Kære pige på 12 år.
Tak for dit brev, flot at du har mod på at bede om hjælp i Børnebrevkassen. Det er et alvorligt problem du har. Det som din far udsætter dig for er forkert, og det han gør, er faktisk også ulovligt. Din far har ingen ret til hverken at have sex med dig, eller til at slå dig.
Du skal vide, at du på ingen måde er skyld i hans opførsel, og at du gør det helt rigtige ved at bede om hjælp og råd til, hvad du skal gøre. Kan du komme i tanke om en voksen i din omgangskreds, som du ville turde betro dig til? En som du tænker vil hjælpe dig... Det kan være en bedsteforældre, din mor, en moster eller en anden i familien. Jeg ved godt, det vil kræve stor overvindelse at fortælle det til en voksen, men alle voksne har faktisk pligt til at hjælpe dig, når de hører om, hvad det er, du udsættes for.
En anden mulighed er, at du fortæller det til en lærer på skolen. Læreren har så ansvar for, at du får den hjælp, du behøver. En tredje mulighed er at du ringer til BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder en sød og rar voksen, som du kan fortælle alt. Den voksne har talt med andre børn, der har oplevet det samme som dig, og kan sørge for at du får den hjælp, du har brug for. Med hjælp mener jeg, at de seksuelle overgreb og volden skal stoppes hurtigst muligt.
Ved at gå videre med et af de råd, jeg har givet dig, tror jeg på, at du er et skridt nærmere til at sætte en stopper for din fars opførsel. Du skal også være velkommen til at skrive til Brevkassen igen.
Kærlig hilsen Børnebrevkassen