Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Derhjemme

Nogen gange hader jeg at bo derhjemme..

Jeg må næsten aldrig noget om helst.

I dag var jeg så i byen sammen med en veninde og vi skulle købe en gave til vores veninde, men min far vælger at råbe så højt ” DU MÅ IKKE VÆRE SAMMEN MED HENDE ”

Jeg bliver SÅ ked af det.

Jeg forstår virkelig ikke min far, nogen gange er han sød også nogen gange er han så ond at jeg ikke kan holde det ud længere.

Jeg er så ked af det og det er jeg for det meste derhjemme.

Jeg elsker min mor og far rigtig højt, men nogen gange går det for galt.

Mine venner må næsten alt, men jeg må virkelig aldrig noget.

Jeg er muslim så jeg må heller ikke være sammen med drenge, men jeg overvejer plejefamilie, men jeg ved min mor vil blive rigtig rigtig ked af det, men jeg ved det er det bedste for mig.

Min mor og far skændes også tit..

Årg, jeg ved bare heller ikke hvordan plejefamilie fungere?

Kan man få en plejefamilie hver 3 uge? fx. fredag, lørdag, søndag?

Ved ikke, men vil gerne hver 3 uge og det kunne være fredag, lørdag og søndag

– Håber i vil hjælpe.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 13 år

Tak for dit ærlige brev. Jeg fornemmer en masse frustrationer, og jeg synes du har været god til at beskrive for mig, hvad det er du ønsker hjælp til. Jeg vil forsøge, at besvare dine spørgsmål men også give dig nogle konkrete handleforslag.

Du starter med at skrive, at du næsten aldrig må noget som helst. Det at føle sig begrænset kan være rigtig frustrerende. Især når man, som du skriver har fornemmelsen af at alle andre må alt. Jeg tror dog ikke, at du er alene med den følelse. Jeg har talt med mange børn, der i perioder føler, at de ingenting må for deres forældre. Jeg tænker, at det måske kan handle om at dine forældre skal vænne sig til, at du er i en overgang fra at være barn til at blive en ung pige/teenager. I din alder begynder man at ville løsrive sig fra sine forældre og det kan føles afgørende at mærke friheden og have ansvar for sig selv. Jeg forstår godt, at du bliver ked af det. Det er hårdt ikke at føle sig forstået og konstant være i en konflikt med sine forældre.

Jeg bider mærke i, at du skriver at du elsker dine forældre meget højt. Og jeg bliver nysgerrig på, om du mon har talt med dem om, at du gerne vil begynde at have lidt mere frihed? Måske kunne du starte med at tale med din mor, også om den oplevelse du har haft, hvor din far begyndte at råbe? Det kan være, at din mor kan tale med din far om, at du synes, at det var ubehageligt?

Du nævner i brevet, at du er muslim. Jeg ved at mange muslimske piger føler sig særligt begrænset i forhold til, hvad de må og ikke må. Føler du dig også begrænset? Hvis du har lyst findes der en hjemmeside der hedder: www.etniskung.dk  - her kan man bla. ringe anonymt og snakke om hvad som helst. Der findes også en brevkasse,du kan skrive til. De har erfaring med især etniske unge og det at føle at man ikke må noget.

Du spørger til hvordan en plejefamilie fungerer og om du kan få en hver tredje uge. En plejefamilie er en familie man bor hos, hvis forholdene i hjemmet er så kritiske, at kommunen vurderer, at det er bedst for barnet, at bo et andet sted end derhjemme. Den "ordning" er noget kommunen beslutter på baggrund af store bekymringer for barnets bedste. Jeg tænker ikke, at du skal i plejefamilie. Selvom du er frustreret over at bo derhjemme lige nu, tror jeg ikke at løsningen er at du skal væk derfra. Men jeg ved jo ikke præcist hvordan det er at være dig derhjemme, og det vil være en snak med en sagsbehandler på din kommune som kan være med til at afgøre, hvad der er bedst for dig. Du kan snakke med en sagsbehandler, hvis du ringer til kommune og spørger om at snakke med en sagsbehandler om det du derhjemme. Det kan også være en lærer, der hjælper dig? Eller måske vil det være en idé at snakke med en bisidder fra BørneTelefonen - så er du meget velkommen til at ringe på 116 111, så kan en rådgiver også hjælpe dig med det.

Jeg har også et andet forslag. Har du mon store søskende, der er flyttet hjemmefra? Kan du måske holde weekend hos dem engang imellem? Eller kunne du tale med dine forældre om at være på weekend hos nogle andre i familien? Jeg tænker at du på den måde, kan få lidt fred og oplevelsen af frihed?

Jeg håber at du har mod på at gå i dialog med dine forældre. Og så håber jeg, at de vil lytte til dig, og at I sammen kan finde en løsning, så du igen føler det er rart derhjemme imellem jer. Hvis der er svært at sige tingene til din mor, vil det måske være en idé at skrive det til hende, så hun forstår, at du har brug hendes støtte?

Du er meget velkommen til, at chatte eller ringe til BørneTelefonen på 116111. Måske har du brug for, at drøfte nogle af mulighederne yderligere, inden du taler med dine forældre.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør sangeren Clara og 15-årige Tiba tale om at have en udenlandsk baggrund og føle sig anderledes.

Religion og kultur Andre der hjælper

Amal Hayat

Hjælp til unge på vej ind og ud af radikalisering
Læs mere

Diskriminationslinjen

Rådgivning i forbindelse med diskrimination
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat