Kære pige på 17 år
Tusind tak fordi du skriver til BørneTelefonen og deler dine svære tanker og følelser. Det er virkelig et stort skridt, som kræver utroligt meget mod.
Ofte er det sådan, at mange, der har været udsat for et seksuelt overgreb, ikke indser det før noget tid efter. Man er ligesom i et chok og kan have svært ved at forstå, hvad der skete. Vidste du mon det? Kroppen prøver at glemme det. Og så begynder kroppen at give alle de symptomer, som du beskriver. Man kan sige at kroppen prøver at fortælle dig, at oplevelsen skal ud. At der er brug for hjælp.
Det kan gøre ondt at indse, at der er nogen, der har overskredet éns grænser. Man kan blandt andet få tanker om, at man selv var ude om det. Måske kan det hjælpe dig at tænke på, at det er ikke dig, der har gjort noget som helst forkert lige meget hvordan, man vender og drejer situationen. Det er helt normalt at have det, som du har lige nu med det, som du har været udsat for.
Det hjælper at tale om det. At få sat ord på, så man selv forstår hvad der skete og hvordan man har det. Præcist som du selv nævner om psykologen. Det er vigtigt, det er nogen man kan stole på.
Der er flere muligheder for dig at få hjælp. Du kan ringe og tale med din egen læge, som vil kunne hjælpe dig med at få en henvisning til en psykolog.
Du kan også kontakte www.voldtaegt.dk som er Center for Voldtægtsofre. Der ligger flere centre rundt i landet. Du kan ringe anonymt og snakke med en sygeplejerske. Man kan ringe, selvom der er gået lang tid siden overgrebet. I centeret kan du få hjælp af både psykolog, sygeplejerske, læge og socialrådgiver. Mon du ville have mod på det?
Du skriver at du ikke vil indblande dine forældre, men måske ville det være ok på et tidspunkt. Måske kunne du fortælle eller skrive til dem, at du har det svært og de ting, du kæmper med. At du har brug for at få hjælp af en psykolog. Det kunne være uden at nævne overgrebet, hvis du ikke er klar til det. Eller måske kender du en anden voksen, du har tillid til. Det kunne være en anden i din familie, en venindes mor, en lærer, en veninde eller en helt anden. Det er vigtigt, at du får hjælp og støtte til at få den rette hjælp.
Det er så godt at du kan mærke, at du har brug for hjælp og kæmper for at få det bedre. Jeg tænker, at du skal bruge din styrke til at få talt om det og få den hjælp, som du har brug for.
Hvis det hele er for meget for dig lige nu, kan du også starte med at ringe eller smse anonymt til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke med dig.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen