Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvad gør jeg lige?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Tusind tak for dit brev. Det er tydeligt at læse, hvor meget du har været igennem, og hvor meget du stadig kæmper imod. Jeg tror, at dit brev er med til at inspirere andre unge, der har oplevet noget af det samme, til at sige det højt og få hjælp til at komme videre.

Du fortæller, at din far voldtog dig, indtil du holdt op med at se ham. Hvor var det godt, at du stoppede med at se ham, så han ikke længere kunne gøre dig ondt. Selv om det er nogle år siden, er det ikke noget, man bare kommer sig over - man har det svært længe efter. Men, man kan få hjælp til at bearbejde krænkelser og vold. Det kan være særligt hårdt for dig, fordi det var din far, som jo burde passe på dig. Mange er kede af det og skjuler det bag smilet, og nogle oplever ligesom dig at få tanker om selvmord. Når man har selvmordstanker, er det ofte fordi livet er så hårdt, at man næsten ikke kan overskue det og leder efter måder at få det bedre. Nogen gange kan det være så svært at finde veje til at få det bedre alene, så kommer tanken om, at tænk hvis jeg ikke var her længere... Mon du kan genkende det? Når der så bliver taget hånd om nogle af de ting, som man ikke har det ok med liv, forsvinder selvmordstankerne ofte. Der er altså stort håb for, at du kan få det bedre og tænker, der skal gode voksne til at hjælpe her.

Du slås med mange ting og det lyder til, at du går alene og kæmper med det. Det, der hjælper mange andre unge er at finde en voksen, og fortælle hvad man har været udsat for og man har brug for støtte og hjælp. Både fordi det kan hjælpe at snakke om det, men også fordi den voksne kan sørge for, at man får hjælp til det, man ikke selv kan gøre noget ved. F.eks. mobning og en mor, der slår og de tanker efter voldtægt. Det er nemlig slet ikke ok, at du skal udsættes for det. Faktisk er det ulovligt at forældre slår eller krænker deres børn og man kan har ret til at få hjælp.

Måske er det svært for dig at komme i tanke om en voksen? Det behøver ikke være en voksen, som du tror kan løse problemerne. Uanset hvem du fortæller det til, skal den voksne nemlig hjælpe med at sikre, at du får tilbudt støtte af andre - det har alle voksne pligt til. Din mor har også brug for støtte til at blive en bedre mor for dig og hjælp til at holde op med at slå.

Måske er det en hjælp at lave en liste over de voksne du kommer i tanke om at tale med - måske en lærer, sundhedsplejerske, en nabo, en vikar, en pædagog fra din gamle fritidsklub eller SFO. Måske din veninde kan hjælpe dig med at få talt med nogen – måske er det hendes forældre, der kan hjælpe dig med at få hjælp. Hvis det er svært at få sagt, kan du vise dit brev, hvor du så fint har fortalt om alt, hvad du kæmper imod.

Måske er det svært at sige det til din bedste veninde, men måske en sms eller et brev til hende om, at du har brug for hjælp til at komme videre, og bede hende om at vise brevet eller sms’en til en voksen, hun kender. Det er i hvert fald meget vigtigt, at du får noget hjælp fra en voksen, for det er ikke meningen, at du skal kunne løse alle problemerne selv.

Du spørger, hvordan du undgår at blive som din far og din mor. Jeg tænker, at det er du i gang med nu. Du har nemlig en rigtig god idé om, hvad der er rigtigt og forkert, og du har mod på at komme videre. Du mangler bare nogen, der kan støtte dig undervejs. Vi fra BørneTelefonen vil også meget gerne støtte dig. Du kan ringe, sms’e eller chatte med os på 116111 og fortælle det. Vi kan hjælpe dig med, at en voksen i den kommune, hvor du bor, finder ud af, hvordan du bedst bliver hjulpet – det kan måske være med hjælp fra en af vores bisiddere? Alt det kan vi finde ud af, hvis du tager kontakt til os. Selv om du måske har forskellige grunde til endnu ikke at have fortalt nogen, at din mor slår eller at din far har krænket dig, er det meget vigtigt, at det kommer frem, så I kan få hjælp til at stoppe det. Nogle skammer sig over det deres forældre gør, men det er vigtigt at huske, at det ikke har noget med dig at gøre. Det samme gælder mobningen, som du selvfølgelig også skal have hjælp til at få stoppet.

Du klarede på egen hånd at stoppe med at ryge, hvilket jeg synes er helt vildt godt gået! Men dette her er noget, hvor du må tage imod andres hjælp, og jeg er sikker på, at der er nogen omkring dig, som gerne vil hjælpe, når du får mod på at fortælle om det. Vi vil i hvert fald meget gerne hjælpe dig.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

 

 

 

 

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat