Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Over 18 med vold i hjemmet

Obs: Indholdet er redigeret af hensyn til afsenderes anonymitet.

Det er svært at skrive sine problemer ned, dog endnu sværere at tale om dem, men jeg vælger nu her at skrive om dem.

Hey, jeg er en pige I kan kalde H. Det er et navn jeg altid har syntes om, og det virker belejligt at bruge som mit dæknavn.

Jeg er en pige fyldt med idèer, drømme og ikke mindst håb. Og jeg er ret stolt for at kunne have bevaret disse ting, da jeg nu har været en masse igennem.

Så langt som jeg nu kan huske, er der blevet udøvet vold i min familie. Både min lillebror og jeg er født i Danmark og er danske statsborgere, og begge min storebrødre og mine forældre kommer fra et land fjernt herfra.

Vold udøvet mod min lillebror og jeg var ret normalt dengang. Endnu i dag er det ikke smerten der gør ondt, men selve tanken og førhen var det helt omvendt. Vi kunne få de helt normale lussinger på en god dag, men på en dårlig dag kunne vi blive trampet og sparket på, fået håret trukket op og hovedet banket ind i muren.

Dog var det nu kun mig de værste ting skete for. Nemlig fordi jeg er en pige, der har fået påsat grænser af sine forældre, da de ønsker den perfekte piger. Jeg har altid været rebelsk – men det er jo et selvfølge. Mine påsatte grænser har aldrig været i mine interesser. Jeg har jo altid ønsket mig at gifte mig med en fyr jeg er mindst 90% sikker på at jeg elsker, men dating er ikke tilladt i min familie. Det er lårkorte kjoler heller ikke eller shorts. Faktisk alt der går fra knæet og op er no go.

For et uger siden gjorde jeg dog den fejl, at jeg tog en kjole på der liige gik over knæet. Da jeg så kom fra skolen, mødte jeg min 2. ældste storebror (der i forhold til den aller ældste, er MEGET traditionel og kulturel). Det ene førte til det andet, og jeg endte med et blåt øje, øm hals efter 3 kvælningsforsøg og et sår på læben. For endnu flere uger siden begik jeg samme fejl, bare uden at få nogen som helst mærker – dog med en del smerter.

Dette er blot 2 ud ad mange episoder fyldt med vold, og, det har som sagt, stået på længe. Min mor er velvidende om min brors opførsel, men tager stadig hans parti når vi er oppe og skændes.

Mit problem er så, at jeg ønsker at komme ud af vores hjem. Jeg får dog først SU til juli (udeboende, da min addresse midlertidig er hos min far), men har ingen idè om hvor jeg skal flytte hen. Jeg er ret sikker på at jeg får omkring 5000, dog er det slet ikke nok til at forsørge mig selv. Dette er SLET ikke problemet – jeg finder en måde at komme væk herfra.

MEN, jeg er sikker på, at hvis jeg fortæller min familie at jeg vil flytte væk, vil de ikke give mig deres accept eller tilladelse, selvom det er unyttigt som 18 årig. De siger også flere gange at jeg ødelægger deres ry, og det er det eneste de tænker på. Derfor tænkte jeg på at spontant at flytte ud, mens de var væk og så senere kontakte dem.

Jeg elsker stadig mine forældre og min lillebror. Min ældste bror er ret ligeglad med mig, og det har han gjort klart. Dog er min 2. ældste bror en trussel, så ham er JEG ligeglad med.

Mit spørgsmål er så bare om I har nogle forslag til hvordan jeg kan flytte ud, men stadig bevare mine forældres kærlighed og respekt.

(Det skal også lige nævnes, at der ikke er blevet udøvet vold mod min lillebror lige i et par år, da jeg slæbte kommunen hjem til os.)

Kærlig hilsen,
H

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år!

Hvor er det godt og vigtigt, at du handler på din situation, så du kan bevare dine idéer, drømme og håb! OG, så du kan passe på dig selv! Du har styrke! Det udviser du nu - lige som du tidligere har udvist det ved at inddrage din kommune, hvilket har beskyttet din lillebror imod vold, som jeg forstår dig.

Uanset kulturel baggrund er det forbudt at slå sine børn. Ej heller må din bror udøve vold imod dig af nogen grund overhovedet! Faktisk tænker jeg, du kan anmelde ham for vold i så tilfælde. Hvis han ser det som sin ret at straffe dig, når du gør noget, han ikke accepterer, er der en vis risiko for, at han vil fortsætte med dét, uanset om du bor hjemme eller for dig selv. Derfor er det godt at få tjekket dine muligheder for at stoppe ham. Jeg foreslår, du taler med politiet om, hvordan du er stillet. Og jeg foreslår, du fortæller din bror, at du agter at anmelde ham, hvis han slår dig igen, hvis det er dét, du beslutter dig for.

I forhold til dine overvejelser om at flytte ud, tænker jeg, det er vigtigt, du finder nogle ressourcepersoner, som kan støtte og vejlede dig løbende. Jeg foreslår, du kontakter LOKK, som er Landsorganisationen af KvindeKrisecentre. Denne forening bekæmper æresrelaterede konflikter i etniske minoritetsfamilier og tilbyder professionel og gratis rådgivning til unge såvel som til forældre. Rådgivningen for unge kan være anonym og kan foregå via hotline eller via en anonym brevkasse på www.etniskung.dk

LOKK er landsdækkende med hovedkontor i København og et kontor i Vejle. Hotline nummeret til Etnisk Ung er 7027 7666. Prøv det!

I forhold til dit ønske om at bevare dine forældres kærlighed og respekt, er det muligt, det er et mål, der er mere langsigtet, hvis hensynet til familiens ry vejer tungere end hensynet til dig i denne tid. Dine forældre er muligvis i et dilemma imellem de værdier, de er vokset op med og værdierne i det samfund, de i en voksen alder er tilflyttet. Det er en proces, som kan være mangeårig, hvor du og dine medsøstre kommer til at gå nye veje i jeres søgen efter et liv på nogle betingelser, der passer til jer.

Dine forældres kærlighed til dig og deres respekt for dig vil formentlig altid være der, men det er muligt, der er nogle sociale spilleregler de steder, de færdes, som begrænser deres muligheder for at vise dig det. Dét kan du ikke gøre noget ved. Det kan de alene selv, når de er klar til det.

Jeg håber virkeligt, at du opretholder dit mod og din styrke og finder dén vej, der dur for dig! Du er altid velkommen til at kontakte os på BørneTelefonen og tale videre om mulighederne i din situation. Der sidder voksne, som er parate til at tale med dig og finde på muligheder sammen med dig. Jeg ønsker dig masser af held og lykke.

Mange hilsner fra BørneTelefonen

 

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Vold Andre der hjælper

din kommune – din Indgang

Rådgivning og andre hjælptilbud for børn og unge.
Læs mere

Bryd Tavsheden

Til dig, der er udsat for vold i familien eller i et kæresteforhold (13-24 år)
Læs mere

Ud af voldens skygge

Rådgivning og behandlingstilbud til voldsramte kvinder og børn (over 18 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat