Kære pige på 14
Hvor var det godt, du skrev her til brevkassen. Vi har taget lidt af dit brev ud, fordi vores brevkasse kan læses af alle på nettet, og derfor er vi nødt til at redigere lidt i nogle af brevene. Men jeg har læst hele dit brev, og jeg kan godt forstå, du er chokeret over at være blevet voldtaget af de drenge fra din klasse, og at du har det underligt med det hele nu.
Det første, jeg tænker er, at du er helt vildt stærk og sej, at du har fortalt din mor, hvad der skete. Det kræver meget mod at fortælle, når man har været udsat for en voldtægt, så det er rigtig godt, at du kunne fortælle det til din mor. Samtidig kan jeg godt forstå, at du ikke har lyst til at fortælle det til andre, og at du har bedt din mor lade være at fortælle det til nogen… Det er en helt almindelig reaktion, at man ikke vil have, at nogen skal vide, hvad der er foregået.
Men jeg tænker altså, at de drenge, som voldtog dig, er nødt til at få at vide, at det var forkert og ulovligt, og at der skal gøres noget, så de ikke finder på at gøre det igen – mod dig eller mod andre. Derfor vil jeg alligevel anbefale dig, at du snakker med din mor igen og får hende til at hjælpe dig med at lave en anmeldelse til politiet. Det er vigtigt – også for at du kan få bearbejdet oplevelsen og komme videre efter det, der er sket.
Jeg har lyst til at vise dig den hjemmeside, der hedder www.voldtaegt.dk. Måske har du mod på at læse lidt inde på den side, for der står også forklaret, hvorfor det er så vigtigt at få hjælp, når man har været udsat for det, du har. Det er slet ikke i orden, at du skal være den eneste, der går og har det skidt med det, der skete – og at drengene slipper afsted med det, uden at der bliver gjort noget.
Det kan også være, at din mor er i tvivl om, hvordan hun bedst kan hjælpe dig? Hvis hun ikke har anmeldt det endnu, kan hun få råd og vejledning på ForældreTelefonen, hvis hun gerne vil hjælpe dig. Rådgiverne på ForældreTelefonen vil kunne hjælpe din mor med at forstå, hvordan det er for dig lige nu, så hun bedst muligt kan tage hensyn til de ting, du føler – samtidig med at hun får sat gang i hjælpen. Nummeret er 35 55 55 57 – det kan du måske fortælle hende..?
Som sagt synes jeg både, det er modigt og stærkt af dig, at du har skrevet hertil, og at du har turdet fortælle din mor om det. Det er faktisk stærkt at kunne passe på sig selv på den måde og sige fra, når man er udsat for noget væmmeligt. Du siger fra ved at fortælle det – det er din måde at give din krop ret i, at det der skete, slet ikke er rimeligt. Selv om du ikke havde mulighed for at flygte eller forhindre, at det skete, viser du dig selv, at du værner om din egen vigtige krop og sjæl, hvis du får fortalt det her til politiet. Kan du mon forstå, hvad jeg mener, når jeg skriver sådan?
Så kære, seje pige: Jeg håber, mit svar har vist dig, at det var det rigtige, at du fortalte det til din mor – og at du kan få hjælp og derved også hjælpe dig selv med at komme over det, der er sket for dig… Her på BørneTelefonen er rådgiverne også vant til at snakke med børn og unge om ting, der er svære at sige til andre. Så hvis du stadig er i tvivl, når du har læst det her, så ring 116 111 eller skriv til os i chatten her – så vil vi gerne hjælpe dig videre.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
