Kære pige på 13 år,
Tusind tak for dit brev. Hvor er det stærkt at du har overskud til at skrive herind.
Du fortæller, at du har oplevet at blive misbrugt af nogle drenge for nogle år siden. Det lyder rigtig ubehageligt!
Jeg er glad for, at du har valgt at skrive herind til mig og fortælle om det, for det må have været en rigtig grim oplevelse, som du bestemt ikke skal gå rundt med alene længere. Først vil jeg fortælle dig, at det ikke er din skyld, at de to drenge har misbrugt dig seksuelt. Uanset hvad der er sket, er det aldrig ok, at misbruge nogen. Måske er du bekymret for at nogen synes det er din egen skyld, men det er ikke din skyld.
Der er så mange ting, jeg gerne vil spørge dig om, for at kunne hjælpe dig bedst muligt. Hvornår er det mon sket, og har du mon båret rundt på den hemmelighed helt alene siden da? Er der nogen du har forsøgt at fortælle det til?
Jeg er glad for at høre, at du har fået talt med din veninde om det, og at hun gerne vil hjælpe dig, hun lyder som en rigtig god veninde! Og du kan være stolt af dig selv, fordi du turde fortælle det.
Jeg kan godt forstå, at det må have været svært at sige det til nogen, og jeg kan også sagtens forstå, at du har svært ved at tale med dine forældre om det. Måske er du bange for hvordan de reagerer, bliver de kede af det, bliver de sure eller helt stille. Der kan være mange ting, du er bekymret for når du fortæller det, det er svært, men det hjælper at dele det med nogen. Tænk bare på hvordan det var, da du havde fortalt det til din veninde...følte du mon en lettelse?
Det kan være en stor hjælp, at du skriver det i et brev til dine forældre, eller hvilken voksen du vil fortælle det til. Ligesom du så flot har skrevet brevet hertil, så kan du enten bruge det samme brev og mit svar til at vise dine forældre? Eller også kan du skrive et brev hvor du fortæller mere om, hvad der skete for to år siden, måske også skrive om, at du er bange for hvordan de vil reagere, men at du har meget brug for deres hjælp og støtte? Kan det mon være en måde, til at fortælle det?
Det jeg tænker er det vigtigste er, at du får talt ud om, hvad der er sket.. hvis du har gået og skubbet det væk siden da, ligger der nok en masse følelser, som måske er dem, der kommer op nu og gør rigtig ondt...?
Og alle de følelser, der har været gemt, de skal på en eller anden måde ud, så du kan få det bedre. Jeg tænker om der er en anden voksen du kender, som du stoler på, som du kunne forestille dig, at tale med om det..?
Måske din lærer.. din venindes mor eller evt. en rådgiver hos os på BørneTelefonen? Jeg tror i hvert fald, at det er rigtig vigtigt at du får fortalt nogen, hvad der er sket, det kan være en rigtig stor hjælp.
Du har i hvert fald allerede taget de to første skridt: du har fortalt det til din veninde, og du har fortalt det til mig på BørneBrevkassen. Det er rigtig flot gjort! Jeg håber du har modet til at tale med en voksen du kender, og det kan din veninde måske hjælpe dig med, så I ikke skal bære på en hemmelighed sammen, men hjælpes med ad med at få hjælp.
Husk at vi sidder klar på BørneTelefonen på 116 111, alle hverdage fra 11 - 23, og i weekender 11 - 19, hvis du har brug for at snakke med os.
Rigtig mange hilsner BørneBrevkassen
