hjælp!!!!!! min ven er blevet voldtægt

Kære pige
Din veninde er vel nok heldig at have dig i sit liv. Hun har betroet sig til dig, og det er der en grund til. Hun stoler på, at du vil passe på hende og hjælpe hende, og det er lige præcis det, du gør. 
Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at vide, hvad der kan hjælpe bedst. Men jeg tror, at lige netop det, at du har lyttet til hende, været der for hende og prøvet at tale hende til ro, når hun begynder at tale om selvmord, er det allerbedste du kan gøre.
Når det er sagt, bliver jeg nødt til også at spørge, om denne frygtelige oplevelse er meldt til politiet? For det burde den være. Både for hendes egen skyld, men også for at de ikke går ud og gør det igen mod en anden pige, som det åbenbart lader til, at de gør. 
Og faktisk, hvis man havde mulighed for det, burde din veninde også undersøges af en læge.
Hun tumler også med svære tanker efter oplevelsen, og dem tænker jeg, at hun skal have hjælp til at bearbejde af en professionel, så hun kan komme videre på en god måde.
Måske det kan være en ide at prøve at forberede hende lidt på, at dette er så voldsomt og har rokket så meget ved hendes verdensbillede, at det kan tage noget tid, inden hun begynder at mærke noget ro. Og at det er vigtigt, at hun får hjælp.
Så er der nogen måde, du og din veninde kan hjælpe hende med at gå til lægen? Jeg ved godt, at I er 17 år og måske føler, at dette kan I klare selv, men har I tænkt på at fortælle hendes forældre om det? Mest fordi de kan være en kæmpe støtte omkring hende også, forestiller jeg mig.
I kan måske kigge på www.voldtaegt.dk og læse lidt om, hvordan din veninde kan få hjælp. Der er en oversigt over steder, man kan komme hen og blive undersøgt, og hvor man også kan snakke med nogen, der ved hvad det vil sige at være igennem sådan en oplevelse. Man kan også ringe anonymt derind og stille spørgsmål, hvis man er i tvivl om noget.
Jeg ved, at når man er blevet udsat for det, hun er blevet udsat for, kan der dukke en masse skyld- og skamfølelser frem, som hvis man ’selv var ude om det’. Det kan være fordi man lidt har behov for en forklaring, som bare ikke findes. Der er ingen logisk forklaring på, hvorfor det skete, og det kan være svært at forholde sig til, og så vender man blikket indad og føler, at der må være noget i vejen med en selv, og så opstår skylden og skammen. Og med skylden og skammen kommer en flovhed, og med den følger ofte en følelse af, at man ikke vil sige det til nogen, og det er en rigtig svær situation, fordi man så ikke får fortalt nogen om det og derfor går med det selv. 
Når man går med noget selv, så kan det "vokse" i stedet for at det bliver ’talt ud af kroppen’. Jeg ved jo, at din veninde har fortalt dig og sin kusine om det hele, men giver dette alligevel lidt mening? Måske det kan være en mulighed også at spørge lidt ind til, om din veninde kan genkende lidt af det? Og husk at minde hende om, at det er aldrig ens egen skyld!
Når jeg læser dit brev, er du så god og sød og beskyttende overfor din veninde, og jeg fornemmer, at du ville gå til Månen, hvis du kunne, for at hjælpe din veninde. Det er meget flot at være sådan en veninde, men jeg tænker også på, om du også husker at passe på dig selv midt i alt det svære?
At være vidne, selvom det ikke er direkte, til en så alvorlig ting kan være tungt at skulle bære på sine skuldre. Derfor bliver jeg lidt nysgerrig på, om du selv har talt med dine forældre måske? Så de kan hjælpe og støtte dig i at være den gode og dygtige veninde du er? Hvis ikke du føler, at du kan fortælle dem om detaljer, eller hvad der præcis er sket, kan det jo være en mulighed blot at fortælle dem, at din veninde har været udsat for noget, der gør hende rigtig ked af det, og du skal være der lidt ekstra meget for hende nu, og så kan de støtte dig i at være det. 
Eller hvis din familie kender hende godt, kan det jo måske være dem, din veninde taler med om det hele? Bare en tanke og du skal føle efter, om det giver mening, inden du foreslår det til din veninde, men jeg synes bare, at det er vigtigt i alt det her, at du også husker at pleje dig selv og passe på dig selv, så du kan blive ved med at være der, som nu, for din veninde.
Måske det også kan være en god ide, at dig og din venindes kusine sammen taler lidt om, hvordan I sammen kan hjælpe jeres veninde/kusine bedst? Hvad tænker du om det? Eller I har måske allerede gjort det?
Hvis det hele bliver svært at sætte ord på, kunne det måske være en ide at vise dit fine brev og mit svar til dem, du alligevel gerne vil lade vide, hvad der er sket. Blot en tanke at slutte af på. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med dit fortsatte arbejde med at være en fantastisk god og støttende veninde, og jeg sender en masser varme tanker til dig og din veninde. 
Kærlig hilsen BørneTelefonen
Ps. Dit brev var så fint, og jeg havde ingen problemer overhovedet med at læse det og forstå indholdet. Sejt gået, når du ordblindheden udfordrer dig lidt undervejs.