Kære pige 15 år
Jeg kan rigtig godt forstå din meget vanskelige situation. Og det er også rigtig svært at vide, hvad man skal gøre, når man får sådan en besked fra én, man troede, man kunne stole på. Hvor er han bare tarvelig. Og derudover er det, han gør, desuden også ulovligt.
Mange unge har stået i netop den situation, du står i, og det er nok meget forskelligt, hvad de har gjort for at få det stoppet.
Nu ved jeg ikke, hvor gammel han er, men hvis han bor hjemme hos sine forældre, vil jeg foreslå, at du taler med dine egne forældre, så de kan tage kontakt til hans forældre.
Jeg kan forestille mig, at du synes, at det er en skrækkelig tanke at skulle fortælle det til dine forældre, men måske er det en bedre løsning at få det ordnet på den måde, fremfor at dit billede havner på nettet eller hos folk, du ikke ønsker, der skal se det.
Du kan selvfølgelig til at starte med prøve at tale med ham om det selv. Men hvis du føler dig utryg ved at tale med ham, så skal du ikke gøre det!
Så synes jeg, at du skal få talt med dine forældre med det samme. Ja, det vil jeg egentlig anbefale, at du gør uanset hvad. Og så skal du gemme de beskeder, han sender til dig, så du har beviser for, at han har truet dig.
Du kan læse lidt om dine rettigheder og lovgivningen i forhold til nøgenbilleder her: http://www.sikkerchat.dk/da-DK/Fagfolk/Lovgivning/Lovgivningen/N%C3%B8genbilleder.aspx
Jeg tænker, at det måske er sådan, at han har meget svært ved at acceptere, at jeres forhold er forbi (det går jeg ud fra, at det er). Og det takler han på en højest egendommelig måde. Og det skal han holde op med. Det er meget grænseoverskridende at true over nettet eller andre steder (fx face to face), og det er meget grænseoverskridende at dele andres nøgenbilleder.
Jeg tænker, at hvis du skal være sikker på, at han ikke gør alvor af sine trusler, så er du nødt til at få det sagt til dine forældre og måske i sidste ende også til politiet (det kan dine forældre gøre, hvis det bliver nødvendigt), idet det er ret alvorligt, det han gør. Det skal han have hjælp til at forstå, for det kan jo godt være at han ikke selv er klar over det.
Du er meget velkommen til at tage kontakt til BørneTelefonen på 116111, hvor du kan få en snak med en rådgiver om, hvordan du præcis kan få det sagt til dine forældre. Umiddelbart tænker jeg, at du, når du skal tale med dine forældre om det, kan starte med at sige, at du har gjort noget rigtig dumt, som du fortryder og har brug for deres hjælp til at håndtere. Kunne det være en mulighed?
Jeg håber det allerbedste for dig. Held og lykke med det.
Mange kærlige tanker fra
BørneTelefonen