Brev

Spiseforstyrrelse? Nej vel..

Hey!
Jeg er en ung pige på 19 år.
Jeg har aldrig været optaget af min vægt.. Altid spist hvad det passede mig, både slik, Chips, sodavand og en ekstra portion aftensmad! Min vægt har aldrig været et problem, jeg har altid været normalvægtig, trods de usunde madvaner. Men det ligesom om det hele er ændret sig.

Det var en fredag aften det hele begyndte. Jeg var sammen med min bedste ven – lad os kalde ham S. – og jeg skulle sove hjemme ved ham for første gang. Han begyndte at ligge op til noget.. Altså begyndte at rage lidt på mig, og prøvede at give mig finger. Men jeg afviste ham, med det simple grundlag at jeg er til piger. Ren og skært. Jeg er lesbisk. Det forstod han heldigvis godt, og vi lagde os til at sove. Men da jeg vågnede igen var han oppe i mig. Han voldtog mig. Jeg kunne intet gøre. Lå bare og ventede på han var færdig. Efter han var færdig rejste han sig, og gik ned og lavede kaffe.

Jeg skrev til min mor at hun skulle hente mig omgåede, og det gjorde hun. Hun spurgte om der var sket noget, og jeg brød sammen og sagde hvad der var sket. Hun spurgte med det samme: “hvorfor sparkede du han ikke bare”. Som om hun ikke rigtig ville forstå alvoren i det. Nå men efter den episode er jeg begyndt at blive meget vægt fikseret. Jeg har det bedst med at se den gå nedad. Og jeg får det dårligt af at se den gå opad. Men jeg tænker ikke meget på mad. Spiser blot ikke så meget som før. Og jeg følger en fastekur. Det gør mig glad. Jeg føler mig ret afhængig af den. Både af kuren og vægten.. Men det vel normalt? Min mor siger at hun kyler vægten a helvede til, og truer med at tvangsindlægge mig, men jeg er jo ikke syg?

Lige nu ha jeg en vægt på 48 kilo ( er 170cm høj), og vil gerne ned på 40-42 kilo

Håber i forstod min lange smøre.

Med venlig hilsen
Den forvirrede

Pige, 19 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 19 år

Tak for dit brev. Jeg håber, jeg forstår dit brev og kan give dig et svar, som du kan bruge.

I din overskrift stiller du spørgsmålet, 'Spiseforstyrrelse? Nej vel...' og jeg tænker, at det er du det ønsker svar på og samtidig rummer overskriften, også den tvivl, som jeg fornemmer, at du har omkring de reaktioner, følelser og tanker, der er dukket op efter, at S, voldtog dig. En voldtægt som sker trods din meget klar udmelding til ham om, at du er til piger og på ingen måde interesseret i ham. Alligevel begår han voldtægt mod dig, selvom du har sagt fra og du tydeligt viser ham, at det her er på ingen måde ok med dig. Det at holde sig i ro er absolut også en måde at gøre modstand, og afværge at der sker yderligere voldsomme ting under voldtægten. Det er så stærkt. 

Jeg ved fra andre børn og unge, at de også har kæmpet i mod ved at holde sig i ro, og det kan være svært, for andre at forstå, men at holde sig i ro er modstand! Jeg ved ikke, om du og din mor anmeldte voldtægten eller om det er noget, du overvejer? Måske er det hjælpsomt at kigge på www.voldtaegt.dk og læse om de muligheder, der er for at få hjælp, og de steder, hvor man kan få hjælp - der er også et nummer du kan ringe til og snakke om voldtægten. Har du mon mod på det?

I dit brev, fornemmer jeg, at du ser en forbindelse mellem det fokus, du har fået på mad og vægt og den voldtægt, du har været udsat for - er det mon rigtigt? Jeg kan ikke afgøre, om det er sådan det hænger sammen, men måske har fået du brug for at have kontrol over noget, og her er det blevet vægten og maden? Jeg vil ærligt sige til dig, at det mål du har med din vægt og den måde du tænker om, ikke at tænke på mad, tyder på at der er brug for hjælp og støtte til at få et normalt fokus tilbage i livet. 

Det normale i det er, at du reagerer - men det du reagerer på, er formentlig den voldtægt, du har været udsat for - derfor er det også vigtigt, at du får hjælp, hurtigst muligt. Det kan være gennem din læge, at du (og din mor) får en snak med lægen om de ting, der er sket og de reaktioner, der er dukket op efter voldtægten. Selvom du måske ikke føler det som reaktioner på det, der er sket, så tænker jeg, at det meget vel, kan være det der er på spil. Der er hjælp at få, både omkring voldtægten og det fokus du har fået på vægten og mad. Din læge, vil være den første person, som kan hjælpe dig med at få mere hjælp hos en psykolog eller psykiater. En anden rådgivning, som jeg vil anbefale er www.spiseforstyrrelser.dk , det er en rådgivning ligesom vores, her ved de en masse om spiseforstyrrelser og de ting, der kan være i forbindelse med det. 

Mon du kan snakke med din mor, om de ting jeg har forslået i mit svar til dig? Eller har du andre omkring dig, som du har det godt med - veninder, venner eller andre, som du kan hente støtte hos, og som måske kan være der for dig? Måske handler det om, at du åbner lidt op omkring de her ting, til nogen og måske er det ikke det, du er klar til endnu. Jeg håber, at du rækker ud og får hjælp og støtte til at få det godt igen.

Mange tanker og kram fra 

BørneTelefonen

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

LMS

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat