Ikke glemt.

Kære Du,

Hvor er det godt, at du før har været glad for vores svar og at du skriver igen. Det er bare så flot, at du skriver, og hvor er det et godt brev du har skrevet. Du fortæller så flot, hvordan du har det. Det er dog trist at læse, at du føler dig så alene.

Det lyder til, at drengen ikke forstod, at du på ingen måde sagde ja til, at måtter rører dig. Han respekterede ikke dine grænser og udsatte dig for seksuel krænkelser. Og han lyder som en meget ubehagelig dreng, ham du kendte. Måden du reagerede på er helt natulig og det er klart, at det har påvirket dig meget. Det er vigtigt, at du ved, at du ikke har gjort noget forkert. Det er ham, der ikke har vist respekt for dig og som ikke har resepekteret dine grænser. Det er ham der har gjort noget forkert, ikke dig! 

At du havde svært ved at sige fra og sige det til andre efterfølgende er helt normalt efter sådan en oplevelse. Men du sagde ikke ja! og det at ligge stille er også en måde at sige nej og passe på sig selv, når man bliver krænket. Det er er nemlig forskelligt, hvad man er i stand til at gøre. Og det er alene hans ansvar at sørge for, at du er med på hvad der skal ske og sikre sig, at du også har lyst. Det gjorde han heller ikke! 

Jeg synes, at det er stærkt, at du sidste år, fik fortalt din sagsbehandler og dine forældre om det. Og jeg tænker, om du mon igen skal tale med dine forældre om det. Det du skriver omkring, at tiden heler sår, men at smerten jo stadig er der, er så fint beskrevet. Det forklarer så godt, hvordan det er at være dig. Og jeg tænker, at dine forældre måske ikke er bevidste om denne følelse. 
Jeg får også den idé, at dine forældre måske "lader som ingenting" fordi de ikke ved, hvordan det vil påvirke dig, hvis de spørger ind til det. Jeg mener, at nogle gange bliver man bange for at tale om de ting, man ved kan gøre ondt. Og måske er det derfor de tier. Men det er jo desværre bare sjældent godt, at lade som ingenting. Jeg forelår derfor, at du prøver at åbne op overfor dine forældre igen. Og fortælle dem, at du har brug for at tale om følelserne, som stadig er der. 

Jeg tænker også på, om du mon taler med nogen, din læge eller en psykolog eksempelvis i forbindelse med angst og depression? Det er rigtig vigtigt, at få bearbejdet, den slags oplevelser du har, så man kan få ro omkring dem og se fremad.Det er en mørk skygge at bære rundt på helt alene. Derfor tænker jeg, at det er godt at få en at tale med. Jeg håber, at du har mod på at tå talt om det igen, også selvom det kan føles svært.  Måske kan du også få hjælp fra www.voldtægt.dk som hjælper, hvis man har være udsat for seksuelle krænkelser. De ved også at man kan have det dårligt længe efter - pg ave senfølger og netop som du skrive opleve flash backs. 

Jeg kan virkelig mærke på dit brev, hvor påvirket du er og derfor håber jeg helt oprigtigt, at du kan få talt med dine forældre og at de kan hjælpe dig til noget videre rådgivning. Hvis dette er for svært, vil jeg anbefale dig at bruge BørneTelefonen igen. Jeg vil forslå dig at ringe til os på 116 111, der sidder der voksne klar til at lytte og rådgive og nogle gange kan vi give mere præcise råd over telefonen, hvor du også kan uddybe. 

Tak, for dig ærlige brev.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen