Kære pige på 18
Tak for dit brev. Du skal have ros for at have fattet mod til at skrive ind til BørneBrevkassen. Det er en forfærdelig oplevelse, du har været udsat for, så der er ikke noget at sige til, at du er rystet og føler, at det har ødelagt meget for dig..
Jeg kan godt forstå, hvis det kan have taget tid for dig at kunne/turde fortælle om voldtægten. Du har været udsat for et voldsomt overgreb, og det er derfor naturligt, at der kan en del tid før, man har mod på at fortælle om dét, der er sket. Men du har nu taget første skridt i forhold til at få noget hjælp til at få det bearbejdet.
Det er super flot!
Når man bliver krænket af en person, man kender godt, sker der ofte det, at man ikke har mod på at anmelde voldtægten. Jeg ved ikke, om du har meldt det til politiet, men hvis du på nogen måde er i tvivl, skal du vide, at det som din ven udsatte dig for, er ulovligt og uacceptabelt!
Mange tror at voldtægtsmænd er fremmede, man møder i byen, men faktisk så bliver de fleste overgreb begået af folk, man kender i forvejen.
Jeg tænker, at du nu skal prøve at komme i tanke om en person i dit liv, som du har tillid til.. Kan du mon det..? Det kan være et familiemedlem, en veninde eller en helt tredje..? Og så skal du fortælle den person at du har været udsat for voldtægt. Jeg tror nemlig, det er vigtigt, at du ikke går rundt med det hændte alene. Det bliver som regel også lettere at få overblik over, hvad man skal gøre, for at få det bedre, hvis man har nogen at sparre med.
Du nævner også i dit brev, at du ikke har lyst til sex. Jeg tænker, at det er en helt naturlig følge af overgrebet.
Og det kræver tålmodighed og omsorg fra din kæreste/ den du er sammen med. Der kan nemlig gå lang tid, før du er klar til at have sex igen.
Så det er nu måske vigtigst for dig nu, at du lytter til din krops signaler - og at du ikke føler dig forpligtet til at have sex..?
Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at tvinge sig selv til at gøre noget, man har det skidt med.
Hvis du tænker, det kan være en hjælp, skal du være velkommen til at vise dit brev og mit svar til den person, du vælger at dele din oplevelse med. Det kan være en måde at tage "hul" på bylden. Du har også mulighed for at drøfte situationen på vores BørneTelefon på 116 111. (Den er også for unge og du er anonym!) Endelig har du mulighed for at læse mere om hvilke muligheder du har på denne hjemmeside. klik her >>
Varme hilsner fra BørneBrevkassen