Kære dreng på 16 år
Selvom der ikke skete noget, og selvom manden, du mødtes med, stoppede, da du bad ham om det, så er det stadig en voldsom oplevelse, du har haft. Det er derfor helt forståeligt, at dit hjerte bankede heftigt, da du kom hjem.
Jeg vil dog godt nok lige rose dig til skyerne for at være i stand til at sige fra. Det kan jeg love dig for, at ikke alle unge på din alder er i stand til i sådan en situation – slet ikke overfor en voksen. Det er virkelig stærkt af dig!
Nu skete der heldigvis ikke noget, men har du tænkt over, hvorfor du alligevel blev bange?
Mit bud er, at når man skriver med nogen på nettet, så kan man ikke mærke aldersforskellen. Der mærker man måske bare sin lyst til enten forelskelse eller erotik eller begge dele. Og hvis den anden er god til at skrive de rigtige ting, så er det nemt at lade sig forføre.
Kender du det?
Når man så mødes, kan man pludselig mærke, at det er en voksen, man mødes med. Og det får det måske til at føles helt forkert.
Var det sådan, du havde det?
Måske ved du det ikke, så derfor vil jeg lige fortælle dig, at det er strafbart for en person over 18 år at have sex med en person under 18 år, hvis den voksne er langt overlegen med sin alder i forhold til den unge. Og det var ham, du mødtes med.
Han kunne aldersmæssigt være din far. Måske var det dét, der gik op for dig, da I mødtes?
Jeg tænker, at det kan gå rigtig galt, når man mødes med nogen fra nettet, som man ikke er nogenlunde jævnaldrende med.
Det er meget nemt for en voksen at udnytte en ung. Først så groomer de, så sidder man i saksen og til sidst bliver man måske krænket, eller man bliver bange på en måde, som man kan have svært ved at ryste af sig bagefter.
Den slags oplevelser kan gøre det svært at have tillid, når man senere møder én, man bliver forelsket i.
Et godt råd i den forbindelse er, at mødes et forholdsvist offentlig sted, hvis man mødes med nogen, man ikke kender. På den måde er det lettere at komme ud af situationen, hvis man fortryder, eller det bliver ubehageligt – end det er, hvis man mødes et mere øde sted.
Forstår du?
Jeg ved godt, at det kan være virkelig svært at være 16 år og homoseksuel eller biseksuel, for der er sikkert mange flere heteroseksuelle i din omgangskreds og på din skole, end der er homoseksuelle og biseksuelle. Derved kan det være rigtig svært at møde nogen på ens egen alder, som man langsomt kan lære at kende og blive forelsket i. Ikke desto mindre er det dét, jeg vil råde dig til. Det er vigtigt, at man er nogenlunde samme sted, når man skal have sex med nogen. Det er nemmere at være sig selv overfor en jævnaldrende end overfor én, der er meget ældre.
Det kan også være svært at få talt med nogen om det at have en anden seksualitet end flertallet.
Måske har man en milliard spørgsmål, man har brug for at stille til nogen med erfaring. Både når det handler om forelskelse, sex, hvordan man springer ud også videre.
Jeg vil derfor give dig et link til LGBT+, som har en ungdomstelefon, hvor man kan få gratis rådgivning.
De har dog midlertidigt lukket, fordi de er ved at bygge om, men måske har de åbent igen, når du modtager mit brev. Ellers må du lige kigge ind engang imellem og tjekke, om de er klar igen. Indtil da kan du i hvert fald sagtens kigge lidt på deres side.
Derudover er der Sexlinjen, du kan kigge lidt på, og du kan også google en side, der hedder “Spring ud”.
Sidst men ikke mindst er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111.
Hvis oplevelsen med manden på 39 år bliver ved med at sidde i dig og gøre dig utryg, så tænker jeg, at du bør tale med nogen om det.
Hvis det er for svært at tale med dine forældre om det, så ring til os eller til én af de andre rådgivninger, så vi kan hjælpe dig med at få bearbejdet oplevelsen.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen