Hej allesammen jeg er sociopat

Kære pige på 17 år,

Det er godt, du har lyttet til den lille side af dig selv, som har haft lyst til at skrive herind. Det virker nemlig som om, du har en masse selvomsorg. Måske har du på fornemmelsen, at du kunne få det meget bedre end du har det lige nu. Et liv uden at skulle fake smil og tårer og andre følelser.

Du har været en masse svære ting igennem, og du er meget bevidst om, at de kan have påvirket dig på mange måder. Det er et rigtig godt bud, at du kan have svært ved at mærke dig selv, fordi du har opbygget en forsvarsmekanisme, som handler om, at det er lettere at håndtere livet, hvis du ikke ’føler’ så meget. Og samtidig er du også ret god til at mærke dig selv, ellers kunne du jo ikke beskrive de ting, du gør. Det er ikke sikkert, det er sådan, det hænger sammen, men det er i hvert fald godt tænkt. Du har også helt ret i, at mit råd kunne være at snakke med nogen. Så du netop kan finde ud af, hvorfor du føler, du ikke kan mærke dig selv, og hvorfor du f.eks.føler, du ikke kan græde og oprigtigt blive påvirket af noget. Noget af det, som jeg kan komme til at tænke om reaktionerne, kunne være senfølger og udskudte reaktioner efter de ting, du har været udsat for og sammen med de andre ting, som er sket i dit liv.  Måske tager jeg helt fejl, men jeg vil alligevel tillade mig at foreslå, at du kigger og læser om senfølger på fx www.voldtægt.dk 

Det er ikke sikkert, at mit bud er rigtigt! Derfor ville det være godt, at du får talt med nogen, som kan hjælpe dig med at afklare, hvad det kunne handle om. Man kan jo finde alle mulige 'diagnoser' på nettet, når man søger efter svar der.  Du kan ringe ind på det nummer, der står på hjemmsiden og høre mere om, hvad de siger til de ting, som du går med. Er det mon noget du kunne have mod på?

Jeg ville gerne kunne spørge dig om, hvorfor du ikke har lyst til at vende de ting med en psykolog? Måske har du haft nogle dårlige oplevelser med en psykolog? Det kan også være, du tænker eller ikke tør håbe på, at en psykolog kan hjælpe eller at du bare ikke gider sidde og fortælle alt muligt om dig selv til en fremmed? Det kan være en ret underlig følelse. Nogle gange tager det noget tid at vænne sig til at tale med en psykolog. Det kan både tage noget tid at vænne sig til, at man bare skal sidde og fortælle noget personligt. Det kan også tage noget tid, før man får tillid til psykologen. Og måske tager det endnu længere tid, før man føler, det hjælper. Men det kan ikke altid fremskyndes.

Men det er ikke sikkert, du er dér, hvor du har lyst til at gå til psykolog. Under alle omstændigheder kunne det være rigtig godt, hvis du snakker med nogen om de tanker, du har om dig selv og dét, der er sket i dit liv. Jeg tænker det er mange store livsting, der er sket på kort tid, og det kan virke så overvældende, at man ikke aner hvad man kan starte med. Det kan være, du taler godt med en af dine forældre eller med en lærer på gymnasiet, eller måske en helt tredje person?

Du har jo valgt at skrive ind til mig, og jeg tænker på, at det måske være udtryk for at BørneTelefonen kunne være stedet, hvor du måske ville ringe eller smse med på 116111. Det kan være lidt lettere at have en samtale, så man kan spørge ind til lidt flere ting og komme ind på flere emner. Det er gratis, og man er anonym.

Det lyder som om, du er enormt opmærksom og reflekteret over, hvordan du har det – hvad du føler og ikke føler. Selvom du ikke føler dig påvirket af de ting, der sker omkring dig, lyder du absolut ikke som nogen sociopat. Men jeg er sikker på, at det ville hjælpe rigtig meget at snakke med nogen om de tanker, du har. Du vil kunne få det bedre – og pludselig vil du begynde at føle oprigtigt, og måske ikke 'kun' til musik.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen