Kære pige på 16 år,
Tak for dit brev. Det lyder som et rigtigt svært og ubehageligt overgreb, du har været udsat for. Det er så flot og modigt af dig, at du har skrevet herind til mig, og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig lidt videre.
Jeg kan godt forstå, at dagen føles som den værste i dit liv. Det er en rigtig hård, utryg og væmmelig det der skete mod dig. Og noget af det første, jeg tænker på, når jeg læser dit brev, er, at det er meget vigtigt, at du også får fortalt en voksen, som er tæt på dig, om det, der skete. Jeg kan godt forstå, hvis du synes, at det er rigtig svært at skulle fortælle nogen om det, men det er simpelthen så vigtigt, at du får det gjort alligevel: en voksen vil nemlig kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan komme igennem de følelser, tanker og bekymringer, du går rundt med lige nu.
Jeg spekulerer på, om du har et godt forhold til dine forældre? Hvis du har et godt forhold til dem, vil det måske være rigtig godt for dig at tale med dem. Nogen gange kan være svært at skulle tale med flere på én gang. Hvis du har det sådan, har du måske mest lyst til at starte med at tale med én af de forældre?
Det kan også være, at du ikke har lyst til, eller ikke føler, du kan tale med dine forældre, men så kan du måske komme i tanke om en anden voksen, du kan fortælle det til? Det betyder ikke så meget, hvem den voksne er. Det kan være en lærer, en venindes mor, en voksen søster eller bror eller en moster. Uanset hvem du vælger at tale med, vil den voksne kunne hjælpe dig.
Du ved det måske allerede, men voldtægten - det, som K og hans fætter gjorde ved dig - er ulovligt! Det er også ulovligt at true, hvilket K gør, når han skriver, hvad han vil gøre ved dig, hvis du fortæller nogen om voldtægten. Derfor tænker jeg, at det er vigtigt, at du får anmeldt K og hans fætter til politiet, så politiet kan stoppe truslerne, og så K og hans fætter ikke kan finde på at gøre noget lignende mod dig eller andre piger igen. Måske er du selv lidt nervøs for, at de kunne finde på at gøre det mod dig igen?
Det kan være rigtig svært at skulle fortælle politiet om alt det, der skete, og her vil den voksne, du vælger at tale med, også kunne hjælpe dig.
En tredje ting, som er vigtig, er, at du kommer til en undersøgelse hos din læge. Når man bliver udsat for overgreb - voldtægt, som du har været udsat for, er det sjældent, at man selv kan bearbejde det, der er sket. Ofte vil man have brug for at tale med en psykolog, som vil kunne hjælpe en med at komme videre – og med at slippe nogle af de følelser og tanker, man går med. Din læge vil også kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvem det kunne være god for dig at snakke med.
Igen kan det være svært at skulle gå til lægen selv, men her vil den voksne også kunne gå med dig.
Det er simpelthen så stærkt af dig, at du har skrevet herind til mig, og jeg håber, at du kan finde lidt mere mod og styrke frem, så du kan snakke med en voksen, som er tæt på dig. Måske kan det hjælpe dig at vise den voksne dit brev til mig sammen med mit svar, eller skrive det i en sms at du har brug støtte fordi nogen har begået voldtægt mod dig? Sommetider er det lidt lettere at få noget svært sagt, hvis den, man skal fortælle det til, selv kan læse det, man vil sige.
Det kan også være meget hjælpsomt at ringe ind til: http://www.voldtaegt.dk/ her er der også et nummer, som du kan ringe til nu og først snakke anonymt om det, du har være udsat for og herefter få hjælp af professionelle og dygtige psykologer og læger. Du har også mulighed for at læse mere om, den hjælp du kan få, og få fat kontakt med et center som er tættes på dig. Jeg håber meget, at du vil ringe op og få hjælp - så hurtigt som muligt. Det er dygtige mennesker, der arbejder der, og de vil hjælpe dig med alt omkring voldtægten.
Hvis du har brug for at tale mere om, hvem du vil kunne tale med, er du meget velkommen til at ringe eller SMS’e til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive til UngeChatten. Det kan også være, at du har brug for at sige det, der er sket, højt for nogen, før du fortæller det til en voksen, som er tæt på dig.
Mange tanker og de kærligste hilsner
BørneTelefonen