Brev

Hej..

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du..

Mange tak for dit brev. Jeg tænker, at det må have krævet rigtigt meget mod fra dig at skrive her til... Det, synes jeg, er rigtigt flot!

Det er ikke lovligt at slå børn i Danmark, og det er heller ikke okay, at forældre taler grimt og nedsættende til deres børn... Du skriver, at naboen har underrettet kommunen, og dine forældre truer dig med at sende dig til kommunen. Så jeg vil lige starte med at fortælle dig hvordan tingene foregår i kommunen...

Når nogen er bekymret for et barn eller en ung, skal de i følge loven underrette kommunen om det. Kommunen skriver så til familien. Som regel kommer forældrene først og fremmest ind til en samtale for at snakke om, hvad der står i underretningen. (Med mindre der er tale om vold/ overgreb, som kan sætte barnet/ den unge i fare, så skal kommunen selvfølgelig tale med barnet først, uden forældrene ved det!)
 
Med andre ord: Det som din nabo har skrevet, skal dine forældre tale med en fra kommunen om. 

Hvis kommunen stadig er bekymret efter de har talt med dine forældre, skal de undersøge videre og tale med børnene. (Det gælder også, hvis kommunen vurderer, at der er en risiko for, at du og eventuelle søskende kan have behov for særlig støtte.) 

Det kan nogle gange være svært at få sagt, hvordan man egentligt har det, og hvad man egentligt gerne vil sige… Derfor har man ret til at have en bisidder med. En bisidder er en man stoler på og som skal støtte én i at fortælle, hvordan man har det, og generelt støtte én i kontakten til kommunen. En bisidder kan være en voksen du allerede kender og stoler på. Men det kan også være en fra Børns Vilkårs bisidderkorps. Du kan læse mere om dem her.

Jeg må dog desværre fortælle dig, at en af mulighederne for at kommunen kan hjælpe er, at de kan tale med dine forældre om hvordan du oplever det hele, og derfor vil de ting du siger ikke blive holdt hemmeligt. (Med mindre, at de vurderer, at det vil være til fare for dig, hvis de informerer dine forældre. - Derfor er det meget vigtigt, at du fortæller dem det, hvis du er bange for at dine forældre vil straffe dig efter mødet!) Når alt det er sagt, vil jeg fortælle dig, at den opgave de har på kommunen er at støtte familier og børn der har det svært. De fleste kommuner har endda noget familiebehandling som ligger i kommunen, så man ikke behøver at tage så langt. Men inden da skal de vurdere, hvilken støtte der ville være bedst for jer, om det vil være at du skal bo et andet sted, om I skal have noget hjælp i familien eller lignende.. Jeg tænker, det måske ville være en ide for dig at kontakte LOKK’s ungerådgivning, det er en gratis anonym landsdækkende telefonrådgivning, der henvender sig til unge med etnisk minoritetsbaggrund, som oplever alvorlige konflikter i deres familie. De har en telefonrådgivning der har åbent døgnet rundt.. Du kan ringe til dem på 70 27 76 66, de har også en hjemmeside, du kan kigge på, den hedder http://etniskung.dk/.    Jeg ved ikke, om du måske har talt med nogle andre voksne om det? Måske du har nogen i din familie, der kan hjælpe dig? Hvis nu kommunen lukker jeres sag og ikke taler med dig, kunne det være en god ide, hvis du talte med nogle lærere eller nogle andre der kunne hjælpe dig med at fortælle, at det virkeligt er svært hjemme hos jer… Er der en lærer, du kunne tale med? Lærerne på skoler, har for det meste kontakt til de socialrådgivere, der arbejder med børn og familier, men hvis ikke de kender dem, kan de hurtigt finde ud af, hvem de skal kontakte… Jeg håber rigtigt meget, du kan bruge mit svar og finder nogen, der kan give dig noget hjælp… Hvis du har flere spørgsmål, eller behov for anden råd og vejledning, er du altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111, BørneChatten eller skrive til BørneBrevkassen.. Alle tre steder sidder der voksne, der er klar til at give råd og vejledning    Mange venlige hilsner
BørneBrevkassen

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat