Kære pige på 18 år
Tak for dit brev, hvor du fortæller om, at din kammerats ven har tvunget dig til at dyrke sex.
Det vennen gjorde, er både meget forkert og faktisk ulovligt, og ja det er voldtægt! Jeg ved, at mange piger, som er blevet voldtaget, bagefter kan føle, at det er deres egen skyld, men det er det ikke! Du fortæller, at du både sagde nej, græd og bad ham stoppe, og det burde være rigeligt til at han kunne forstå, at du ikke havde lyst. Jeg kan godt forstå, at du føler dig beskidt, såret, nedgjort og ydmyget, men det er vigtigt for mig at fortælle, at det ikke er din skyld, lige meget hvad du har sagt eller gjort.
Nu ved jeg ikke, hvor i landet du bor, men i flere forskellige byer findes der noget, der hedder Center for voldtægt. Der ligger centre i København, Hillerød, Bornholm, Odense, Kolding, Århus, Herning og Aalborg, er der måske et af dem der ligger i nærheden af dig…? De kan nemlig hjælpe dig med, hvad du skal gøre og snakke med dig om, hvordan du har det.
På den side, der hedder
www.voldtaegt.dk
, kan du finde deres adresser og læse en masse om, hvad du kan gøre. Du kan også finde deres telefonnumre, hvis der ikke er et center i nærheden af dig, og det derfor er nemmest for dig at ringe. Hvis du henvender dig på Center for voldtægt, behøver voldtægten ikke at blive meldt til politiet, hvis du tænker, at du ikke har lyst til det.
En anden mulighed er, at du kontakter din egen læge. Måske du har en læge, som du har haft i lang tid, og som du stoler på? Lægen kan tale med dig om, hvad der er sket, og hvordan du har det, og han eller hun kan også sende dig til en psykolog, hvis det er noget, du har lyst til. Hvis lægen sender dig til psykolog, skal du dog selv betale cirka 3-400 kroner pr gang. Hvis du kontakter Center for voldtægt, tilbyder de dig også at tale med en psykolog, men der er det gratis.
Jeg tænker, at det kan være godt for dig at tale med nogen om det, du har oplevet, nogen du stoler på. Måske du har en rigtig god veninde eller en af dine forældre, som du synes er gode at snakke med..? Hvad tænker du om det?
Du er også meget velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 og tale med en af de søde rådgivere, hvis du føler, at du har brug for at tale med en, som ikke kender dig.
De bedste hilsner
BørneBrevkassen