Kære 13-årige
Tusind tak for dit brev.
Du skriver, at dine forældre ikke rigtig synes om, at du er sammen med muslimer, fordi I selv er kristne. Jeg forstår godt, hvis du synes, det er rigtig svært og unfair. Specielt fordi mange af dine gode venner er muslimer. De fleste du har skrevet med på kærestemåden, har også været muslimer.
Jeg har tidligere skrevet med børn og unge, som har prøvet at ses med nogen, som var “de forkerte personer” i deres forældres øjne. Det kan give en følelse af, at man er nødt til at være to personer. Én når man er sammen med sine venner, og én når man er sammen med sine forældre. Det kan være, du kender den følelse?
Mange af de unge fortæller mig, at det tit kan blive et kapløb om både at gøre sine forældre, venner og eventuelt kæreste glade og tilpasse. Man kan komme til at føle, at man skal vælge nogen til og fra. Det er slet ikke okay og kan være meget svært, hvis vi som mennesker føler, at vi skal vælge nogle mennesker til og nogle mennesker fra.
Du skriver, at du gerne vil gifte dig med en muslim, da du godt kan lide deres religion og kultur. Du skal vide, at vi i Danmark har religionsfrihed. Derfor bestemmer du helt selv, hvad du ønsker at tro på. Det kan hverken dine forældre, dine venner eller andre bestemme for dig. Det er nemlig DIT valg.
Derfor kan det stadig godt skabe en masse skænderier og diskussioner i familier, som er uenige om religion og kultur. Det kan være rigtig svært, hvis ikke man er enig med sine forældre om, hvilken religion man tror på. Især hvis ens forældre ikke accepterer, at man tror på noget andet end dem.
Du skriver også, at dine forældre har fortalt, at du aldrig skal kontakte dem igen, hvis du gifter dig med en muslim. Jeg kan godt forstå, at det gør rigtig ondt at få at vide.
Det er svært at sige, hvad dine forældre mener med det. Det kan sagtens være, de ikke mener det så hårdt, som det blev sagt. Det kan være en trussel for at få dig til at vælge en muslimsk kæreste fra. Det kan også være, at de mener det sådan helt bogstaveligt.
Under alle omstændigheder er det slet ikke okay at true dig med det. De skal sørge for, at du er tryg derhjemme og får lov til at sige, hvad du mener – og de skal respektere, at du har en anden mening end dem. Det kan desværre godt være lidt svært for nogle forældre. Men det er vigtigt for mig at fortælle, at du intet har gjort forkert her. Det er dine forældre, som er forkert på den.
Hos RED Center har de stor viden indenfor æresrelaterede konflikter i familier. Det kan være du kan finde noget inspiration på deres hjemmeside, du kan finde den her. Du har også mulighed for at skrive til deres brevkasse eller få personlig rådgivning hos en af deres dygtige rådgivere, som har stor erfaring med konflikter om religion og kultur.
Jeg bliver nysgerrig på, om du mon har talt med dine forældre om, hvordan du har det? Hvis ikke I har talt om det, vil jeg foreslå dig at prøve at fortælle det til dine forældre. Det kan være, at du kan skrive dine tanker og følelser ned. Det kan nogle gange hjælpe med, at man får sagt lige dét, man gerne vil.
Du kan for eksempel fortælle dine forældre, at du har nogle gode muslimske venner, og at det ikke betyder, at du bliver kriminel, men at du bare godt kan lide at være sammen med dem. Du kan prøve at fortælle, hvad det er, du godt kan lide ved dine venner og fortælle dine forældre, hvad dig og dine venner laver, når I er sammen.
På den måde kan det være at dine forældre, får øjnene op for, at det ikke nødvendigvis er dårlige venskaber, du har, bare fordi de er muslimer.
Prøv at se, om denne video kan hjælpe dig med at starte snakken med dine forældre eller læse brevet op for dem: Hvordan fortæller man noget svært?
Det kan også være, du skal have støtte fra en god voksen til at snakke med dine forældre. Det kan være et familiemedlem eller en lærer, du har det godt med. Hvad tænker du mon om det?
Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Hvis du har brug for at tale med en voksen, du ikke kender, så er du velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111.
Kærlige hilsner fra BørneTelefonen.
