Det er blevet slemmere
Hej børnetelefonen..
Jeg er lidt usikker på, hvorfor jeg overhovedet vælger, at skrive herind. Måske det er tanken om, at jeg er anonyme og ikke viser hvem jeg er, der gør at jeg vælger det..
Men i såfald, jeg er en pige på 17 år, som går i 2.g.
Jeg i 6 år gjort skade på mig selv (cutting). Det har været meget on/off i perioder. Nogle gange har jeg skåret i mig selv op til flere gange om dagen, hvor andre gange har jeg gjort det 1 gang hver anden uge.
Jeg har altid haft det forfærdeligt selvhad og tanken om, at jeg ikke er god nok. Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var 11 og det var skilsmissen, som udløste selvskaden og selve det dårlige selvværd.
Jeg har altid følt jeg havde det under kontrol, det var først i slutningen af 9.klasse, jeg valgte at fortælle mine forældre om det.
Mit problem er, at jeg i februar blev seksuelt krænket eller voldtaget (jeg er stadig i tvivl, det er min psykolog også!) af en dreng fra min klasse og en af hans venner til en privatfest. Jeg var utrolig tryg ved ham drengen fra min klasse og vi havde været små-kærester, i lidt over 7 måneder. Da overgrebet skete knækkede jeg fuldstændig sammen.
Jeg reagerede ikke på det, lod som ingen ting og fortsat kom i skole hver dag, som om intet var sket. Der gik en uge før jeg ikke kunne mere og fortalte det til mine forældre, som sendt mig til psykolog – først ved nogen ungekontakt (som jeg gik hos i 8.klasse) og så videre til en mere professionel psykolog.
Jeg har IKKE på nogen måde villet snakke, fortælle i detaljer eller prøve at mærke min krop når jeg er hos min psykolog.
Ikke før nu. Efter 7 lange måneder med selvskade, pjækkerier, opkastning, angstanfald og ensomhed er jeg begyndt at snakke.
Problemet er bare nu, at jeg har fået det endnu værre.
Jeg er begyndt at komme med nogle reaktioner, jeg slet ikke vidste jeg havde. Jeg er som et lille barn. Jeg tør ikke noget. Jeg bliver ked af det over det mindste, ALT påvirker mig.
Jeg skader mig selv meget meget mere end jeg nogensinde har gjort før. Det piner og tilfredsstiller mig på en og samme tid.
Det er en tryghed at lave et snit i håndledet, armen, på hoften eller låret. For det er en handling jeg 100% selv har kontrol over.
Den fysiske smerte er blot nemmere at håndtere end den psykiske.
Jeg skriver herinde, fordi jeg ærligt ved hvad jeg skal stille op mere..
At skærer i sig selv er ikke godt, det er jeg klar over! Men alligevel bliver jeg ved. Jeg føler ikke, at jeg kan bruge min (ellers meget dygtige) psykolog til noget. Hvorfor er det blevet så voldsomt? Og hvorfor i alverden følelses det så godt, at både se blodet pible frem og mærke min puls banke på livet løs..?
Jeg føler, at jeg er syg.. Er jeg det?
Hilsen hende der mangler svar
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.