Kære pige 13 år
Tak for dit ærlige brev. Jeg fornemmer en masse frustrationer, og jeg synes du har været god til at beskrive for mig, hvad det er du ønsker hjælp til. Jeg vil forsøge, at besvare dine spørgsmål men også give dig nogle konkrete handleforslag.
Du starter med at skrive, at du næsten aldrig må noget som helst. Det at føle sig begrænset kan være rigtig frustrerende. Især når man, som du skriver har fornemmelsen af at alle andre må alt. Jeg tror dog ikke, at du er alene med den følelse. Jeg har talt med mange børn, der i perioder føler, at de ingenting må for deres forældre. Jeg tænker, at det måske kan handle om at dine forældre skal vænne sig til, at du er i en overgang fra at være barn til at blive en ung pige/teenager. I din alder begynder man at ville løsrive sig fra sine forældre og det kan føles afgørende at mærke friheden og have ansvar for sig selv. Jeg forstår godt, at du bliver ked af det. Det er hårdt ikke at føle sig forstået og konstant være i en konflikt med sine forældre.
Jeg bider mærke i, at du skriver at du elsker dine forældre meget højt. Og jeg bliver nysgerrig på, om du mon har talt med dem om, at du gerne vil begynde at have lidt mere frihed? Måske kunne du starte med at tale med din mor, også om den oplevelse du har haft, hvor din far begyndte at råbe? Det kan være, at din mor kan tale med din far om, at du synes, at det var ubehageligt?
Du nævner i brevet, at du er muslim. Jeg ved at mange muslimske piger føler sig særligt begrænset i forhold til, hvad de må og ikke må. Føler du dig også begrænset? Hvis du har lyst findes der en hjemmeside der hedder: www.etniskung.dk - her kan man bla. ringe anonymt og snakke om hvad som helst. Der findes også en brevkasse,du kan skrive til. De har erfaring med især etniske unge og det at føle at man ikke må noget.
Du spørger til hvordan en plejefamilie fungerer og om du kan få en hver tredje uge. En plejefamilie er en familie man bor hos, hvis forholdene i hjemmet er så kritiske, at kommunen vurderer, at det er bedst for barnet, at bo et andet sted end derhjemme. Den "ordning" er noget kommunen beslutter på baggrund af store bekymringer for barnets bedste. Jeg tænker ikke, at du skal i plejefamilie. Selvom du er frustreret over at bo derhjemme lige nu, tror jeg ikke at løsningen er at du skal væk derfra. Men jeg ved jo ikke præcist hvordan det er at være dig derhjemme, og det vil være en snak med en sagsbehandler på din kommune som kan være med til at afgøre, hvad der er bedst for dig. Du kan snakke med en sagsbehandler, hvis du ringer til kommune og spørger om at snakke med en sagsbehandler om det du derhjemme. Det kan også være en lærer, der hjælper dig? Eller måske vil det være en idé at snakke med en bisidder fra BørneTelefonen - så er du meget velkommen til at ringe på 116 111, så kan en rådgiver også hjælpe dig med det.
Jeg har også et andet forslag. Har du mon store søskende, der er flyttet hjemmefra? Kan du måske holde weekend hos dem engang imellem? Eller kunne du tale med dine forældre om at være på weekend hos nogle andre i familien? Jeg tænker at du på den måde, kan få lidt fred og oplevelsen af frihed?
Jeg håber at du har mod på at gå i dialog med dine forældre. Og så håber jeg, at de vil lytte til dig, og at I sammen kan finde en løsning, så du igen føler det er rart derhjemme imellem jer. Hvis der er svært at sige tingene til din mor, vil det måske være en idé at skrive det til hende, så hun forstår, at du har brug hendes støtte?
Du er meget velkommen til, at chatte eller ringe til BørneTelefonen på 116111. Måske har du brug for, at drøfte nogle af mulighederne yderligere, inden du taler med dine forældre.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
