Kære S,
Mange tak for dit brev. Det er en voldsom oplevelse, du har haft på klassens hyttetur, og jeg kan godt forstå, du føler dig krænket.
Det som drengene gjorde, var meget forkert og grænseoverskridende. Og det er samtidig ulovligt: De brugte vold til at trække dig ind i et rum, de låste døren, så du ikke kunne komme ud, de holdt dig og tog på dig mod din vilje, og de filmede dig mens de gjorde det.
Selvom nogen af de andre piger måske syntes, det var ok og var med på det, så giver det ikke drengene ret til at bruge vold mod dig, krænke dig og filme det. Det ER forbudt.
For det skete mod din vilje. Det fortalte du dem højt og tydeligt. Det er der overhovedet ingen tvivl om.
Det er rigtig uretfærdigt, at du nu samtidig også sidder med følelsen af at være blevet beskidt, og af at være blevet behandlet som brugt affald. For det er dem, der har handlet forkert og begået noget ulovlig. Ikke dig.
Desværre er det ofte det, der sker for piger og kvinder, der bliver krænket. At de føler sig beskidte. Også selvom de gjorde modstand, protesterede og sagde fra. Også selvom det er de drenge, der krænker og opfører sig helt forkert.
Det er vigtigt, du får hjælp til at finde en måde, at lægge ansvaret og skylden for det, der er sket, TILBAGE på de drenge. At det de gjorde slet ikke er ok, men er krænkende Og der er den måde de har opført sig, der helt forkert. Dem der bør skamme sig. IKKE dig. Aldrig nogensinde.
Tværtimod er du en stærk pige med rigtig gode værdier, der viser omsorg for andre og ikke frivilligt lader dig krænke. Du siger fra, og prøver at hjælpe andre, der måske ikke er så gode til at mærke deres grænser. Du ved GODT, du har værdi, du kender dine grænser og ved, at ingen har ret til at behandle dig dårligt. Det er meget tydeligt, når jeg læser dit brev. Og det skal de drenge ikke have lov til at lave om på.
Det er rigtig godt, du tænkte på at skrive til os. For den slags oplevelser skal man nemlig ikke gå med alene. Så har de det nemlig med at vokse sig større og sværere. Omvendt bliver de mindre og lettere, når andre lytter og forstår.
Har du mon fortalt det til andre? Nogen af pigerne i din klasse? En veninde? En lærer på hytteturen? Efter I kom tilbage fra hytteturen? Eller dine forældre?
Hvis du har fortalt det til nogen, hvordan reagerede de så? Forstod de, hvor alvorligt det var, det du blev udsat for? Eller bagatelliserede de det, og mente det var en ”leg”? Eller noget helt tredje? Er der nogle voksne, der har grebet ind og reageret på drengenes adfærd? Eller er der ingen, der ved det?
Det kan også være, at du ikke har fortalt det til nogen endnu? At du synes, det har været for svært at fortælle? At du ikke har vidst, hvordan du skulle begynde?
Mit bedste råd til dig er, at du (måske igen) samler dit mod, og fortæller det til dine forældre eller en anden voksen, du har tillid til. Hvis det er lidt svært at fortælle om, så kan du måske bede dem læse dit brev og mit svar? Og så kan I tale videre ud fra det. For det er vigtigt, at der er nogen ansvarlige voksne, der hjælper dig. Det er vigtigt, at du får lov til at fortælle om dine oplevelser. Måske mange gange. Til nogen der lytter, forstår og viser omsorg. Trøster og passer på dig. Og hjælper dig med at finde ud af, hvad der nu skal ske, og hvordan du kommer igennem denne oplevelse på en god måde.
Når du taler med f.eks. dine forældre, så I sammen kan:
• Finde ud af hvordan I kan forholde jer til det der er sket
• Finde ud af hvordan I får fortalt skolen, hvad der er sket på hytteturen? Det er skolens ansvar, at sørge for at den slags ikke sker. Og når det nu alligevel er sket, har de ansvar for at handle.
• Finde ud af, om I vil have drengene til at slette det de har filmet? For det kan I kræve, og I kan få hjælp af politiet, hvis det bliver nødvendigt (og på en måde går drengene rundt med beviserne imod dem selv på mobiltelefonen).
• Finde ud af, om I måske vil politianmelde det?
• Finde ud af, om du har brug for at tale med nogen, der ved noget om seksuelle krænkelser blandt børn, og som kan hjælpe dig med at forstå dine reaktioner?
• Finde ud af, om der er andre ting I vil gøre?
Hvis du synes, det er svært at fortælle det til dine forældre, eller en anden voksen, så kan du altid ringe til os på BørneTelefonen. Så kan vi hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du bedst kan fortælle det. Og måske øve det med dig hvis du har lyst.
Måske kan du ikke lige kan komme i tanke om nogen voksne, du tror, kan tage ansvaret for at hjælpe dig? Hvis det er tilfældet, så håber jeg, du vil kontakte os igen. Så vil vi meget gerne hjælpe dig videre.
Det kan også være, at du gerne vil tale mere med os, inden du fortæller det til andre. Måske har du mod på at ringe, sms'e eller chatte med os? Det kan nemlig nogle gange være lettere, når man kan stille hinanden spørgsmål undervejs.
Mange kærlige hilsner til dig fra BørneTelefonen
