Ingen vil tage mig seriøst og kan det snart selv heller ikke længere

Kære pige på 18 år

Mange tak for dit brev, hvor du meget flot får beskrevet det der skete på efterskolen, og hvordan du har det med det og den måde andre har reageret. Det gør mig virkelig ondt, at du har været igennem en så ubehagelig og krænkende oplevelse. Du skriver, at du for to år siden var på efterskole, og en værelseskammerat syntes, at I skulle invitere hendes kæreste og to andre drenge til at overnatte hos jer. Du skriver, at du ikke tænkte, at der skulle være sex mellem jer, men at din opfattelse var, at I skulle have en aften med aftenskole - sammenhold.

Du skriver herefter om en grim oplevelse, hvor du af én af de andre drenge blev udsat for, at han begyndte at snave på dig og forsøgte at presse sin finger op i dig. Du prøvede at skubbe ham væk, du blev ved med at sige at han skulle stoppe, du mindede ham om, at du havde en kæreste. Men, han var ligeglad og fortsatte blot indtil han til sidst faldt i søvn. Det som han gjorde er ikke i orden.

Du skriver i dit brev, at du ikke var særlig stærk, fordi du var overdreven træt, og at du nu føler skam ved, at du ikke bare skreg eller var mere voldelig for at få ham til at stoppe. Mange der har været udsat for krænkelser, fortæller om følelsen af magtesløshed i situationen. En følelse af 'at jeg ikke gjorde nok for at forhindre det'. Følelsen af magtesløshed hænger ofte sammen med følelsen af skam, som du også beskriver. Jeg gætter på, at du kan genkende denne følelse?

Når du udsættes for noget, som du ikke ønsker at deltage i, når du flere gange siger fra, er det aldrig dit ansvar, at krænkelserne har fundet sted. Vi ved fra andre unge, at det kan være en meget almindelig følelse, fordi man bagefter kan blive meget overrasket over, hvordan man reagerer, når man udsættes for noget, som man ikke kan forudse, og noget som man ikke har kontrol over.

Når man udsættes for overgreb, spørger man ofte sig selv: Hvad kunne jeg have gjort anderledes?  

Jeg lægger netop mærke til, at du har oplevelsen af ikke at have sagt fra tydeligt nok, samtidig med at jeg ud fra dit brev kan se, at du har forsøgt at skubbe ham væk, du har mindet ham om, at du havde en kæreste, du blev ved med at sige stop til ham og du prøvede også flere gange at skubbe ham væk. Du har altså meget tydeligt både vist ham kropsligt og med ord, at du ønskede, at han skulle stoppe. Det er ham der fuldstændigt har overskredet dine grænser for hvad du ville være med til, og du endda sagt fra på flere måder. Du har faktisk sat en grænse - og det er stærkt!

En del forestiller sig, at de i sådan en situation ville løbe væk, råbe og skrige, slå og sparke mm, men der er mange, der overraskes over, at de faktisk handler meget anderledes i situationen.

Det, at man i situationen reagerer så anderledes kan betyde, at man efterfølgende føler skam over ikke at have handlet anderledes. Til daglig er vi vant til at have indflydelse på vores liv og at have kontrol over, hvad vi skal og ikke skal, og så kan det være meget voldsomt pludselig at være i en situation, hvor en anden har bestemt over dig. Måske er du blevet bange og overrumplet, og så handler man måske anderledes, end man ellers ville have gjort.

Udover at have sagt fra overfor drengen glæder det mig også, hvor ihærdig du har været for at få det fortalt til din kæreste, din mor, din lærer, din værelseskammerat og din psykolog. Når man udsættes for krænkelser kan det være meget svært at få det fortalt til andre, fordi seksuelle emner i det hele taget kan være vanskeligt at snakke med andre om, men også her har du været modig og stærk og forsøgt at fortælle det selvom du (og det er meget trist!) har oplevet, at du ikke er blevet taget alvorligt. Det virker til, at de fleste ikke har forstået hvad krænkelsen og deres reaktioner betyder for dig.

Jeg kan ikke se ud fra dit brev, om du har en psykolog på grund af krænkelserne, eller om du havde en psykolog forinden. Det er også sådan, at kommunerne ifølge loven er forpligtet til at hjælpe dig med psykologsamtaler, når du har været ude for så grim en oplevelse. Normalt er det sådan, at det ikke er muligt at få hjælp, hvis der er gået lang tid siden, det skete. Men når krænkelserne er sket, før man blev 18 år, har du krav på at blive hjulpet. Du skal også vide, at hvis du ikke synes du bliver taget alvorligt af din psykolog, så kan du bede om at få en anden. Krænkelser af enhver art er ulovlige og kan anmeldes. Hvorvidt det er en god idé for dig, hvor episoden er sket for to år siden, og hvor du nu har kontakt til psykolog, synes jeg, du skal drøfte med psykologen.

Måske vil det være en idé at skrive et brev til lederen af efterskolen, og fortælle om det der skete, og om den måde læreren neglierede det du fortalte med  'der ikke er noget at komme efter'? Jeg tænker, at du på den måde kan beskrive det og få sendt det af sted med håb, om at de fremover kraftigt ændre på deres procedure og måder at reagere. Så de reagerer mere respektfuldt, og undgår, at der sker flere krænkelser af elever hvor reaktionen er så vag. Det er ikke sikkert, at du får nogen positive tilbagemeldinger fra efterskolen. Men, du får mulighed for at gøre opmærksom på hvordan du oplevede det. Jeg ved ikke hvor meget et sådan brev vil hjælpe dig, måske vil det styrke din handlekraft eller måske vil det betyde mindre for dig? Det er måske noget også kan drøfte med psykologen?

Jeg er sikker på, at de ubehagelige følelser og tanker med tiden vil blive svagere, og du har mulighed for at få et rigtig godt liv uden alle de mange tanker og følelser, der er forbundet med krænkelsen.

Måske vil du igennem en længere periode have behov for at passe ekstra godt på dig selv, hvem du omgås, hvad du siger ja og nej til. Jeg kan ikke se, om du stadig har din vidunderlige kæreste? Ellers håber jeg du har en god veninde, der kan være der for dig, Måske du kan få støtte hos hende til at hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du bedst kommer i gennem det. Det er i hvert fald dejligt at høre, at din veninde er enig med dig, at det ikke er i orden, og bakker dig op i, at der ikke er noget du skal skamme dig over. 

Hvis du har brug for at tale med os i mere direkte dialog, er du altid velkommen til at ringe ind til os på 116 111, eller logge på UngeChatten. 

Kærlige hilsner
BørneBrevkassen