Brev

Fysisk og verbal vold

Hej børnebrevkassen.

Jeg skriver til jer, da jeg VIRKELIG har brug for hjælp og vejledning.

Jeg er en snart 15 årig pige, der bor med sine forældre og to små søskende på 3 og 1 år.

Jeg var min mors eneste barn i 11 år (min far har også en datter på 20 og en søn på 7, men de bor hos hver deres mor). Mine søskende på 3 og 1 år deler jeg mor og far med.

Det skal siges, at som 17 årig forlod min søster min far, fordi hun ikke kunne klare samme livsstil. De taler stadig lidt men han hader hende.

Min mor er en dansk muslim der konverterer som 18 årig og min far er en arabisk muslim.

Jeg har aldrig haft lov at tage på lejrture, tage hjem til veninder, have kærester, gå med shorts/t-shirts eller stramme bukser med mindre min bag er dækket og fester er HELT udelukket. Det har altid været nederen men nu er det blevet meget værre.

Mine forældre tror jeg er verdens dårligste barn.

Jeg gør hvad de siger, klarer mig rigtig godt i skolen og har KUN søde venner. Virkelig. I år (2014) har jeg kun besøgt EN ven, og det var i 2 timer på højlys dag. Ellers har jeg ikke forladt huset uden mine forældre, med mindre jeg skulle i skole eller besøge min mormor.

Jeg må ikke skrive med drenge, selvom de drengevenner jeg har er helt uskyldige og søde. En dag så min far at jeg havde skrevet med en drengeven. Intet forkert, men bare det faktum at jeg gjorde det fik begge mine forældre helt oppe og ringe. De vil også tit tjekke mine beskeder, men jeg viser dem dem ikke.

Min far bilder tit min mor en masse forfærdelige ting om mig, og min mor siger tit jeg gør hendes liv til et helvede.

Her før sommerferien begyndte hun en dag at skubbe mig og råbe at jeg var en møgkælling. Min far stoppede hende, men siden da har de begyndt at sige at jeg ikke må gå på gymnasium og universitet for at uddanne mig til psykolog (som jeg virkelig virkelig gerne vil) når den tid kommer.

I går insisterede min mor på at se mine beskeder, og begyndte at rykke i mig og sige jeg var en kælling der gjorde hendes liv til et helvede.

I dag gik min far en tur, og jeg spurgte min mor hvor han var. Så råbte og skreg hun af mig og rykkede mig kort i håret og slog på døre og vægge. Og så kiggede hun mig i øjnene og spurgte om jeg var en luder.

Jeg kan snart ikke klare mere. Jeg vil bare væk herfra.

To af mine tætte venner ved lidt af hvad der foregår men ikke det hele.

Jeg vil bare på børnehjem eller noget, et sted tæt på min skole så jeg stadig kan gå der.

En pige fra min klasse havde nogle af de samme problemer bare uden vold, og kom på børnehjem

. Det er ikke derfor jeg vil, hun fortalte det først EFTER jeg fortalte hvor svært jeg har det.

Jeg har måske nogle familiemedlemmer jeg kunne bo hos, min mormor eller min ufrivilligt barnløse onkel og tante, men det vil blive meget svært.

Jeg tør ikke konfrontere mine forældre med det.

Jeg vil bare væk, uden at se mig tilbage. Jeg vil ikke have at nogen snakker med dem. Så tør jeg ikke tænke hvad der vil ske.

Vær sød at hjælpe mig.

Jeg vil ikke have de stopper mit liv totalt efter 9.

Pige, 14 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på næsten 15 år,

1000 tak for dit brev, og for din for din store tillid og mod. Din måde at beskrive situationen på er så klar og tydelig, og der er ingen tvivl om, at du er en stærk, moden og indsigtsfuld pige.

Jeg håber meget at andre, der oplever noget af det samme som dig, også finder og læser dit brev. For jeg er sikker på, at det vil kunne hjælpe dem til at finde mod og styrke, til også at bede om hjælp. Du har skrevet et meget klogt og stærkt brev!

Det er en rigtig svær situation du står i, og selvfølgelig skal du have hjælp. Den måde dine forældre behandler dig på, er helt, helt forkert. Og det er så uretfærdigt, at du ikke bliver set og forstået, som den pige du er.

Det lader til, at dine forældre generelt har nogle problemer, med at være ansvarlige forældre for dig og deres andre børn. Og du har fuldstændig ret, når du i overskriften skriver ”fysisk og verbal vold”. For du er udsat for begge dele.

Ingen har ret til at slå dig, rive dig i håret eller på anden måde gøre dig fysisk fortræd. Ingen har ret til at læse dine private og personlige beskeder, hvis du ikke giver dem lov. Ingen må true eller tvinge dig til at vise private breve eller beskeder. Det er alt sammen forbudt ved lov.

Når de taler grimt til dig, truer dig, giver dig ansvaret for hvad der sker i deres eget liv, eller kalder dig nedladende og nedsættende ting, så er det psykisk vold. Og det er både forkert og forbudt.

Og så bliver du også udsat for det vi kalder for social vold. Det er når de isolerer dig fra dine venner, bestemmer alt om hvor du må være og hvem du må være sammen med. Og hvem du må tale med. Når de forsøger at kontrollerer din kommunikation og prøver at tvinge sig adgang til din private post. Det er social kontrol og social vold. Det er også forkert og forbudt.

Du har retten til selv at vælge uddannelse, vælge drømme og ønsker for fremtiden. Retten til at vælge dine egne venner. Retten til at have dine private breve/beskeder for dig selv. Det er dit liv.

Desværre er du ikke den eneste unge pige, der oplever at forældrene begår fysisk, psykisk og social vold. Det er et stort og svært problem.

Vi ved, at nogle forældre føler sig sikre på, at de har ret til at begå alle mulige former for vold mod deres børn, at de ikke kan overbevises om hvor forkert det er. Heller ikke selvom loven, også viser dem at det ikke er en acceptabel måde at opføre sig på.

Det lyder som om, at dine forældre hører til den kategori? At du er bange for, at de bliver endnu mere voldelige, hvis de opdager du har bedt om hjælp til at stoppe volden mod dig?

Du har allerede gjort meget godt for dig selv . Du må være en stærk pige, for du har allerede taget de første skridt til at finde en vej væk fra dine forældres vold. Du har talt med to af dine tætte venner (stærkt gjort!) og med en pige fra din klasse (du er så sej). Det må have krævet meget mod at fortælle om dit liv?

Godt du fandt modet, og nogen du kan betro dig til. For det er vigtigt, at du ikke står alene med så alvorlige problemer. Selvom dine venner ikke har mulighed for at hjælpe dig væk fra volden, så er det en stor hjælp i sig selv, at have nogen at tale med om alt det svære du lige nu må leve med.

Måske kan du også tale med dine søskende? Og dine halvsøskende, der også har sagt fra overfor jeres far? Tror du I ville kunne finde ud af at stå sammen og støtte hinanden? Eller måske er det ikke en mulighed?

Du har også overvejet, hvor du kan bo. Måske hos noget familie. Måske et sted, hvor du kommer endnu længere væk fra volden. Og så har du skrevet til os, for at finde ud af hvor og hvordan du kan få hjælp, til at komme væk fra volden.

Det kan også være den bedste løsning, hvis dine forældre ikke kan bringes til at forstå hvor meget de skader dig med deres vold.

Og du ved heldigvis, at din adfærd og din oplevelse af tingene er rigtig – Og at det er DERES fantasier, fordomme og vold, der skaber problemer for jer alle.

Nu skal ansvarlige voksne også hjælpe dig . Jeg har umiddelbart 4 forslag til dig:

Ring f.eks. til os på BørneTelefonen (Tlf. 116 111). Det er nemlig lidt lettere at hjælpe i en situation som din, når vi kan tale direkte sammen. Oplys evt. ID-nummeret på dit brev. Du er stadig anonym, men så kan rådgiveren læse dit brev og mit svar, og så behøver du ikke fortælle forfra. I kan tale om det du har brug for, og nogen gange kan det være en endnu større hjælp, at tale med nogen om det svære, end det er at skrive det i et brev.

Du kan også ringe, og høre mere konkret om hvordan vi kan hjælpe dig. F.eks. ved at give dig en personlig bisidder, hvis du vil. En bisidder er en klog og ansvarlig voksen, der kender loven og dine rettigheder, og som kan hjælpe dig med at få den hjælp, du har ret til. En voksen der er 100 % på din side. Hvis du så beslutter dig for at få en bisidder, kan du give rådgiveren dit telefonnummer, og så vil du blive kontaktet af bisidderafdelingen.

Eller du kan ringe direkte til bisidderafdelingen (Tlf. 3555 5559), hvis du ikke er parat til at opgive din anonymitet. Du skal nemlig være opmærksom på, at vi har pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis vi ved hvem du er og at du bliver udsat for vold. Og det lyder som om, at det kan skabe store problemer for dig, hvis nogen kontakter dine forældre, inden der er fundet en måde at beskytte dig? Så kan du tale direkte med bisidderne om, hvordan de kan hjælpe dig under de forhold.

Prøv også at tjekke http://etniskung.dk/For-unge/. Det er et sted, ligesom BørneTelefonen, hvor du kan få gratis og anonym rådgivning enten på telefon eller på nettet. De har stor viden og indsigt i problemstillinger som den du står i, og kender også alt til den stærke sociale vold og kontrol, nogle unge piger kan være udsat for, pga. forældrenes fortolkning af det at være muslim. De har forskellige muligheder for at hjælpe dig. Også hvis du kommer i akut fare – så kan de hjælpe dig. Deres hotline nummer (Tlf. 7027 7666) er åbent døgnet rundt, og de ved præcis hvor stor fare nogen piger (og drenge) kan komme i, pga. forældrenes vold.

Jeg håber du kan bruge et eller flere af mine forslag. Ellers husk du altid anonymt kan ringe, chatte eller sms’se med os, og måske få flere forslag til hvordan du kan gribe det hele an.

Og jeg sender dig mine allervarmeste tanker og håb.

Kæmpe stort kram til dig fra BørneTelefonen