Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Vil ikke være religiøs

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år!

Jeg kan godt forstå, at du har lyst til at være sammen med dine venner og klassekammerater og have nogle regler, der ligner deres regler, for eksempel med hensyn til påklædning.

Du fortæller, at I er muslimer i din familie og at dine forældre er meget religiøse. Det lyder som om, dine forældre forsøger at passe meget godt på dig og opdrage dig efter de regler, som gælder for dem – men at det lige nu ikke føles helt godt for dig. Mon det er sådan du har det?

Når man lever i et demokratisk land – som du gør – har man det, der hedder religionsfrihed. Det betyder, at du selv bestemmer, hvad du tror på. Faktisk er det din rettighed. Du har ret til, selv at bestemme om du vil tro, og hvordan du vil tro.

Det kan være lidt forvirrende at forstå – fordi på samme tid har forældre ret til at opdrage sine børn i deres religion. De kan derfor også bestemme, at du skal gå til fredagsbøn eksempelvis. Men de kan ikke bestemme, hvordan du tænker, medens du er til fredagsbøn. Giver det mening?

Du kan læse mere om dine rettigheder her.

Jeg kan godt se i dit brev, at du ønsker dig at blive fri for de regler, som dine forældre har sat op for dig. Regler som du forbinder med deres religion. Så du har brug for mere end friheden til, at tænke som du vil.

Derfor foreslår jeg, at du taler med nogen, som véd meget om, hvordan det kan være, når ens forældre er muslimer og meget religiøse. Det kan nemlig godt være en ganske særlig situation, når et barn ikke ønsker at følge reglerne lige så nøje, som de voksne ønsker det.

Jeg foreslår derfor, at du ringer eller skriver til RED Rådgivning. Tidligere hed det Etnisk Ung. Du kan læse mere om, hvem de er, og hvordan du får fat på dem her.

Som jeg sagde før, kan det være en særlig situation, når du ikke ønsker at være muslim lige som dine forældre, og når du ønsker at have nogle af de friheder, som dine kammerater har.

Mon du har prøvet at tale med dine forældre om, hvordan du har det med de regler de sætter for dig, og om hvordan du ønsker dig, det skal være i stedet for.

Måske er det sådan, at de vil lytte til dig og forstå, at du på nogle områder har dine egne ønsker og dine egne behov.

Måske er det sådan, at de vil forstå dig og beslutte, at du kan få nogle af dine ønsker opfyldt.

Det kan også være, at du eller dine forældre kender andre muslimske familier, hvor børnene har nogle af de regler og friheder, som du ønsker dig.

Hvis det er tilfældet, kan I måske tale med dem om, hvordan de har fået det til at fungere, så de voksne kan være rolige, og du kan få nogle af de friheder, som du ønsker sig.

Det kan også være, at det er vanskeligt for dine forældre at lytte til dig og forstå dine ønsker.

Hvis du oplever, at din situation derhjemme bliver endnu mere vanskelig for dig, har du ret til at tale med en socialrådgiver i din kommune om, hvordan du har det.

Socialrådgiveren har pligt til at lytte til dig og give dig råd om, hvad du kan gøre. Socialrådgiveren kan også tale med dine forældre, hvis I bliver enige om, at det er en god idé.

Det kan måske føles som en svær ting at kontakte en socialrådgiver i kommunen. Jeg vil fortælle dig, at din lærer har pligt til at hjælpe dig med at tage sådan en kontakt. Hvis du beder ham eller hende om det, har de pligt til at hjælpe dig.

Jeg siger det fordi, du ikke behøver at føle dig alene. Du kan få hjælp, hvis du har brug for det.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til at komme videre i forhold til dine ønsker.

Jeg ønsker dig i hvert fald masser af held og lykke.

Kærlig hilsen fra Børnetelefonen

 

"alene" hør andres fortællinger

Hør sangeren Clara og 15-årige Tiba tale om at have en udenlandsk baggrund og føle sig anderledes.

Religion og kultur Andre der hjælper

Amal Hayat

Hjælp til unge på vej ind og ud af radikalisering
Læs mere

Diskriminationslinjen

Rådgivning i forbindelse med diskrimination
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat