Hej pige på 14 år,
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du er meget utryg. Du skal vide, at du ikke er alene i den situation, du står i. Der er mange andre, der har prøvet noget af det samme som dig. Nogle gange kan det være rart at vide, at man ikke er den eneste. Flot, at du har haft mod til at skrive. Det er ikke alle der har det, så hold fat i dit mod til at få hjælp.
Det er vigtigt, at drengen du har delt billeder med ved, at du forventer, at han sletter dem, og at det er strafbart at dele med andre. Det er faktisk en meget alvorlig sag, hvis han deler det med nogen.
Vi kan håbe, at han så uden problemer sletter alle billeder, og du kan stoppe med at bekymre dig.
Jeg forstår godt, at du føler, det er pinligt at snakke med dine forældre om det. Men jeg synes alligevel, at du skal gøre det. Det lyder nemlig som om, at du har brug for hjælp fra nogen tæt på dig. Måske kan du vise dine forældre dit brev?
Det kan også være, at du hellere vil tale med en anden voksen? Måske har du en lærer eller pædagog – eller en god vens forældre?
Dine venner og veninder kunne også være gode at tale med. Måske er der nogen af dem, der selv har prøvet noget lignende?
Du kan også læse vores guide, når der er nogen, der har delt billeder af dig: Krænket på sociale medier. Du kan også finde en guide her: SletDet
Jeg håber, at du får drengen til at slette billederne, og finder ro. Du kan altid ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111. Hvis du har brug for lidt mere hjælp, sidder der søde voksne klar til at tale med dig.
Kærlig hilsen BørneTelefonen