Kære pige på 19 år
Det er helt individuelt, hvordan man bearbejder ting her i livet. For nogle mennesker hjælper det at tale om det med sine nærmeste, nogle går i terapi og andre vil helst bearbejde det selv. Det lyder til, at du hører til den gruppe, som helst vil bearbejde det selv. Det lyder også til, at denne metode har hjulpet dig godt videre.
Når man har været ude for noget voldsomt, så er det helt naturligt, at ens hjerne fortrænger, hvad der er sket. Man ved selvfølgelig godt, at det er sket, men detaljer og hvad der præcist skete kan ens hjerne nemt fortrænge, fordi det har været så ubehageligt. Derfor er altså helt naturligt, at du ikke husker voldtægten særlig tydeligt, for dit “overlevelsesinstinkt” pakker voldsomme ting væk, så man kan overleve i det der er sket. Det behøver ikke at betyde, at voldtægten er glemt, men at den er sket og ligger i dine erindringer. Og måske har det ændret noget ved dig, som du måske ikke selv eller andre lige kan se?
Hvis du ikke føler for at dele din historie med andre, så er det slet ikke noget du behøver, men jeg kan sagtens forstå, at du føler, at det er en del af din personlige historie.
På baggrund af det, så synes jeg, at du håndterer det super godt.
Jeg synes, at det er en god ting, at du har fortalt din bedste veninde det. Hun har ikke anet, at du har været udsat for en voldtægt. Hun har slet ikke tænkt tanken og når man ikke selv har været udsat for noget lignende, så kan det nemt virke voldsomt, når man får det at vide. Samtidig fortæller din venindes reaktioner måske også dig, hvordan hun ser på det der er sket for dig. Måske det også viser dig, at en voldtægt er voldsom, også selvom ens hjerne har fortrængt og gemt det væk
Din veninde kan heldigvis se, at du virker til at have det fint og det ikke er noget, der som sådan påvirker dig udadtil. Om lidt tid så tror jeg, at hun bliver helt lige som før.
Det vil højst sandsynligt virke voldsomt for enhver som du fortæller det til. Det er jo en rigtig voldsom oplevelse. Men jeg tænker faktisk, at det er helt okay, at andre mennesker synes, at det er voldsomt. Hvis du kan, så synes jeg ikke, at du skal tænke så meget over, hvordan folk reagerer på det.
Hvis du skal fortælle det til andre på et tidspunkt, så kan du lægge vægt på, at du har det rigtig godt nu og det ikke er noget du går og tænker over i din hverdag. Hvis folk ved det, så vil folk også tage det mere roligt, når de får det at vide. Derfor får jeg også den tanke, at det kunne være godt at få talt med en professionel.
Der er noget der kaldes for senfølger efter et overgreb eller andre traumatiske hændelser. Inde på Center for Voldtægtsofres hjemmeside kan du læse lidt om, hvad det kan betyde og hvilke betydninger det kan få. Du kan også få hjælp fx en telefonsamtale i første omgang og vurdere derfra, hvordan det har været. Du kan læse mere om de ting, der kan dukke op efter en voldtægt, også længe efter her: Center for Voldtægtsofre – søg hjælp når du er klar
Hvis du ikke føler dig klar til at fx snakke med Center for Voldtægtsofre eller andre, så er det sidste råd jeg vil give dig med på vejen, at du skal blive ved med at mærke efter om din metode med at bearbejde det selv bliver ved med at virke.
Det kan være, at du på et senere tidspunkt får brug for at tale med nogen om det. Det kan f.eks. være når du får en kæreste, skal have børn eller noget helt tredje.
Nogle gange kan ubehagelige hændelser påvirke ens liv mange år efter, at det er sket. Hvis man får det sådan, så er det vigtigt, at man ikke ignorere det og ikke vil bearbejde noget, der er sket for mange år siden på en ny måde.
Så rådet er, at du skal mærke løbende efter i dit liv, om du på et tidspunkt bliver påvirket af det og om du måske på et senere tidspunkt bliver klar til at snakke med nogen om det. Hvis det bliver aktuelt, så det vigtigt, at du får det gjort.
Du er altid velkommen på 116111, hvis du har brug for at tale og blive lyttet til.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen