Kære pige på 13 år,
Du skriver som overskrift på dit brev: Er jeg sort eller hvid? Jeg ved, at andre unge tænker over samme spørgsmål og kan genkende sig selv i dit brev. Du er langt fra den eneste, der føler, at hudfarven betyder noget – selvom det ikke burde være sådan!
Det er jo egentlig noget sjovt noget. Hvis man som du har både det mørke og hvide i sig, så er man jo faktisk begge dele. Alligevel vil du helst være hvid, hvis du skulle vælge. Mere skandinavisk ligesom din far, skriver du.
Jeg kan ikke hjælpe dig med at blive mere hvid, men jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig. Forhåbentlig kan de hjælpe dig til at få det bedre, med den du er.
Du fortæller om historietimerne i skolen, der ikke føles rare for dig. Der bliver talt om mørke mennesker fra historien, der jo ingenting har med dig at gøre. Alligevel føler du dig set på, som om du hørte til i den gruppe. Det er mærkeligt, når andre tænker, at man hører til i en gruppe, man slet ikke selv føler sig forbundet med.
Du fortæller også, at der er blevet talt dårligt om dig pga. din hudfarve. Jeg kan forestille mig, at det gør dig rigtig ked af det. At blive skilt ud som ’mørk’ er svært, uanset om der bliver sagt tarvelige ting, eller det bare er noget, der ’ligger i luften’. Racisme og mobning, du på den måde møder, er slet ikke i orden. Alle mennesker er ligestillede ifølge loven, der forbyder racisme.
Jeg kan godt forstå, at du har fundet måder at beskytte dig selv på: Du fortæller andre om de blå øjne, du er født med. Du fortæller om din far fremfor din mor. Du siger højt, at du er glad for din solbrune hud. Du ignorerer folks sårende kommentarer – og du føler dig beskyttet af at se velhavende ud.
I nogle grupper vil der være større tolerance end i andre: Det kan være i en lille gruppe af venner, en skoleklasse, en by – eller et helt land! I andre er der ikke plads til forskellighed, og man bliver nødt til at være mere ’hvid’ for at være med. Man kan opleve, at man slet ikke er velkommen.
Det er ikke dit ansvar at kæmpe i mod helt alene. Det er helt forståeligt, at du helst vil høre til og passe ind. Alligevel kan det måske føles nødvendigt og godt at sige fra ind imellem. Måske kan du forberede nogle sætninger, som du kan tage fat i så som: ’Hvad har det med min hudfarve at gøre?’
Hvis du i skolen bliver udsat for kommentarer om din hudfarve, skal dine lærere gøre noget. Det er vigtigt, fordi det ellers kan føles som om, det er okay at tale på den måde. Har du mod til at tage fat i en voksen på skolen og fortælle om det, du oplever? Det håber jeg virkelig.
Måske vil det være en hjælp for både dig og læreren at få talt om, hvilke følelser du egentlig sidder med i historietimerne? Hvordan kan undervisningen forgå, så alle kan forstå hvad racisme er og betyder for mennesker i dag?
Kan det være en god idé at tale med dine forældre om, hvordan du har det? Du synes måske, det føles akavet at tage fat på sådan en samtale? Jeg kan forestille mig, at du kan finde mange grunde:
Måske føler du det skamfuldt, at du foretrækker at være hvid som din far? Måske er du bange for at blive misforstået eller slet ikke forstået? Måske kan du være bekymret for, at nogen ikke forstår, at du gerne vil være hvid og se velhavende ud. Måske tænker du, at du slet ikke ’har lov’ til at føle din solbrune hud som et problem?
Men andre mennesker kender også til at føle sig anderledes og forkerte (selvom de måske ikke taler højt om det). Det er menneskeligt at have behov for at høre til. De allerfleste vil gøre rigtigt meget for at ’passe ind’. Det kan være, at især din mor kender til det? Måske har hun tanker og erfaringer om ’ikke at være hvid’, som hun kan dele med dig?
Jeg tror, at dine tanker vil kunne blive forstået og genkendt. Det gælder om at finde nogen, du kan dele tankerne med. Hvis du ikke kan få øje på nogen, du tænker vil kunne forstå, skal du ikke give op. Du kan måske tage fat i en rådgivning i første omgang? Headspace kunne være en mulighed, du kan læse mere her: Link
Jeg har desværre ikke et klart svar på, hvordan du får det bedre med dig selv. Men måske det er rart at høre, at dine følelser ikke er forkerte? Du er også altid velkommen til at skrive eller ringe til os på 116111, hvis du gerne vil have en snak med en rådgiver.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
