misbrugt og voldtaget

Hej BB.

Jeg er en pige på 14 år, som bor i plejefamilie. Inden jeg flyttede i plejefamilie boede jeg på nogle forskellige børnehjem. Sammen med min halv-storebror. Vi havde et okay søskende forhold, dog mistede vi kontakten, da jeg flyttede. Efter nogle år, begyndte vi og ses igen, jeg var på det tidspunkt 7 år. Han var 9.

Han talte rigtig meget om bryster og sex ect. Efter et halvt års tid begyndte han og tage på mig. Jeg strittede ikke imod, da jeg faktisk ikke var klar over hvad han havde gang i.. Det fortsatte til jeg var 10, dog blev det kun værre og værre.. En dag bad han mig faktisk tage bukserne af og ligge mig på hans seng. Derefter skulle jeg lukke øjnene, og så begyndte han ellers og tage på mig, og en masse andre ubehagelige ting.

Da jeg blev 11 år, bad han mig igen tage bukserne af, da jeg efterhånden havde indset at det han gjorder ikke var normalt, og virkelig ubehageligt, strittede jeg imod. Han skubbede mig hårdt ned på hans seng, låste døren, og gik hen og lagde sig oven på mig. Han begyndte og kysse mig, stadig mens jeg kæmpede imod. Han begyndte og tage mig på brysterne (det skal lige siges, at jeg er hurtigt udviklet) og hive mine bukser ned.

Jeg begyndte og græde, skrige og slå på ham, jeg fik vist ramt ham i hovedet.. Derefter begyndte han og flå i mig, det endte faktisk med at han forsøgte og kvæle mig med en pude. Han fik på en mærkelig måde mit hovede ind mellem selve puden, og betrækket, alt imens han begyndte og tage tøjet af mig.

Da jeg kan mærke jeg liggerfuldstændig nøgen foran ham, begynder han igen og tage på mig. Han stikker noget ‘op, trorndet var hans fingre (det er lidt svært og huske det hele, når man konstant prøver og glemme det..) Efter lidt tid beder ham mig rejse mig op, så jeg står over hans ‘nederste del.

Langsomt begynder han og hive mig ned af, mens jeg stadig prøver og få vejret under puden. Da jeg er lige over ‘ham, hiver han mig bare ned, på et splitsekund. Jeg skreg ikke.. jeg græd ikke længere.. faktisk var jeg bare helt ødelagt..

Det er sket mange gange efter, men jeg er bare holdt op med føle noget.. Det hjemsøger mig hver eneste dag, og hver eneste nat..

Jeg cutter, og har gjort det i 3 år.. det bliver værre og værre.. jeg nøjes ikke længere med lige streger.. jeg er begyndt og skære ord ind i mig selv. Jeg kan ikke komme ud med vreden på andre måder.

Jeg er konstant usikker på mig selv. Jeg vil bare gerne have den lille pige tilbage, den lille 8 årige pige som er fuldstændig ødelagt. Hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg gøre?

Jeg har overvejet selvmord, alt for mange gange, og i alt for lang tid.. jeg er bange for jeg en dag bare.. springer, sluger for mange piller eller noget andet.

Håber i svare.. Knus..