Kære pige på 13 år,
Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har fundet mod til at skrive til os. Jeg kan læse, at det ikke er nemt for dig at tale om overgrebet, og at du helst vil slippe helt for at tænke på det. Alligevel har du fundet styrken til at skrive det her brev. Det er godt gået!
Jeg kan godt forstå, at dine flashbacks er meget ubehagelige for dig. Det er ikke særlig rart, når man ikke kan styre, hvilke tanker der kommer frem eller hvordan ens krop reagerer.
Når man har været udsat for overgreb, er det nogle gange sådan, at kroppen husker endnu bedre end hjernen. Hjernen vil allerhelst glemme det ubehagelige, og prøver at komme af med minderne og tankerne om overgrebet.
Oplevelsen “sætter sig” i kroppen, og derfor kan den reagerer på forskellige måder, når den mindes op overgrebet – den kan fryse, panikke, blive kold, varm, ryste osv. Måske kan du genkende det? At kroppen husker på en anden måde end hjernen?
Der er meget stor forskel på, hvordan man reagerer efter at have været udsat for overgreb. Nogle vender følelserne meget indad, og bliver stille, trækker sig tilbage og meget kede af det. Andre reagerer mere udad – bliver meget vrede, højtråbende og voldsomme. Andre igen reagerer måske på en helt tredje måde.
Det er ofte meget svært at håndterer sine følelser og reaktioner efter så voldsom en oplevelse, som et overgreb er. Det kræver for langt de fleste professionel hjælp at komme godt videre. Derfor er jeg også glad for at høre, at du taler med en psykolog.
Jeg kan læse, at du har oplevet, at nogle tror at du faker dine flashbacks. Jeg forestiller mig, at det må gøre oplevelsen endnu værre for dig. Flashbacket er meget ubehageligt i sig selv, og oven i det er der så nogle, der tvivler på, om det er ægte. Det lyder som en meget svær situation at være i.
Jeg tænker på, om du mon ville have mod på at fortælle din psykolog om dine oplevelser med flashbacks? Måske kan du fortælle hende eller ham, at du har de her flashbacks, og at du før er blevet beskyldt for at fake dem. Jeg tror, at jo mere psykologen ved om dine tanker og bekymringer, jo bedre kan han hjælpe dig. Hvad tænker du om den idé?
Hvis I har haft en snak om dine flashbacks først, så vil du måske også være mere tryg ved at fortælle om selve overgrebet senere?
Jeg forestiller mig, at psykologen har haft talt med rigtig mange, der har været udsat for noget af det samme, som du har. Jeg tænker derfor, at psykologen vil være sød og forstående, uanset hvordan du reagerer. Du kan i hvert fald være sikker på, at han eller hun ikke vil beskylde dig for at fake noget.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Det har krævet noget mod og styrke at skrive det her brev. Det fortæller mig, at du måske er stærkere, end du tror.
Jeg håber, at du vil bruge den styrke til at få fortalt psykologen om dine oplevelser. Jeg tror på, at du kan finde modet til det!
Du er altid velkommen til at skrive igen eller ringe på tlf. 116111. Der sidder altid søde og dygtige rådgivere klar til at lytte til dig. Jeg ønsker dig alt det bedste!
Kærlig hilsen Børnetelefonen
