg klar over – men det kunne måske være hjælpsomt for dig at undersøge, hvad det handler om for dig.
Jeg håber, du kan bruge mit svar til at komme videre og få den nødvendige hjælp. Jeg håber, du véd, at du er værdifuld og fortjener at få hjælp.
Du er velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen på 116 111 og tale med en af de mange søde voksne, der sidder klar ved telefonerne – hvis det hjælper dig til at komme videre.
Jeg ønsker dig i hvert fald masser af held og lykke.
Kærlig hilsen fra
BørneTelefonen