Ingen vil tage mig seriøst og kan det snart selv heller ikke længere
Hej, jeg er en pige på 18 år, der går inde med noget jeg ikke kan komme ud med… efter at jeg allerede har prøvet mange gange.
For 2 års tid siden, var jeg ude for en grim oplevelse… noget jeg ihvertfald syntes var en grim oplevelse. Jeg var på efterskole, på det tidspunkt havde en vidunderlig kæreste (som også var pige, men ved ikke om det er vigtigt at sige?), da den ene af mine to værelseskammerater syntes det kunne være sjovt at få nogle til at lave natteren indtil os.
Hun inviterede sin kæreste og to andre drenge, der så skulle dele seng med os. (Vi havde slået alle tre senge sammen, så det blev til en stor.) Vi skulle ikke lave noget seksuelt eller noget, men bare den her efterskole-sammenhold… troede jeg.
Vi var oppe meget af natten, på trods at jeg ikke helt selv var med på den… og klokken halv fem om morgenen, havde de alle faldet i søvn, undtagen ham der lå ved siden af mig. Jeg vågnede med, at han pludselig begyndte at snave på mig og jeg prøvede at skubbe ham væk og mindede ham om, at jeg altså havde en kæreste. Det var han ret ligeglad med, så han begyndte bare at snave videre, imens jeg blev ved med at sige stop og prøvede at skubbe ham væk.
Jeg var ikke særlig stærk, for jeg var virkelig overdrevet træt! Men så prøvede han at give mig finger og jeg blev ved med at sige til ham at han skulle stoppe, men han var pisse-ligeglad, han stoppede bare min stemme med sin mund. Han fik aldrig sin finger ind, og det endte med at han alligevel faldt i søvn… men det var altså vildt ubehageligt.
I starten havde jeg bare skam over, at jeg ikke skreg eller var mere voldelig for at få ham til at stoppe, men det var først måneder senere at jeg fik sagt det til min på det tidspunkt kæreste. Hun sagde at det ikke var i orden at han gjorde det og jeg ikke skulle skamme mig. Men så snakkede vi ikke mere om det.
Jeg sagde det til min mor. Hun troede bare ikke på at jeg havde noget imod det, men at jeg bare skamte mig over at jeg havde været min kæreste utro! Jeg sagde det til min lærer og han sagde at der ikke var noget at komme efter da han jo ikke voldtog mig eller kom på mig. Jeg sagde det til min psykolog og hun sagde bare at jeg skulle tilgive ham og glemme ham. Jeg snakkede endda med min værelseskammerat om det, men hun sagde at hun HAVDE HØRT MIG, men syntes bare at han var mærkelig.
Jeg græder stadig over det den dag idag, og nogen gange river jeg i mig selv for at glemme det… Er jeg virkelig bare en tudefjæs?? Jeg kan bare ikke forstå det, ingen vil forstå mig eller tage mig seriøst. Nu begynder jeg bare at skamme mig over at jeg har sagt det til så mange, hvis det virkelig ikke er mere…
Jeg kan godt se nu, at jeg ikke kan melde ham for noget… men har i ikke en god idé til hvordan jeg kan komme videre? For jeg kan tydeligvis ikke snakke med nogen om det… Ps. jeg ved godt at jeg måske er lidt gammel til den her side, men ved ikke hvor jeg ellers skal skrive det…
Seksuel krænkelse Andre der hjælper
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.