Kære du,
Tak for dit brev til BørneBrevkassen. Vi har forkortet det en lille smule af hensyn til de yngre børn, der måske også læser det...
Jeg kan sørme godt forstå, hvis du er blevet rigtig bange og samtidig føler en slags sorg i hjertet over at have oplevet noget sådan. Det lyder som en meget voldsom oplevelse for dig, dels at han har forgrebet sig på dig på de måder, dels at du hele tiden befandt dig under det varme vand. Det lyder til, at du var rigtig god til at reagere og skrige / råbe på hjælp, trods det varme vand og det at han overraskede dig så pludseligt. Det er rigtig godt gået. Kan du midt i alle de andre følelser så selv mærke en glæde eller stolthed over at have gjort hvad du kunne for at tilkalde hjælp og vise ham, at du på ingen måde kunne lide det?
Jeg er lidt i tvivl, om det er en dreng fra klassen eller en helt fremmed, som havde sneget sig ind i hallen, mens din klasse havde overnatning dér? Jeg forstår det, som om det er en fremmed, er det korrekt? Har du efterfølgende fået af vide, hvad der skete med den dreng, eller har du nogen viden om, hvem han er? Jeg går ud fra at sagen er meldt til politiet og at din lærer efterfølgende har sørget for, at du er blevet tilbudt hjælp!?
Du skriver at du er bange for, at der skal ske noget igen.. Og det kan jeg forestille mig er rigtig ubehageligt at gå rundt med en sådan frygt.
Det lyder som om, det har været helt tilfældigt, at det var dig som var på toilettet lige dér og dermed var dig, som blev overfaldet.. Er det også din oplevelse af det? At det ikke var dig, han var ude efter, men at han bare overfaldt den første pige, som var alene derinde? Kan det mon berolige dig lidt at vide, at det på den måde ikke havde noget med dig at gøre, men mere var en tilfældighed?
Jeg tænker lidt, hvad der er sket efter den episode.. Har du haft mulighed for at få bearbejdet oplevelsen med enten dine forældre, skolepsykologen eller en tredje, hvor du føler, at det er samtaler, som hjælper og støtter dig i bearbejdningen af den oplevelse? For umiddelbart lyder du stadig meget bange, hvilket jeg sagtens kan forstå, men jeg håber bare ikke, at du er bange, fordi du føler dig alene med det..
Hvis ikke du har haft mulighed for at tale med nogen om det endnu, tror jeg det vil være rigtig godt for dig. Det er ikke så væsentligt hvem det er, bare det er én person, som kan lytte til dig og rumme, at du måske bliver ked af det mens du taler. Har du nogen omkring dig, som kan hjælpe dig med det? Ellers kan det måske være en mulighed for dig at ringe til BørneTelefonen 116 111 og tale med en af rådgiverne dér?
Hvad tænker du, at der kunne få den frygt til at forsvinde? Kunne det hjælpe dig at få fortalt ham, hvor vred og frustreret han har gjort dig? Eller ville det hjælpe dig ikke at være alene i den næste periode, indtil du igen føler dig tryg nok? Kunne det hjælpe dig altid at have en telefon på dig, så du kan tilkalde hjælp? Eller måske har du selv nogle meget bedre forslag, for du kender selvfølgelig dig selv og din hverdag allerbedst..
Men prøv måske at give det et par tanker, hvad der kunne gøre den frygt mindre i den næste periode og så fortælle det enten til dine forældre, hvis du taler godt med dem - eller måske den lærer som kom og reddede dig, for den lærer har jo også en forståelse for dine reaktioner. Måske vil det hjælpe dig at have din veninde ved siden af dig, når du skal tale med enten dine forældre eller læreren? Tror du, at du kunne have lyst til det?
Jeg håber, at du snart føler, at den frygt kan blive pakket sammen og lagt langt væk!
Bedste hilsner fra
BørneBrevkassen
