Kære dreng på 14 år
Tak for dit ærlige brev, hvor du fortæller, hvor dårligt din far behandler dig. Når jeg læser dit brev, bliver jeg rigtig trist, og jeg kan så godt forstå, at du bliver ked af det, når din far behandler dig, som han gør. Jeg håber, at mit svar måske kan give dig nogle ideer til, hvad du måske kan gøre.
Du skriver i dit brev, at du er ”grundig træt af din far” – og det forstår jeg godt. Det er slet ikke i orden at tale sådan til ens barn. Som forælder skal man sikre sig, at ens barn trives – og der er ingen, der kan holde til at blive kaldt skældsord af de personer, som burde passe på dem. Derudover fortæller du også, at far ikke overholdt aftalen om at betale pengene tilbage til dig på rette tid. Jeg håber, at du ved, at det er dine penge – og selvom du selvfølgelig gerne vil ”hjælpe” din far, så er det hans opgave som forælder at sørge for, at han kan forsøge sig selv og hans familie.
Det kan og skal aldrig være et barn på 14 års ansvar at skulle ”lege” bank og låne penge ud. Det er en del af voksenlivet at sikre sig, at ens penge rækker hele måneden. Som barn kan det være en meget ubehagelig situation at blive stillet i, fordi man måske ikke føler, at man vil gøre ens far sur, og samtidig har man måske også svært ved at sige nej. Jeg ved ikke, om du allerede har forsøgt – eller om du måske har mod på det, men hvis du har, kunne du jo prøve at forklare din far, at det gør dig ked af det, når han kalder dig grimme ting og samtidig ikke overholder de aftaler, som I indgår (fx at tilbagebetale dine penge).
Det kan også være, at det ikke er løsningen for dig at tale direkte med din far. I så fald kunne det være, at du i din omgangskreds har en person, som du kunne fortælle, hvordan din far behandler dig? En du er tryg ved, måske en onkel, en vens forældre? Jeg kommer også til at tænke på, hvor er din mor i alt det her? Du fortæller, du hørte de også talte grimt om hende. Har du mon talt med hende om hvordan du går og har det og vil hun måske kunne støtte dig i at få snakket om det derhjemme? Måske er det lettere for din far at forstå, at det gør dig ked af det, hvis han får det at vide fra en anden? Du skal gøre det, du selv føler er det rigtige. Hvis du synes, det er vanskeligt at få startet sådan en samtale, kan du måske vise din mor og måske din far det brev du har sendt til os og vores svar, her beskriver du klart og tydeligt hvordan det er at være dig lige nu.
Det er også en mulighed at fortælle det til din lærer eller pædagog. Det vil måske være rart at få lov til at sætte ord på de tanker og følelser, som du går med i forhold til din far? Som du måske godt ved, så skal skolen, fx læreren eller pædagogen reagere, hvis de hører om noget, der kan tyde på, at et barn ikke trives. Det kan fx være nogle forhold derhjemme. De fleste ved godt, at det er ulovligt at slå børn i Danmark, men de færreste ved måske, at det kan være lige så hårdt at leve i en familie med psykisk "vold". Det kan fx være en familie, hvor man taler grimt og truende til hinanden. Hvis de hjemlige forhold er så alvorlige, at de truer et barns trivsel, skal kommunen underrettes, så de kan undersøge forholdene nærmere - og hvis det er nødvendigt, kræver at familien tager imod hjælp. Jeg kender slet ikke din situation grundig nok til at vide, om det er aktuelt for dig, men nu kender du i hvert fald dine rettigheder.
Afslutningsvis vil jeg kort berøre det med, at din far er fra Tyrkiet. Selvom der måske kan være nogle kulturelle omstændigheder der gør, at man taler om andre mennesker på en bestemt måde, så er det jo stadig ikke i orden at bagtale og tale negativt. Og selvom din far formentlig er en fuldvoksen mand, så er det stadig ikke for sent at lære, hvordan man taler til hinanden på en god måde.
Det kan også være, at din far slet ikke er klar over, at det gør dig så ked af det. I så fald skal han have mulighed for at forberede sig – for når han først ved, at det sårer dig, så er der ingen undskyldning for det grimme og bagtalende sprog. Så skal det stoppes!
Jeg ved ikke, om du har fået nogle svar – og måske nogle ideer til, hvad du skal stille op derhjemme? Hvis ikke – eller hvis du bare har lyst til at tale med en voksen, så er du hjertelig velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116111. Her er altid en, der er parat til at lytte.
Jeg håber så meget, at dig og din familie kan få noget hjælp, så tonen derhjemme kan blive en anden. Men det er dig, der ligesom du gjorde, da du skrev herind, skal sørge for, at I får talt om det sammen - eller at du måske vælger at fortælle det til nogle andre voksne. Det er dig, der bestemmer, hvad der vil fungere bedst for dig..
De bedste hilsner
BørneTelefonen
