Kære pige
Det lyder til, at det har været en ubehagelig oplevelse og det kan jeg godt forstå - det er nemlig vigtigt, at man selv bestemmer hvornår og med hvem man har lyst til at være intim og at have sex med. Det er super sejt, at du har skrevet herind. Tak for dit brev.
Der kan opstå mange tanker efter sådan en episode og jeg har talt med andre, som har haft en lignende oplevelse som efterfølgende har følt det enormt ubehageligt, at deres grænser er blevet overskredet.
Du skriver, at du ikke vil tale med din mor om det. Jeg har talt med andre, som ikke har villet fortælle det til deres mor, fordi de har været nervøse for deres mors reaktion og nervøse for, hvad deres mor nu vil tænke om dem. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du taler med nogen om det, som kan støtte dig og vejlede dig i, hvad der skal gøres. Det er slet ikke i orden det drengen har gjort, det er ulovligt. Af alle dem du kender, hvilken voksen vil du så helst tale med? Det kan for eksempel være din mor, en anden i din familie, en venindes mor eller en anden.
Det kan være svært at skulle sætte ord på det der er sket, bl.a. fordi det sikkert er noget man helst bare vil glemme og som har været så grænseoverskridende. For nogen kan det være en hjælp at sige det højt for sig selv inden man siger det til andre. For andre kan det være en hjælp at skrive det hele ned og give det i et brev eller at vise, hvad du har skrevet herind. Hvilken måde at sige det på vil være bedst for dig?
Det er vigtigt, at man mærker efter ens egne grænser og kun gør noget, som man selv har lyst til. At du skriver herind giver en fornemmelse af, at du er bevidst om dine grænser. Du kan læse mere om seksualitet, sex og når det bliver et overgreb på vores hjemmeside. Måske kan det være en hjælp for dig. Du kan trykke på det her link og komme ind på siden: https://bornetelefonen.dk/tema/sex-seksualitet.
Du er også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 for at tale videre om det. Vi ved ikke, hvem du er, når du ringer, men vi vil gerne hjælpe dig. Jeg håber også, at det her brev er en hjælp. Det er så godt og modigt, at du har skrevet herind og lyttet til dig selv og dine grænser.