Kære pige
Tusind tak for dit brev! Jeg er glad for, at du skriver, for det lyder som om, at du har haft en rigtig svær, hård og ubehagelig oplevelse, og jeg kan godt forstå, at du ikke synes, du kan glemme det, der er sket, og at du føler dig bange, hvis du synes, du ser en, der ligner din morfar på gaden.
Det, du er blevet været udsat for, er en meget svær krænkelse, og jeg synes simpelthen, at det er så stærkt af dig, at du allerede har fortalt dine forældre om det, og at de har hjulpet dig med at anmelde din morfar til politiet. Når man oplever sådan noget, kan det være rigtig svært at fortælle andre om det, for man kan have mange følelser omkring det, der er sket.
Jeg ved, fra andre, der er blevet udsat for noget af det samme, at man måske kan blive helt i tvivl, om det, der skete, også lidt var ens egen skyld. Måske kommer man til at tænke på, om man fik sagt eller utrykt, at man ikke ville være med til det, der skete. Måske ved man, at man slet ikke gjorde eller sagde noget, fordi man blev så chokeret og bange, da det skete. Måske vidste man ikke, hvad der faktisk foregik, før bagefter.
Der er også nogen, der fortæller, at de har følt skam bagefter – eller at de har syntes, at det var pinligt at skulle fortælle om. Hvis man er blevet misbrugt af en, man holder af, eller har holdt af, kan man også være nervøs for, hvad der mon vil ske med den person, hvis man fortæller om det, der er sket. Måske er man rigtig bange for at gøre ens familie rigtig ked af det. Der kan være rigtig mange forvirrende følelser og tanker på spil, men du skal vide, at uanset hvad du har sagt eller udtrykt, vil det, du er blevet udsat for, aldrig være din skyld. Det er ulovligt at misbruge børn, og det er de voksnes ansvar at behandle børn ordenligt og passe på dem – uanset hvad de siger eller gør. Jeg ved ikke, om du kan kende nogle af de følelser, jeg lige beskrev?
Jeg tænker på, om du synes, du taler godt med dine forældre? Hvis du gør det, kunne det så måske være, at du kunne fortælle dem, at du har brug for at tale mere med dem om det, der er sket? Måske kunne du fortælle, at du ikke kan stoppe med at tænke på det, at du stadig kan mærke det, der skete, på din krop, og at du bliver bange, hvis du synes, du ser en mand, der ligner ham. Jeg tænker også, at det er vigtigt, at du får fortalt nogen, at du går og er lidt nervøs for, at din morfar skal komme efter dig.
Hvis du ikke synes, at du kan tale med dine forældre, kan der måske være en anden voksen tæt på dig, som du stoler på? Det kan foreksempel være en voksen storesøster eller storebror? Det kan også være en sød moster? Kan du komme i tanke om en voksen, der er tæt på dig, du vil kunne tale med?
Det kan også være, at du har lyst til at vise dine forældre eller en anden voksen, du stoler på og føler dig tryg ved, det brev, du har skrevet til mig – sammen med mit svar? På den måde kan den/de voksne læse, at du går med nogle meget svære tanker og følelser, og så kan I bagefter snakke lidt om det ud fra brevet.
Jeg håber, at du får talt med dine forældre om de tanker og følelser, som du har brug for hjælp til at bearbejde og komme af med. Jeg synes, det er meget vigtigt, at du kommer til at føle dig tryg igen, og jeg synes, det er vigtigt, at du får hjælp til at komme igennem den svære oplevelse, du er blevet udsat for. Du har allerede været så stærk og modig, fordi du har snakket med dine forældre, og fordi du har skrevet herind til mig. Det kræver altså meget mod!
Hvis du har lyst, er du også meget velkommen til at ringe eller sms'e til BørneTelefonen og fortælle om det. Vores rådgivere har talt med andre, som har været udsat for noget af det samme som dig, og vi vil meget gerne tale med dig og hjælpe dig.
Med ønsker om alt det bedste – og med de kærligste hilsner BørneTelefonen
