Kære pige på 16 år,
1000 tak for dit stærke og modige brev. Vi tager ALLE breve seriøst; Og jeg kan sagtens se, hvor alvorlig din situation er.
Men jeg kan godt forstå, at du beder os tage dig seriøst. Det er nemlig min erfaring, at ikke alle kan forstå hvor alvorlig en situation du er i. Og måske har du prøvet, at fortælle om det til andre, uden det blev taget seriøst?
At blive nedgjort, styrret, overvåget og isoleret på den måde som du gør, er grov psykisk vold. Og det er vigtigt at du får hjælp.
Desværre er der flere unge piger, der som dig bliver holdt i et jerngreb af deres familie. Mennesker der arbejder med social integration, har været opmærksomme på problemet længe. Og nogle politikere er så småt ved at få øjnene op for problemet.
Men der er lang vej endnu, før alle forstår, at det ER psykisk vold du er udsat for. Derfor er det også utrolig stærkt af dig, at du både ser det – og er i stand til at skrive så klar en beskrivelse af dine forhold.
Det er tydeligt du er en klog pige, der allerede har gjort dig mange tanker, om det der sker, og om hvordan du kan slippe ud af det jerngreb af kontrol, styring og overvågning du bliver holdt lige nu.
Men det er ikke noget du kan klare alene. Ingen ville kunne klare det alene. Derfor er jeg rigtig glad for, at du har skrevet og bedt om hjælp.
Jeg vil fortælle dig, hvad jeg tænker om det du skriver. Måske kan det hjælpe dig til, at finde ud af hvad dit næste skridt skal være? Jeg tænker:
Du har vist hvor stærk du er, da du mange gange forsøgte at råbe din mor og din familie op. Desværre uden at det ændrede forholdene. Det må have krævet stor styrke, at forsøge flere gange – og at blive VED at tro på, at det er DIG der har ret. For det gør ondt at blive afvist, ikke troet og ikke accepteret, når man rækker hånden ud.
Du har en god fornemmelse af, hvem du kan tale med, og hvem du ikke kan tale med om den psykiske vold imod dig. Det er RIGTIG godt, at du på den måde, kan beskytte dig selv. Selvom du kun har ganske lidt frihed, så viser din evne til at finde smuthuller, samtidig med at du passer på dig selv, at du er en meget begavet pige. Det er dejligt og fantastisk, at du har været i stand til at få og bevare forholdet til din kæreste og dine pige- OG drengevenner.
Du er bange og utryg der hvor du bor. Det er en naturlig reaktion, når man bliver overvåget og styret som du bliver. Det får mig samtidig til at tænke på, om du måske også bliver truet med – eller udsat for fysisk vold? F.eks. skubbet, truet, slået eller holdt fast? Hvis det er tilfældet, så er der endnu flere muligheder for at kommunen eller andre kan gribe ind og hjælpe dig. Desværre er det ofte sådan, at fysisk vold er ”lettere for omverdenen at forstå”, end den psykiske vold.
Din mor er, og har været, stresset i mange år. Du har ret i, at man kan være så påvirket af stress, at der faktisk er tale om en alvorlig psykisk sygdom, som man skal have hjælp til. Mon der er nogen, der kan hjælpe din mor til lægen, så hun kan få hjælp? Mon hun vil tage imod hjælp? For hvis din mor får hjælp til sin kroniske stress sygdom, så vil hun også lettere kunne ændre sin adfærd overfor dig.
Du skriver, at den voldsomme kontrol, styring og overvågning af dig, som forhindrer dig i at have et godt socialt liv og et privatliv, blev værre for ca. 2 måneder siden. Skete der noget bestemt, som forværrede situation? Hvis der gjorde, er der så mulighed for at ”løse” op for det der skete, så du kan få de muligheder, du havde for 2 måneder siden, tilbage?
Jeg kan godt forstå, at det gør ondt, at se andre have de helt almindelige friheder i deres liv, som du er frarøvet. Og at det gør ondt at se, hvordan omsorg og medfølelse kan se ud, når du ser det i dine jævnaldrenes liv. Alle børn og unge, som oplever ting, der er så voldsomme som dem du oplever, har den samme smerte: Det gør ondt at se dét, man er frarøvet, lige foran sig. Jeg ved fra andre unge, at det er noget af det, de syntes, gør mest ondt. Fordi det bliver så tydeligt, hvor forkert det er, det de bliver udsat for.
Du oplever både sorg og stress, og er naturligvis bange for, at det kan udvikle sig til en depression. Du kan mærke at der skal ske noget, for det er ved at gå galt. Og du har helt ret, når du sammenligner dine forhold med et overvåget fængsel. For et fængsel rummer mange af de samme vilkår, som dem du er underlagt. Du har fuldstændig ret i, at der skal ske noget, og dine forhold skal ændres.
Du har skåret i dig selv to gange, og har gjort dig tanker om, hvad den psykiske vold kan betyde for dig fremover. Jeg kan godt forstå, du gør dig de tanker. Jeg ved ikke om det kan hjælpe, men det er min erfaring, at en pige, der er så stærk og klog som dig, altid vil finde en vej. Både nu og når du bliver ældre. Det er fuldstændig urimeligt og uretfærdigt det du bliver udsat for; Men der er et overlever instinkt i dig, som gør at du vil klare dig langt bedre end en, der ikke har din styrke og din intelligens. Men…. Ligegyldigt hvor klog og stærk du er, så SKAL du have hjælp. At være stærk og klog betyder ikke, at andre ikke skal hjælpe.
Jeg vil også give nogle forslag til, hvordan du kan få hjælp. Du har ret til hjælp, og det er vigtigt du får den. Første skridt tænker jeg, er at du får kontakt til en voksen som du er tryg ved, og som kan støtte og hjælpe dig, med at ændre situationen. Prøv at kikke på mine forslag, og se om der er nogen af dem, som er gode for dig:
Du kan kontakte ”Etnisk Ung” www.etniskung.dk, på deres anonyme telefonrådgivning tlf. 70277666 (åbent døgnet rundt – men hvis du ringer kl. 9 -15 på hverdage, er der flere dygtige rådgiver på telefonen). Det er et rådgivningscenter, der har specialiseret sig i de konflikter, hvor børn og unge bliver fanget imellem deres eget liv med andre, og så deres forældres afmagt eller modvilje i forhold til en kultur, som de ikke forstår på samme måde som deres børn. De ved at konflikterne kan være meget alvorlige, og kender også til problemet med unge piger, der isoleres socialt, styres og overvåges. De kan bl.a. fortælle dig, hvordan kommunen skal hjælpe dig, hvilke muligheder der er for at flytte hjemmefra, muligheder for familiemæling og om hvad du skal gøre, hvis du får akut brug for at komme væk hjemmefra og bo et trygt sted. De har flere steder de samarbejder med.
Du kan kontakte kommunens anonyme ungerådgivning. Du finder deres telefonnummer på kommunens hjemmeside eller ved at ringe til kommunens hovednummer. I ungerådgivningen kan du få anonym støtte og rådgivning. Det er gratis. De er gode at tale med, og kan fortælle dig, hvordan kommunen kan hjælpe dig. Måske med en ungdomsbolig, eller ved at give dig en kontaktperson, som holder øje med forholdene i din familie. De kan også hjælpe dig videre til en sagsbehandler, hvis du vælger at fortælle dem hvem du er.
Du kan kontakte BørneTelefonens bisiddere. Jeg ved godt du skrev, at vi ikke behøvede foreslå det, for det havde du overvejet. Jeg skriver dem alligevel på, fordi jeg håber du vil overveje det igen. Jeg ved at børn og unge er rigtig glade for at have en bisidder. De fortæller at det føles trygt og rart, at have en voksen der er HELT på deres side med til f.eks. møder med en sagsbehandler på kommunen. De kan også hjælpe dig med at tage den første kontakt til kommunen. Bisidderen kender loven, og kan sikre at du bliver hørt og taget alvorligt, og får den hjælp som du har brug for og ret til. Hvis du har lyst, kan du ringe anonymt på tlf. 35555559 og spørge efter bisidderafdelingen. Så kan bisidderen fortælle dig meget mere. Hvis du vælger, at du gerne vil have vores hjælp fra en bisidder, får en personlig bisidder til at hjælpe dig.
På nogle gymnasier har de tilknyttet en psykolog eller en social rådgiver. Ved du om der er det på dit gymnasium? Hvis der er, så var det måske også en mulighed? Så kan du f.eks. bruge dit brev/mit svar, som indledning til en samtale. Måske kunne din kæreste, eller nogen af dine venner gå med dig første gang?
Hos Etnisk Ung og BørneTelefonens bisiddere, er der stor erfaring og viden om, den form for social kontrol du er udsat for. Og begge steder ved, hvor alvorlig og ødelæggende den form for psykisk vold er. Du skal ikke være bekymret for, om du vil blive taget alvorligt. De tror på dig, og vil rigtig gerne hjælpe dig.
Mit svar til dig er blevet langt og fyldt med ord og tanker. Jeg håber noget af det kan hjælpe dig lidt på vej? Så du kan finde modet til, at kontakte og få hjælp fra nogen kloge og ansvarsfulde voksne.
De allervarmeste tanker og håb til dig fra BørneTelefonen
