Kære 13-årige pige
Det lyder som nogle ubehagelige rygter og ting, drengen fra din vennegruppe udsætter dig for.
Når man er i en vennegruppe, og bliver udsat for noget man ikke kan lide, kan det være svært at sætte foden ned og sige stop. Især hvis de andre i ens vennegruppe er ældre end en selv, eller hvis man er ny i gruppen.
Der kan være flere årsager til at drengen i din gruppe er begyndt at spille op, og sprede rygter. Det kan være fordi han føler behov for at vise sig over for de andre i gruppen ved at sprede rygter om, at han har scoret dig, og at i har lavet ting sammen. Det kan være, at han udnytter, at du er den yngste i gruppen, og at du derfor har sværere ved at sige fra… og måske andre ting.
Uanset hvorfor han gør som han gør, er det vigtigt at han får at vide han skal holde op. Når du har sagt nej til ham, betyder det nej. Det kan være svært at fortælle ham i virkeligheden ansigt til ansigt. Især hvis I kun ses når I er en del af gruppen alle sammen. En måde du kan fortælle ham, hvad du føler om det her, er at skrive det til ham.
Ved at skrive ham en besked har du god tid til at tænke over hvad du vil sige. Du fortæller, du ikke vil have dine forældre ved noget, men det kan være en god idé at sidde sammen med en veninde og snakke om beskeden, og hvad du skal skrive til ham.
Det er vigtigt du fortæller ham, hvor ubehageligt du synes det er, at han tager på dig når du har sagt nej, og at han spreder rygter om at I har været sammen. Udover at det er ubehageligt for dig med rygterne, så kan det faktisk være skadeligt for ham selv. Det er ikke lovligt for en 17-årig at have sex med en 13-årig. Han spreder altså rygter om at han har gjort noget ulovligt – det tænker han måske ikke helt over.
Hvis du nogle gange ses med ham, hvor det kun er jer to, kan du også vælge at sige det direkte til ham. Når man er sammen i en gruppe, opfører man sig meget anderledes end hvis det bare er to personer sammen. Hvis du føler det vil være en god løsning kan i gå en tur sammen, hvor du kan fortælle ham at det skal stoppe.
Hvis du har brug for det, og har mod på det er du også altid velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen på 116111 – så vil vi rigtig gerne snakke med dig!
Jeg håber du på den ene eller anden måde får fortalt ham det, så det her kan stoppe.
Bedste hilsener
BørneTelefonen