…
Hej. Jeg er en 16 årig pige der desværre skulle opleve følelsen af ikke længere at have kontrol over sin egen krop, for et par dage siden. Jeg blev natten til søndag voldtaget. Jeg har kun været sammen med en fyr, så det gør endnu mere ondt både fysisk og psykisk. Fyren der voldtog mig var 19 og velvidende om at jeg ikke ønskede nogen form for samleje eftersom det blev råbt flere gange end det overhovedet burde være tilladt, at jeg altså ikke havde lyst og eftersom jeg sparkede ham i hovedet, men også det blev ignoreret.
Det var en fyr jeg havde mødt på tinder og som havde spurgt på dagen om jeg ikke havde lyst til at være sammen, men jeg sagde nej. Det var planlagt at jeg skulle i byen med mine 3 veninder, men da han ikke accepterer min afvisning spørger han igen om det ikke var okay hvis han kom sammen med 2 af sine venner, og så kunne vi tage i byen sammen. Hvilket jeg desværre sagde ja til.
Jeg har det klamt i min egen krop og går i bad op til 8 gange om dagen. Jeg har det som om hans hænder stadig sidder limet fast til mig, og ligemeget hvor hårdt jeg skrubber, gider han ikke komme af. Han voldtog mig i min egen seng og jeg har derfor rigtig svært ved at være på mit værelse. Min mor og min søster, som jeg er rigtig tæt med, ved det. De er indforstået med alt der er sket og ved dermed også godt at jeg ikke ønsker at anmelde det, da jeg har det dårligt med at jeg bliver nødt til at “overbevise” politiet om at jeg er blevet voldtaget. Samtidig ville jeg ønske han gik igennem det samme smertehelvede som jeg gør lige nu, men desværre tror jeg bare at han er høj over oplevelsen. Jeg ville ønske jeg kunne sige at jeg ikke har fældet en eneste tåre over ham, men sådan er det desværre bare ikke. Dog har jeg ikke en eneste gang fældet en tåre pga. af ham, overfor min familie. Det bekymre mig. Jeg vil ikke have de skal se mig ked af det, selvom de kender mig godt nok til at jeg slet ikke er okay. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op nu? – altså når jeg før i tiden har forstillet mig voldtægt, har det altid været en forstilling om at det var i en gyde en mørk nat, men aldrig nogensinde at det skulle være i min egen seng. Samtidig er jeg også bange fordi at jeg har prøvet noget lignende før, og jeg kan huske hvilket helvede jeg gik igennem i flere år. Dog er følelsen bare helt anderledes nu – altså forstå mig ret, så er jeg jo blevet voldtaget, men jeg har det mærkeligt. Det er svært at forklare, men jeg væmmes ved tanken om ham, men samtidig vil jeg ignorere hver en følelse der går gennem min krop som har noget med ham at gøre. I bund og grund er det fordi jeg ikke føler han fortjener en plads i mit hoved, men samtidig har det bare ramt mig så hårdt.
Han havde ikke brugt nogen form for prævention og han vælger derefter at komme op i mig hvorefter han siger, “tag en fortrydelses-pille i morgen, jeg har ikke lige brug for at få børn med dig”, det er nok den kommentar der gjorde allermest ondt. Nok havde han ramt mig fysisk, men han ramte mig endnu hårdere psykisk…
Jeg ved faktisk ikke hvad mit spørgsmål er, eller om jeg overhovedet har et spørgsmål. Tror egentlig bare jeg har/havde brug for at komme ud med det, for har lyst til at skrige og jeg er så inderligt vred på ham og værst af alt, på mig selv. Jeg plejer aldrig at tænke dårlige tanker om mennesker, men lige nu er det som at alle mine væmmelige tanker, som forresten er alt for forfærdelige, til overhovedet at blive skrevet ned, er mit eneste “Happy Place” lige nu.
Undskyld for den lange besked, havde bare virkelig noget på hjertet…
Seksuel krænkelse Andre der hjælper
Anmeld digital krænkelse
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
