Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Venindes lillesøster voldtaget?!

Hej BB.

Min bedsteveninde har et lidt hårdt liv, som hun fortæller mig stort set alt om. Hendes mor har fået en kæresteven, eller hvad man kan kalde det.. De opfører sig som kærester, og har vidst været det få år tilbage, men moren vil ikke indrømme det. Dengang da de var kærester, så slog kæresten på min Bedsteveninde. Dengang kendte jeg hende ikke, men jeg fortalte hende selvfølgelig at det ikke var i orden, og hvis det skete igen, så skulle hun komme over til mig, så hun var i sikkerhed, og hun skulle tage hendes lillesøster med.

Her igår, der skete der det hjemme ved min Bedstevenindes far, at Lillesøsteren rystede og var vred og ked af det. Hun råbte og skreg at hun ikke ville leve længere og meget andet. Min bedsteveninde forsøgte selvfølgelig desperat at finde ud af hvad der foregik sammen med hendes far, og det viste sig så, at Morens kæresteven havde rørt ved Lillesøsteren. Det var sket to gange, hvor han havde rørt hende op af benene og på brystet.

Min bedsteveninde har også været udsat for det, bare ikke lige så slemt. Men det er svært. For selvfølgelig kan de ikke lide det, men er det disideret voldtægt? Og de har jo ikke beviser for det, så hvordan kan de anklage ham? Og moren vil ikke lytte til dem overhovedet, for Min bedsteveninde har råbt op om tusinde af gange, at hun ikke vil have at hendes kæresteven var der, fordi hun følte sig utryg, så nu virker det som om moren bare tror at det er en historie..

Men ham her kærestevennen går også og filmer dem. Også mig når jeg er der, og når jeg er sammen med min bv. Han filmer ind gennem nøglehullet og det er ubehageligt, derfor er vi for det meste hos mig.. Faren tror på dem og mig.. Men hvad skal de gøre? Når moren ikke vil lytte eller smide ham ud, og når de ingen beviser har for at han går og rør dem og filmer os?

Hilsen en meget desperat og bekymret pige!

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Hvor er du bare en sej og omsorgsfuld veninde, og hvor var det en god ide at skrive her til BørneBrevkassen. Jeg vil prøve at forklare, hvad I kan gøre for at få det stoppet, og måske har du og din veninde lyst til at vise mit svar til din venindes far, for jeg skriver også lidt om, hvad han kan gøre.

Det lyder som om, du er usikker på, om nogen vil tage det alvorligt, hvis din veninde og hendes søster fortæller, at deres mors kæreste tager på dem og filmer dem? Du skriver, at de jo igen beviser har. Men det behøver de heller ikke at have. Når de fortæller de ting, du har skrevet her i dit brev, så skal det tages alvorligt. Det gør deres far jo også, og det kan vise sig at blive en rigtig stor hjælp, hvis han bakker dem op og hjælper med at få det fortalt til kommunen.

Kommunen har folk ansat, som skal hjælpe familier, der har det svært. De er særligt uddannede til at snakke med børn, og de ved godt, at når børn fortæller ting, som er så alvorlige, som du skriver her i brevet, så er det noget, der skal gøres noget ved. Kommunen kan fx tage ud og snakke med familien, og de kan også have samtaler med din veninde og hendes søster, uden deres mor er med, hvis det er lettere for pigerne at fortælle det hele, uden at deres mor hører på det.

Jeg har en ide, som du kan foreslå din veninde. Her i Børns Vilkår har vi nogle rigtig dygtige bisiddere, som har hjulpet rigtig mange børn, der havde det svært derhjemme. Det har fx været børn, som har fortalt, at de blev slået eller behandlet dårligt derhjemme, og som havde fået at vide, at hvis de fortalte det til en voksen, ville den voksne nok ikke tro på dem. Bisidderen hjalp børnene med at få fortalt alt, hvad de var udsat for, og de hjalp med at få de voksne på kommunen til at lytte til børnene og give dem den hjælp, de har ret til.

Din veninde og hendes lillesøster kan også få hjælp af en bisidder. Bisidderen kan starte med at snakke med pigerne, og så kan bisidderen hjælpe dem med at tage fat i kommunen og måske få et møde med en sagsbehandler derinde. Det kan også være, at bisidderen hjælper pigerne med at skrive deres oplevelser ned i et brev, hvis de synes det er lettere på den måde. Og bisidderen slipper ikke sagen, før det hele er blevet undersøgt, og pigerne har fået den hjælp, de har brug for.

Hvordan mon din veninde synes, det lyder? Hvad om du og din veninde prøvede at ringe her til BørneTelefonen på 116 111 og bad om at få en bisidder til at ringe til din veninde? Så kunne de sammen snakke det hele igennem og finde ud af, hvordan de kunne gå videre med det? Ville I have mod på det?

Nu kommer der et råd til din venindes far: Måske kunne det være godt for ham at ringe til ForældreTelefonen på 35 55 55 57 og fortælle rådgiveren, hvad hans døtre har fortalt ham. Så kan rådgiveren forklare ham, hvordan han bedst kan sørge for, at der bliver gjort noget ved det.

Til sidst vil jeg sige, at det er så stærkt af din veninde og hendes lillesøster, at de ikke vil finde sig i, at deres mors kæreste tager på dem og filmer dem. Du spørger, om det er voldtægt, og det vil det nok ikke kunne kaldes, men det er et seksuelt overgreb, og det er både ulovligt og strafbart. Din veninde og hendes lillesøster har ret til at bestemme over deres egne kroppe, og det er slet ikke i orden, det der foregår.

Så jeg håber, I vil gå videre med det - og som sagt vil vi rigtig gerne hjælpe jer!

De bedste ønsker fra BørneBrevkassen

Er du blevet seksuelt krænket?

Seksuelle krænkelser er, hvis du bliver tvunget, presset eller lokket til noget seksuelt. Det kan også være en krænkelse, selvom man ikke sagde nej.

En seksuel krænkelse er fx hvis nogen rører ved dig på en seksuel måde, uden at du har givet dem lov. Hvis du bliver bedt om at røre ved dem. Hvis du skal kigge på noget seksuelt eller gøre noget seksuelt – fx tage tøjet af.

Det er heller ikke ok, hvis du bliver presset til at tale om seksuelle emner – fx svare på spørgsmål, om du onanerer.

Det er vigtigt at tale med nogen, hvis man har været udsat for en krænkelse. Her kan du læse mere om seksuelle krænkelser og få gode råd.

Seksuel krænkelse Andre der hjælper

Anmeld digital krænkelse

Anmeld ulovlig deling af billeder og video samt digital afpresning
Læs mere

Anmeld seksuelt overgrebsmateriale

Anmelde seksuelt overgrebsmateriale med børn
Læs mere

Anmeld voldtægt og seksuelle overgreb

Hjælp til at anmelde voldtægt og seksuelle overgreb
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat