Et overgreb eller ej?

Hej BB.

Nu er jeg ikke længere et barn, men jeg døjer stadig med en oplevelse, der skete for nu lidt over 3 år siden, og jeg ved ikke hvem jeg ellers kan skrive til. Jeg har ikke snakket med andre end et par veninder om det, men selv dem har jeg haft svært ved helt at fortælle, hvad der skete.. Jeg kan mærke jeg har brug for hjælp, og det håber jeg i kan give mig.

Det hele startede med at jeg skulle til en nytårsfest, privat, og jeg var glad og fik også drukket en del. Senere på aftenen begynder jeg at danse med en dreng, og det ender med vi begynder at kysse. Der går lidt tid og så spørger han mig om jeg vil med ind og hente en øl i hans taske. Jeg siger ja, og vi rejser os op og går ind i et andet værelse, for at hente den.

Da jeg også er kommet ind af døren lukker han den efter mig, og for lagt mig ned på sengen i rummet. Det skal siges at jeg har drukket en hel del, og lige så snart jeg rammer sengen, kan jeg mærke jeg får det dårligt og bliver svimmel. Jeg prøver at komme op, men kan slet ikke få samlet mig sammen. Han lægger sig oven på mig og begynder at prøve at kysse mig, samtidig med at begynder at røre ved mig og prøver at tage min BH af.

Jeg prøver at gøre modstand ved at ligge mig, så han ikke kan få min BH op, og bliver samtidig ved med at fortælle ham at jeg ikke har lyst og han skal stoppe. Dette tager han ikke seriøst, og fortæller mig bare at jeg skal prøve at slappe af. Det føles som om, at han bliver ved i evigheder og jeg føler mig mere og mere kvalt af hans vægt oven på mig. Til sidst for han min BH op, og jeg ved, at han ikke har tænkt sig at stoppe.

Jeg kan mærke min krop er helt færdig og jeg føler mig lammet, samtidig med at panikfølelsen over at føle sig kvalt, gør at jeg har svært ved at tænke klart oven i alkoholen. Det er så her den del jeg skammer mig mest over kommer, og jeg har haft svært ved at fortælle hvad der så skete herfra.

Jeg er nu så påvirket, at jeg næsten ikke kan holde mig ved bevidsthed og jeg ved, at jeg ikke kan kæmpe imod. Så da han rejser sig op og trækker bukserne ned og derefter sætter mig op, vælger jeg at gøre som han vil have, da det eneste jeg kan tænke på er, at hvis jeg ikke gør modstand kan det være, at det er hurtigt overstået.

Jeg skammer mig over overhovedet, at jeg overhovedet kunne tænke sådan, og slet ikke kunne yde modstand. Der går dog kun kort tid før jeg vælter tilbage på sengen fordi jeg er så fuld, og det eneste jeg rigtig kan registrerer er mit hoved, der snurrer og at jeg har det virkelig dårligt.
Herefter kan jeg kun delvist huske, hvad der er sket.

Men han prøvede i hvert fald at trænge ind i mig da jeg nok kort efter har mistet bevidstheden og da jeg kom til mig selv, lå jeg stadig med bukserne nede og ham over mig. Der fik jeg rejst mig op taget bukserne op og forladt rummet, hvorefter jeg hurtigt gik ud og fandt en af mine venner. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

Da jeg fandt min veninde fortalte hun mig, at jeg havde været derinde i ca. en time, og at hun havde prøvet at komme ind, men nogle af hans venner havde blokeret døren. Jeg var i chok og skammede mig over hvad der lige var sket, og ville ikke fortælle hele historien, selvom folk godt kunne mærke, at jeg ikke synes, at det havde været en positiv oplevelse, og virkede ked af det.

Efter et stykke tid tog vi hjem, og jeg prøvede at glemme det. Men lige siden jeg vågnede op den næste morgen, har den aften gået mig meget på.

Det første halve år vidste jeg ikke hvem han var, og derfor kunne jeg bedre distancere fra det. Men efter et halvt år kom han over til en stor fest, og sagde til mig “ja det er mig”. Da jeg ikke anede hvem han var, fordi jeg ikke har kunnet husket så meget, kiggede jeg bare på ham. Så forsatte han “Ja, det mig fra nytårsaften”, hvorefter han bare gik. Der fandt jeg ud af, at han skulle gå på samme linje som mig, bare under

.
Siden han er startet, har han flere gange ladet som om, at han ikke kender mig. Jeg var kommet til at stå bag ham i en kø til en skolefest, og jeg havde ikke set at det var ham. Da han vendte sig om, kiggede han med et grin på mig og sagde ” kender jeg ikke dig”. Jeg gad ikke snakke med ham og svarede bare “Jo”. Derefter forsatte han “Hvor er det nu fra”, og jeg tænkte han måtte lave sjov, så jeg svarede bare fra nytårsaften og prøvede at komme forbi ham. Han valgte så at svare med “Nå ja, gud hvor akavet, godt at vi er fulde var?”. Hvorefter han selv gik.

Senere da festen var slut, stod jeg med nogle venner uden foran skolen. Han kommer så ud og stiller sig ved en fra min klasse hvor jeg kan se, at han fortæller noget hvorefter han kigger over på mig og griner. Da jeg spørger min ven hvad det var, fortæller han, at han lige har fortalt historien til ham, hvor han havde ladet som om, at han ikke kendte mig.

Jeg tror sjældent, at jeg har følt mig så meget som affald og jeg døjer stadig med lavt selvværd 3 år alt det her har fundet sted. Det værste er nok, at mange af mine venner kender ham og kan godt lide ham, hvilket gør det endnu sværere.

Det er endt med, at jeg blev meget stresset, det var dog ikke kun over det, men der var nok bare dråben, og tog sygeorlov, med en aftale om, at kunne starte om efter ferien. Efter jeg er startet op igen efter ferien har jeg dog haft rigtig svært ved at skulle se ham igen. Jeg kan mærke jeg får det både fysisk og psykisk dårligt, og jeg tjekker tit hvilke lokaler han skal være i for at undgå ham.

Jeg er træt af, at skulle have det sådan her, og jeg føler ikke, at han kan behandle mig sådan. Han ved godt, at jeg kun har fortalt, hvad der rigtig skete den aften til meget få personer, og jeg føler at han udnytter det, til at behandle mig som han vil. Det skal siges at han ikke direkte har konfronteret mig siden jeg er startet, men bare det at skulle se ham igen, har været nok til at starte nogle af de gamle følelser igen.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndterer mine følelser og jeg havde troet det blev lettere med tiden. Ud over det, ved jeg ikke om jeg kan kalde det et overgreb, når jeg til sidst stoppede med at gøre modstand? Jeg ved godt at det var meget langt og der var mange spørgsmål, med har virkelig gået med det alene i lang tid.

Derfor håber jeg at i kan hjælpe mig.
Kh en forvirret mig