Kære pige på 14
Når man kommer i puberteten, og kroppen udvikler sig fra pige-krop til kvinde-krop, så følger der naturligt også nogle lyster med. Sådan er det for alle. Og langt de fleste piger på din alder onanerer.
Du spørger, om du ikke længere er jomfru. Jo, det er du. Selvom du har onaneret, er du stadig jomfru, når ikke du har været i seng med en dreng.
Din jomfruhinde kan godt briste, når du onanerer – men den kan også briste, hvis du fx har brugt tampon under din menstruation.
Din kommende mand vil ikke kunne se eller mærke, om din jomfruhinde er bristet – det er kun en læge, der kan vurdere det. Hvis du derfor vil vide, om din jomfruhinde stadig er hel, så kan du få en tid hos din læge, som kan undersøge dig og svare dig. Nogle gange kan man gå og være bekymret uden, at der egentlig er grund til det, så det kan være rigtig godt at vide klar besked, og det kan din læge give dig.
Din læge vil også kunne fortælle dig, hvordan du kan få en kunstig jomfruhinde. Det kan man nemlig godt lave ved en operation. Nogle piger tror, at de med en kunstig jomfruhinde er sikre på at bløde, når de er sammen med deres mand første gang – det er dog langt fra sikkert. Ligesom med den naturlige jomfruhinde, er det faktisk fuldstændigt almindeligt ikke at bløde første gang.
Jeg kan forestille mig, at det nogle gange kan være svært, at når kroppen frister, mens fornuftige tanker fortæller, at man skal gøre det modsatte. Det kan påvirke ens tanker at have det sådan, og de kan nærmest begynde at 'gnave'. Måske er det sådan, du også har haft det lidt og derfor har skrevet ind til os?
Nogle gang kan det være godt at få lukket tankerne ud. Jeg tænker derfor på, om det mon kunne være en mulighed at tale med en anden voksen om det? Måske din lærer, sundhedsplejersken på skolen eller en venindes mor? Hvis du går til lægen, kan det også være at hun/han kan være god at tale med om dine tanker og din situation.
På hjemmesiden http://www.etniskung.dk/ vil du også kunne læse om andre unge med muslimsk baggrund, der er i en situation, der ligner din.
Det er også bestemt en mulighed at ringe, chatte eller sms'e til Børnetelefonen, så vil der være en voksen klar til at lytte.
Jeg ønsker dig alt godt og håber alt godt for dit liv som kvinde.
Kærlig hilsen Børnetelefonen