Kære pige på 15 år.
Tak for dit brev. Det er rigtig godt, du har skrevet hertil.
Det lyder til, at du er blevet udsat for flere meget ubehagelige oplevelser, nemlig seksuelle overgreb over flere år. Ikke mindst er det en voldsom oplevelse når det, som i dit tilfælde, er din bror, som har forgrebet sig på dig.
Når man har været udsat for seksuelle overgreb, er det som regel meget vigtigt at få bearbejdet de følelser og tanker man sidder med, og derfor er det tit godt, at få talt med nogen om det, og jeg tænker derfor, at du endelig ikke skal lade som om det aldrig er sket.
Selvom man inderligt ønsker hjælp og ønsker og fortælle det, kan det være meget svært at få det fortalt eller snakket om. Det er derfor super flot, at du har taget dig mod til at skrive om dine oplevelser og tanker ned til os. Jeg tænker, det er et tegn på, at du er nået dertil, hvor du har brug for at få talt oplevelserne igennem med nogen?
Det, tror jeg nemlig, er en god ide at gøre, så du kan få bearbejdet dine tanker og få noget støtte og hjælp. Selvom du skriver, at det er stoppet, er det stadig bestemt ikke okay, det han har gjort.
Det lyder ikke til, at du har fortalt det til nogen? Måske er du bekymret for, at fortælle dine forældre det, hvis de nu ikke vil tro dig, nu da det er din bror. Du skriver også, at din bror har sagt, at din mor vil slå dig... Vil hun mon det? For så er det meget alvorligt. Forældre må i Danmark ikke slå deres børn, så hvis det sker, er det vigtigt, at du fortæller det til voksne, der kan hjælpe dig...
Så alt i alt tror jeg, det ville være rigtig godt, hvis du kunne snakke med en anden voksen, du kender og har tillid til... Det kunne fx være en venindes mor, sundhedsplejersken på skolen eller en lærer, som kender dig, og som kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan få bearbejdet det, der er sket. Måske du kan bruge brevet her til at få det fortalt, vise brevet, så du ikke behøver at starte med at fortælle?
Der findes også professionelle rådgivninger, hvor man anonymt kan ringe og tale med en voksen. Du kan fx også henvende dig på ungdomsrådgivningen på kommunen. På sigt, kan det være, du kan have brug for at kontakte en psykolog? Dette kan du gøre på din skole (PPR - pædagogisk, psykologisk rådgivning) eller ved at tage en snak med din læge, som muligvis kan henvise dig til en psykolog.
Du kan også ringe til Børns Vilkår, som har noget, der hedder en bisidderordning, der kan hjælpe med at kontakte din kommune i tilfælde af, at de voksne omkring dig ikke hjælper dig. (Rådgiveren på BørneTelefonen 116 111, kan fortælle mere om det, eller du kan læse mere om det her på hjemmesiden.) Husk det er gratis at ringe til BørneTelefonen og her er du også anonym.
Det din bror har gjort er meget alvorligt, og faktisk tænker jeg, at nogen burde tage hånd om ham... (Der findes nemlig et behandlingstilbud til unge, der seksuelt krænker andre unge og måske kunne din bror have brug for det..?). Både din bror og dig har måske brug for hjælp?
Du kan jo overveje, hvilke muligheder du har det bedst med. Det er meget grimme oplevelser, du har været udsat for, og det er derfor helt forståeligt, at du har det dårligt med det... men det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er din skyld, det er sket... men jeg tror som sagt, det er vigtigt at få det bearbejdet ved at finde frem til voksne, der kan hjælpe dig.
Du kan også gå ind på www.voldtaegt.dk som er en hjemmeside, hvor du kan få landsdækkende information om voldtægt. Der er samlet relevant viden og information for personer, der er blevet udsat for voldtægt eller forsøg på voldtægt. Man kan læse om seksuelle overgreb, almindelige reaktioner efter et overgreb og hvor man kan henvende sig og få hjælp.
Håber du kan bruge svaret.
Venlig hilsen
BørneBrevkassen