Har for mange ting som fylder :(

Hej BB

For at fortælle om min(e) problemer er I nødt til at vide lidt om mig.

Jeg er 17 år, bor i Jylland sammen med min plejemor og vores hund.

Da jeg var mindre glædede jeg mig ekstremt til at komme i skole og jeg ventede og ventede og endelig kom dagen jeg havde ventet så længe på! Min førsteskoledag. Den blev kort sagt et helvede.

Jeg blev mobbet allerede fra første skoledag. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg blev mobbet hver dag! Og først i 5. klasse fik jeg taget mod til mig og fik fortalt min biologiske mor om problemerne i skolen. Hun sagde at det var helt normalt og at jeg ikke skulle gøre noget ved det.

Jeg blev mobbet fra 0. til 9. klasse uden at få nogen hjælp. Oven i det misbrugte min biologiske far mig seksuelt. Jeg vidste udemærket godt at det var totalt forkert, men turde ikke gøre noget ved det. Jeg turde bare ikke!

Han misbrugte mig i perioden 9 – 14 år. Og det var meget voldsomt. Jeg fik tæsk hvis jeg ikke nød det nok. Og jeg fik tit slag med en ridepisk (vi havde heste) fordi han havde lyst. Eller nogen gange var det bare samleje og blowjob, hvor jeg blev tvunget til at sutte hans penis. Heller ikke der fik jeg nogen hjælp.

Da jeg så kom i puberteten ændrede mit liv sig voldsomt. Jeg var jo vant til mobberierne og det seksuelle misbrug, men en dag skete der noget. En dag i 7. klasse, hvor jeg var allermest nede, fik jeg en netkæreste. Jeg kendte ham ikke, men han sagde han hed M. og at han var på alder med mig. Og at han oven i købet boede i min by!

Vi besluttede os at mødes. Da jeg kom hen til stedet hvor vi skulle mødes, som var en park, som aftenen klokken 21:00 som vi havde aftalt, blev jeg chokeret. Der kom aldrig en dreng der var på min alder. Der kom en gammel mand og spurgte hvad jeg lavede her og jeg svarede sandheden at jeg ventede på min kæreste. Derfra kan jeg intet huske!

Jeg vågnede op på sygehuset og fik at vide at jeg var blevet voldtaget, men de havde heldigvis beviser nok til at anholde ham. Men til min største skuffelse fik han desværre kun 4 års fængsel.

Jeg blev sendt til psykolog og jeg fortalt ikke min psykolog om hvad der foregik derhjemme og i skolen, men han mente alligevel at det ville være godt for mig at komme i gruppeterapi. Og der mødte jeg min første ven. F.

F. og jeg var sammen 24/7, men en dag da vi talt om fortid brød jeg sammen og følte mig tvunget til at fortælle ALT i min barndom. F. foreslog at jeg snakkede med min psykolog om det og det gjorde jeg så.

Jeg blev tvangsfjernet fra mine forældre og kom hen til min plejemor og -far. I starten var jeg meget genert og sky. Og hver gang min plejefar prøvede at snakke om min fortid brød jeg sammen og jeg var ekstremt bange for at han ville gøre det min biologiske far gjorde mod mig dengang.

En dag sagde min plejefar at nu SKULLE vi altså tale om det, men igen brød jeg sammen og turde ikke og jeg nægtede derfor. Han begyndte at give mig lussinger og jeg fik ikke mad. En dag blev han (heldigvis) taget på fersk gerning hvor han stod og slog mig. Hun ringede med det samme til politiet og han sidder også inde nu. Så nu bor jeg kun med min plejemor og hunden som jeg sagde i starten.

Jeg var ved at komme ovenpå igen. Jeg havde det godt med mig selv. Jeg var færdig med skolen og var kommet ud med gode karakterer på trods af mobning, misbrug, voldtægt og vold. Jeg havde det godt. Gruppeterapien hjalp mig rigtig meget og jeg fik en masse venner derfra og F. og jeg havde det så skægt sammen.

Men selvfølgelig midt i alle de gode ting, skal der jo nærmest ske noget forfærdeligt og det gjorde der! I januar 2013 skete der noget som jeg for alt i verden ikke havde håbet på. Min bedste ven, F., forlod denne jord alt for tidligt! Han blev 17 år. Kun 17 år! Han blev slået ihjel mellem to biler og han døde (heldigvis) på stedet, så han ikke led nogen smerte!!

Mit spørgsmål er så nu, hvordan skal jeg komme videre når jeg ikke kan se lyset ud af en den mørke tunnel og jeg ikke har F. til at snakke med om alle mine problemer som jeg tumler med nu!

Og hvordan skal jeg kunne komme videre når ALT, seriøst ALT omkring mig, enten minder mig om min barndom eller om F.?

Og det gør det oven i købet ikke lettere at min voldtægtsmand kommer ud i næste måned!

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre!

Plz hjælp mig.

Med venlig Hilsen L.