Var det et ‘rigitgt’ overgreb og er mine følelser omkring det forkerte?
Hej Brevkassen
Da jeg var 8 år gammel, var jeg ude for en oplevelse, som bliver ved med at vende tilbage i mine tanker. Først og fremmest fordi jeg ikke helt selv kan komme frem til, hvad der egentlig skete og hvordan jeg skal forholde mig til det. Dernæst har jeg i årenes løb prøvet at analysere lidt på mit liv og min efterfølgende adfærd, som måske kan have været påvirket af oplevelsen, jeg var ude for.
Jeg er meget i tvivl om hvorvidt det, jeg var udsat for, var et overgreb eller hvad det var. Og de følelser jeg havde omkring det lige efter, har jeg ikke delt med nogen før nu. Dem er jeg ligeledes i tvivl om, hvordan jeg skal se på. Altså om de er normale eller hvad. Jeg må hellere få beskrevet hændelsen/hændelserne nærmere..
Da jeg var omkring 6 år, blev mine forældre skilt. Min mor fandt sig efter et år eller to en kæreste. Kort efter at de fandt hinanden, flyttede vi ind hos ham.
Han havde en søn på omkring 14-15 år, som jeg var meget betaget af. Jeg har altid ønsket mig en storebror, kan jeg huske. Jeg ville så gerne have at den her dreng skulle kunne lide mig, behandle mig ordenligt og være som en storebror for mig. Men han ignorerede mig for det meste. Min søster, som er to år yngre end mig, var han meget mere sammen med og lavede sjov med på en kærlig storebrors-måde. Jeg følte mig mest af alt overset eller forkert.
En aften da jeg var omkring 8 år og vi alle i huset var gået i seng, lå jeg og prøvede at falde i søvn. Pludselig kunne jeg høre, at der stod en i min dør til mit værelse, som altid var på klem og som lå lige ud til køkkenet. Det ville ikke være mærkeligt, hvis det bare var sønnen, der lige skulle spise et eller andet. Men han stod altså i min dør. Efter lidt hviskede han til mig og spurgte om jeg sov. Jeg blev helt forvirret, og turde ikke håbe på, at han snakkede til mig. Men jeg nåede ikke at svare, før jeg hørte, at han nærmede sig min seng. Jeg lod mine øjne være lukket og lod bare som om, jeg sov.
(Jeg kan mærke, at det er meget ubehageligt, at skulle skrive episoden ned, men måske er det meget godt at få lidt ord på og se den beskrevet)
Nu husker jeg kun episoden svagt og ikke så præcist, fordi der er længe siden. Men han løftede op i dynen nede fra fodenden og trak mine underbukser til side eller helt af – det husker jeg ikke lige. Han havde vidst en lygte med, som han brugte til at lyse med. Jeg lå fuldstændig stille og kunne næsten ikke trække vejret. Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg begyndte at fryse og prøvede at dreje mig i sengen. Han spredte mine ben, så han kunne undersøge(?) mig. Jeg tror, det var det han lavede, men jeg ved det ikke. Han rørte ved mig ‘dernede’. Ikke sådan som man gør, når man f.eks. skal fremkalde en orgasme, men som om han bare kiggede og ville røre.
Efter noget tid gav han mig mine underbukser på igen, lagde dynen på mig og gik. Jeg lå helt stille og forstod ikke, hvad der lige var sket. Som 8 årige havde jeg ikke beskæftiget mig med det ‘dernede’ på sådan en måde før. Jeg sagde det ikke til nogle, og turde dårligt nok kigge ham i øjnene efterfølgende, selvom jeg trods alt stadig havde et brændende ønske om, at han ville tage sig af mig, ved bare at holde om mig, være god ved mig og lege med mig. Men det skete ikke.
Episoden gentog sig flere dage i træk, hvor han på samme måde hver aften kom ind til mig og kiggede på mig og ‘undersøgte’ mig. Efter en uges tid med besøg om aftenen, holdte han op. Jeg kan huske, at jeg lå og holdte mig vågen og håbede på, at han ville komme ind til mig. For selvom jeg ikke vidste, hvad det var han lavede, så føltes det rart at blive rørt ved og at han var hos mig.
Jeg skammede mig meget årene efter (og stadigvæk) over at have følt en form for nydelse af det han gjorde. Det gjorde jo ikke ondt og han rørte jo ved mig. Jeg ved ikke om jeg opfattede det, som en slags omsorg.
Men da jeg nåede de 12 år var jeg første gang sammen med en dreng. De mange efterfølgende år og til jeg var 16, var jeg sammen med rigtig mange drenge og mænd. Det var sjældent på mine præmisser. Jeg savnede en nærhed, noget tryghed og omsorg, og jeg vidste, at hvis jeg gav dem den del af mig, så ville jeg føle mig accepteret og god nok efterfølgende. Jeg blev rost og jeg fik selvtillid af at være god til at være det, de gerne ville have, jeg var. Selvfølgelig fik jeg da også noget ud af det sådan rent seksuelt, men det handlede i bund og grund om at opnå en accept fra de drenge, som jeg godt kunne lide. Og det fandt jeg ud af, at jeg kunne få en følelse af, hvis jeg gik i seng med dem.
Jeg ved ikke om denne adfærd, kan skyldes episoderne som min ‘halvbror’ (hvilket jeg egentlig ikke bryder mig om at kalde ham) udsatte mig for, eller om der har været andre bagvedliggende årsager til det. Jeg ved ikke, om I er i stand til at give mig nogle svar på det her. Om ikke andet så må I gerne bare skrive det I tænker om episoderne, jeg oplevede som 8-årig.
I næste måned starter jeg hos psykolog, fordi jeg stadigvæk som 22-årig kæmper med enormt dårligt selvværd. Jeg har været lidt usikker på, om denne hændelse skal nævnes eller om den er uden betydning? Hvad tænker I? Lad mig høre.
Venlig hilsen S
Seksuel krænkelse Andre der hjælper
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.