Kære pige på 14 år
Det som du har oplevet, er slet ikke okay, og jeg kan godt forstå, at du synes det er rigtig ubehageligt. Det er ejeren af klubben, som har gjort noget forkert og ikke dig. Ejeren af klubben er den voksne, og han har overtrådt nogle grænser og regler, som han ikke burde overskride.
Du skriver, at din veninde har oplevet meget værre ting med ham. Når du skriver det, tænker jeg, at I måske har talt sammen, om de ting I har været udsat for ejerene af klubben, er det mon rigtig forstået? I hvert fald synes jeg, at det er så flot gjort, hvis dig og din veninde har snakket sammen om de ubehagelige krænkelser, som I hver især har været udsat for. Jeg kan forestille mig, at det kan være meget svært at skulle tale om det, og at det kræver mod at skulle tale om.
Når man har været udsat for krænkelser, som du og din veninde har, sker der desværre ofte det, at den som bliver krænket, får følelser af at være beskidt eller at man selv var skyld i det. Måske føler man, sig skyldig, fordi man ikke sagde noget, eller fordi man ikke stoppede det. Men alle som bliver udsat for krænkelser, har på intet tidspunkt sagt ja eller på anden måde givet krænkeren lov - og det er også måder at sige fra. Alligevel er der er mange små ting man gør for at undgå krænkelser, men når krænkeren alligevel udsætter dig for berøring på dine private og intime steder, så er det ham der overskrider dine grænser, og det er aldrig ens egen skyld. Det er den voksne der har ansvaret, og den voksne der har skylden.
Rigtig mange får en forståelse af, at man ikke gør noget, fordi man i sådan en situation kan føle sig overrumplet og handlingslammet, fordi det kommer bag på en, det som skete. Men som skrevet før, så er der mange måder at give udtryk for at dette ikke er ok - det lytter og ser en krænker bare ikke til. Så jeg håber du ser på dig selv, som en pige der ikke har gjort noget forkert - du og din veninde har gjort det bedste I kunne for at undgå krænkelser fra ejeren af klubben.
Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at der er nogle voksne der får at vide, hvad du har været udsat for. Jeg synes, at du skal fortælle det til den voksne, som du er mest tryg ved at fortælle det til, måske det ville være din mor eller far? Men det kan også være en anden person, eventuelt en lærer på din skole. Hvis den voksne du fortæller det til ikke tror på det du siger eller ikke vil gøre noget ved, så find en anden voksen, der lytter til dig og tror på dig. Ellers kan du ringe eller skrive ind til os, også på BørneTelefonen så kan vi hjælpe dig med at nogen lytter og snakke med dig om, hvordan du har det.
En anden mulighed kunne også være, at dig og din veninde kunne fortælle om det som er sket for jer sammen. Måske til dine eller din venindes forældre. Hvis man har oplevet noget ubehageligt, kan det godt være svært at skulle fortælle, og det kan være en god idé, at have en at støtte sig til. Hvis du slet ikke ved, hvordan du skal få det sagt til nogle voksne, kunne du også printe dit brev og mit svar ud, og vise det til den/de voksne, som du har lyst til at fortælle det til. Det kan også være, du synes det er idé at skrive en sms til din mor eller far om, at du har noget du vil vise og fortælle hende. Det kan også være at du skriver, hvad der er sket i klubben i en sms - det vigtigste er, at du får fortalt det til en eller flere voksne, som hjælper dig.
Det er bare meget vigtigt, at der kommer nogle voksne indover, for du skal ikke stå alene med de følelser du sidder tilbage med. Det er så modigt gjort af dig, at skrive herind og bede om råd, og jeg tror på, at du nok skal få det sagt videre til nogle voksne, der kan hjælpe dig og få stoppet ejerens krænkelser.
Du er også meget velkommen til at ringe eller sms'e til BørneTelefonen på 116 111, vi vil meget gerne snakke med dig og hjælpe dig, hvis du har lyst til at snakke med en af vores rådgivere.
Måske vil det hjælpe dig at kigge på vores tema om overgreb og krænkelser, så kan du klikke her: https://bornetelefonen.dk/tema/seksuelle-kr%C3%A6nkelser
Mange knus fra BørneTelefonen